Klæderne og kulisserne sætter lidt den samme stemning som Jan Troell’s Udvandrene og Nybyggerne - eller Bille August’s Pelle Errobreren.
Ikke underligt for tidspunktet er næsten det samme.
Din anmeldelse sætter ikke forventningerne ned.
Anmeldelse: Du som er i himlen
Dansk debutfilm er en himmelsk opvisning i skuespil og nerveflænsende drama.
Åh, nej. Så kan det vel nærmest ikke blive mere forudsigeligt eller fortærsket, hva'? Et dansk, historisk drama om livet på en gård i 1800-tallet, som sågar har anslaget i fadervor som titel: "Du som er i himlen". Men hvis dét er din holdning i biografmørket, så bør du forberede hjertet og nerverne på et frontlangreb fra en film, der med sin imponerende sejrsgang på alverdens filmfestivaler (fra Spanien og Sverige til Sydkorea og Saudi-Arabien) tydeligvis ikke bare er en cadeau til det præindustrielle Danmark af danskere til danskere. Nej, det her er noget universelt. Noget unikt og uafrysteligt. Noget af det bedste i nyere dansk filmhistorie.
Som titlen antyder, udfolder "Du som er i himlen" sig i en tid, hvor overtro spillede en større rolle i danskernes dagligdag: det 19. århundrede. Fortællingens hovedperson er den 14-årige Lise – det ældste barn i en stor søskendeflok, der som den første i familien snart flytter ind til byens skole. Og allerede fra vores første møde med Lise kan vi sagtens ane alle de håb og ambitioner, der syder og bobler bag pigens forventningsfulde øjne. Hun drømmer ikke om uld, river og korn, men om viden, kunst og kærlighed.
Og i rollen som Lise er den fantastiske Flora Ofelia Hofmann Lindahl så fyldt med gåpåmod og entusiasme, at man øjeblikkeligt hepper på den unge, kvikke kvinde – det samme gør hendes empatiske mor, Anna, men desværre ikke hendes spidsborgerlige far, Anders. "Det er ikke med min gode vilje, at du skal på skole" siger gårdejeren til sin datter, lige før han klandrer teenageren for at ligne "et barn". Hvis himlen vitterligt findes, er der næppe afsat mange kvadratmeter til fædre med så ringe indsigt og interesse i deres børn.
Men det var selvfølgelig også en anden tid. Og dog. For ligesom filmens festivalsucces fastslår, at det troværdige tidsbillede i "Du som er i himlen" ikke kun taler til danskere, så er det også en film, der usædvanligt klart og rammende taler til nuet. For da der opstår livstruende komplikationer under Annas seneste fødsel, er det ikke velvære, der først og fremmest spekuleres i, men skyld. Hvorfor straffer Vorherre den omsorgsfulde Anna, spekulerer Lise og børnene. Og takket være deres opvækst og omgivelser finder de det oplagt at gisne, at Evas "dumdristighed" i Edens Have nok er årsagen. Eller måske straffer Gud Lise for hendes dagdrømme om den søde staldknægt? Eller for blot at have lånt moderens hårspænde uden at spørge om lov?
Dengang – som nu – bebrejdes kvinder i langt højere grad, end de favnes. Men selvom trådene mellem filmens skildrede fortid og vores faktiske nutid er ekstremt tankevækkende, så er de ikke filmens store omdrejningspunkt. Som filmens gudbenådede instruktør og manuskriptforfatter, Tea Lindeburg, selv har sagt, så er politisk kunst sjældent interessant, når det kommer fra et politisk sted – det fungerer bedst som blot et ekstra lag i fortællingen. Og netop fordi filmen ikke tvinger sine pointer ned i halsen på os, glider de let ned. Og i virkeligheden er fortællingen i "Du som er i himlen", modsat vor tids politiske diskurs, virkelig enkel.
Og den enkelhed fostrer et stærkt fokus og en utroligt rørende intimitet – godt hjulpet på vej af en gudesmuk 16mm-billedside og en exceptionelt autentisk lydside blottet for musik. Vi følger simpelthen Lise på klos hold i ét døgn, mens Annas liv hænger i en tynd tråd. Og hvis tråden knækker, så ved både vi og Lise, at hun ikke blot mister sin mor, men også portvagten mellem en håbefuld fremtid og så det låste liv på gården, som forventes af hende. Mens mørket trænger på, stiger intensiteten til nærmest ubærlige højder, og omkranset af superbe skuespillere stirrer Lindahl direkte ind i kameraet og ind i vores sjæl og spørger: Er du klar til en filmisk og følelsesmæssig rutsjebanetur af en anden verden?
