Ja, nu kommer jeg nok aldrig til at overbevise Rasmus om, at jeg ikke var et forudindtaget fjols, for så snart man har den formodning, er den svær at knuse. Men jeg var faktisk virkelig positivt stemt op til serien. Jeg havde næsten lige læst en dybdeborende artikel om serien i det nyeste Empire, som i den grad gav mig blod på tanden, og hvor jeg fornemmede passionen fra alle de involverede parter.
Så fik jeg derudover interviewet seriens lingvist (og så snart hun spottede mit Enterprise i baggrunden på Zoom, begyndte hun at tale om Enterprises motorer og klingon, så det var selvfølgelig svært ikke at komme i et endnu bedre humør derefter), dens scenograf og VFX-supervisor, og alt sammen styrkede min tiltro til tingene.
Og den ALLERFØRSTE scene fungerede meget godt – med lille, unge Galadriel på bredden og et visuelt look, der på én gang var fantastisk flot og havde den rette dosis håndholdt nærvær til at få fantasiverdenen til at både troværdig og majestætisk.
Men så faldt det hele fra hinanden næsten lige efter i min optik. Jeg ved godt, det er pissenemt at henvise til Jacksons trilogi (og jeg er på ingen måde en fanboy på den front – jeg synes, "De to tårne" er ujævn, og jeg har stadig ikke kunnet tage mig sammen til at se den 3. "Hobbitten"-film), men prologen dér fungerede UENDELIGT bedre end den i "Magtringene". Jeg blev hægtet af med det samme, og hey... måske er det min egen skyld, fordi jeg ikke har læst 5000 siders Tolkien på forhånd, men det SKAL sgu kunne fungere for de uindviede, præcis som det gjorde i de indledende afsnit af "Game of Thrones" (ikke fordi vi partout skal sammenligne alt gammelt fantasy med "Magtringene", men det giver god mening at fremhæve noget, der fungerer, for at illustrere klarere, hvad der ikke fungerer i noget andet, der opererer inden for et lidt lignende univers).
Jeg forstod blot, at i "elver-universet" blev et træ pludselig drænet for liv, og derfor rejste en masse elvere over et stort hav for at battle en masse orcs. Og pludselig gik der flere århundreder, og Galadriel mistede sin bror, hvilket selvfølgelig havde NUL pondus, fordi vi har kun set ham i én flashback-scene på 50 sekunder, hvor han mest af alt bare virkede pænt creepy. Og, nå ja... der er nogle onde derude, inklusive den her dude, som hedder Sauron, og nu vil Galadriel gerne nakke ham. Bum. Så er vi i gang. Jeg fik piskesmæld, men værst af alt fik jeg INTET incitament til at leve mig ind i verden eller dens karakterer.
Det havde virkelig klædt serien at gøre prologen til ét helt afsnit – gerne hvor Sauron blev vist tydeligere og hvor man så ham dræbe Galadriels bror, så vi fik noget "investment" i forhold til hendes person, hendes drivkraft, hendes mission.
Altså, de tre store issues er pacing, dialogen og karakterskildringerne. Dialogen er ret nem lige at tage: den er decideret hæslig. "Why should we go where even sunlight dares to tread," siger en af Galadries elverbuddies umiddelbart før slaget mod trolden, og jeg ved godt, det også vrimler med pompøse replikker i Jacksons trilogi og meget andet godt fantasy, men i de tilfælde er tonen meget mere veletableret, og her er skuespillerne (minus Galadriel og Elrond) simpelthen ikke dygtige nok til at levere den slags replikker med skyggen af troværdighed. Danielle Steele fans vil stensikkert også elske den håbløst uetablerede romance mellem elver-bueskytten og barkvinden, hvor hun siger "if you love me, why don't you say it?", hvortil han svarer, iført grinagtige hundeøjne, "I've told you in a hundred ways, in all ways but words..."
Altså, hvis vi nu havde kendt dem i nogle afsnit og havde mærket pinslen i deres urealiserede kærlighed, havde det måske haft mere pondus, men ligesom scenen med sværdet og det kæmpe spring virker det komisk, fordi det er så pludseligt.
Og det her fører os direkte ind i problemet med karakterskildringerne, fordi samtlige karakterer er ikke, well, karakterer. De føles slet ikke som reelle individer – måske med undtagelse af Elrond, som skildres med lidt flere nuancer. Men ALLE andre karakterer er kogt ned til ét kendetegn og har zero nuancer. Galadriel vil bare hævne sin døde bror. Elver-bueskytte vil bare gerne have barlady. Barlady vil bare gerne have elver-bueskytte. Hobbit-kvinde vil bare gerne på eventyr.
Efter prologen i Jacksons trilogi var den sååååååå god til at hive i håndbremsen og fokusere på sit personlighedsgalleri og tage os helt ind under huden på dem og få os til at forstå dem og falde for dem. "Magtringene" er kun betaget af verdenen, den virker totalt apatisk over for dens beboere. Efter ét afsnit af "Game of Thrones", selvom den OGSÅ havde en KÆMPE verden og en masse world-building at lave, så var jeg HELT med på, hvem de store spillere var, hvad deres mål var, hvem de var som mennesker, hvad de centrale konflikter var osv. Her i "Magtringene" har jeg ingen anelse, og jeg har fået intet incitament til at blive hængende og få svaret.
Og så er der pacing – tempoet er sååååååå ueeeeennnddeelliiigt sløøøøøvt, altså efter den fuldkommen forrykt hurtige prolog. Og der sker SÅ lidt af betydning. Bear McCrearys musik er et af de få lyspunkter, men jeg synes også, det er meget sigende, at Howard Shores hovedtema til serien er det absolut kedeligste stykke musik, Shore nogensinde har komponeret.
Det hele efterlader mig med særligt ét brændende spørgsmål: hvordan i ALVERDEN lykkedes det John D. Payne og Patrick McKay – to unge manuskriptforfattere, som ALDRIG (og jeg gentager: ALDRIG) har fået et manuskript realiseret i deres karrierer, at få lov til at supervisere brugen af 500 mio. dollars til det her? Og det bedste de kunne finde på instruktørfronten var manden bag "Jurassic World: Fallen Kingdom"?
Så igen: jeg lagde ud med et åbent sind og positive forventninger. Men der er sgu for mange film og serier derude, jeg mangler og få set, og som jeg VED er gode, til at jeg skal spilde kræfter på bare ét afsnit mere af den her halvkogte, underfortalte brøler :-/