Anmeldelse: Beast

Glubsk løve-actionthriller ædes op af dræbende dumt persongalleri.

Mennesket, menneskedyret og dyret. Hvem af disse er bæstet? Og er det geografisk betinget, racebestemt eller idealistisk, når den evige kamp mellem menneske og natur, såvel indre som ydre, når udyret bryder ud i rasende vildskab? Nogen ville påstå, at de tre elementer udgør den menneskelige kompleksitet. Mængden af litteratur og film, der vender og drejer dét tema, er næsten helt uoverskuelig. Specielt inden for gyser- og thriller-genren, hvor overlevelsesfilm-instruktør Baltasar Kormákur atter igen efterforsker menneske versus natur-tematikken, men har ikke tænkt over fortællingen særligt længe.

Doktor Nate Samuels (Idris Elba) er taget til Sydafrika for at besøge sin gamle ven, Martin (Sharlto Copley), samle kræfterne efter ekskonens død. Med sig har han sine to teenagedøtre. Alle tre er de splittet. Over det forliste ægteskab, tomrummet efter deres mors og tidligere ægtefælle og Nates svigt af sine børn. Turen til det naturskønne bush er et forsøg på at klinke skårene efter den tragiske hændelse, samt at vise børnene deres moders sydafrikanske ophav. Forsoningen går dog alt andet end lige planlagt, da en kæmpe løve går i blodrus, efter krybskytter har vovet at krydse i dens territorium og nedslagtet alfahanens familie. Nu er det Nates tur til at beskytte sin flok. It's time. Og så at se chokeret ud på cirka halvtreds forskellige Idris Elba-måder.

Selvom der er langt fra de baseret på en sand historie-beretninger fra bjergtinderne i "Everest" og det åbne hav i "Adrift", formår Baltasar Kormákur at forme en rå autencitet som ramme om menneskets kamp mod  også denne gang. Den islandske instruktør er kendt for at få rigtigt meget ud af ganske få virkemidler og et relativt smalt budget. "Beast" er ingen undtagelse, som leverer jæger-bytte-intensitet uden de dybere lag.     

Hvis plottet lyder bekendt, er det fordi det er set adskillige gange. Senest og mest overbevisende i krokodille-thrilleren "Crawl", som var nok dét års mest medrivende spændingsfilm. I samme kaliber er "Beast" ikke, men mindre kan også gøre det, når dyrenes konge bogstaveligt talt smadrer alt på sin vej i småstykker. Ikke helt ulig den kræftsyge, der som en urkraft dræbte samlingspunktet i Nates familie og splittede forholdet mellem børn og far. Alt lurende, altid på vagt, trækker det fornemme dvælende kameraarbejde af rutinerede Philippe Rousselot os ind i en tilstand af usikkerhed, der minder om Charlotte Bruus Christensens eminente fotografering af "A Quiet Place". Hvornår springer løven frem fra sit skjul? Hvor mange krybskytter er stadig på jagt efter deres næste byttedyr? Hvilken af pigerne angriber Nate i afmagten over tabet af deres mor? Hvem rammes næste gang af dødelig sygdom, løvekløer eller riffelskud? Dræberløven er dertil tilpas godt animeret til at fremstå levende og oprigtigt skræmmende. Dog uden at bide den urovækkende "The Ghost and the Darkness" i haserne, baseret på den sande historie om to blodtørstige løvers massakre i Kenya.  

Som i sine tidligere film, formår Baltasar Kormákur at skabe en fantastisk troværdig ramme i den vilde natur for sine fortællinger. Islændingen er mest interesseret i omgivelserne og i menneskets overlevelse i sig selv, men knapt så meget i universets indre logik. Ja, de to døtre er teenagere, og de gør lidt hvad det passer dem. Men sgu ikke, hvis der render en blodindsmurt dræbermaskine rundt og brøler i nærområdet. Panik dræber rationalitet, ligesom dårlige manuskripter suger livet ud af sprælske film. Når persongalleriet konsekvent gør præcis det modsatte af, af hvad de får besked på. Vel at mærke, selv om Nates gøres opmærksom på af Martin, at mennesker ikke er designet til at gå i håndgemæng med 250 kilo hærdede muskler og hugtænder. No shit, Sherlock. At historiens fremdrift ofte bygges på optrin og tåbelige beslutninger, og slutningen er idiotisk, ender "Beast" som en jævn action-overlevelses-thriller med en flot CGI-dræberløve, som for min skyld godt kunne have ædt Nate & Co.

Der er ingen grund til at løve i biografen for at se Baltasar Kormákurs "Beast". Selvom de tekniske finesser er imponerende ud fra budgettet, især med en fantastisk hovedaktør i det blodtørstige bæst, stjernefotografen Philippe Rousselot, kan Kormákur ikke skrue en god historie sammen, om så det gjaldt ham livet. Hængende i et bur, lavet af jakabov og cocktailpølser, hængende i tre meters højde over glubske løver og flammende dæmonbævere.