Dronning Elizabeth slog John Williams til ridder kort før sin død

Vi antager selvfølgelig, at den geniale komponist nu kan kalde sig selv for jedi-ridder...

Én af historiens allerstørste filmkomponister blev slået til ridder af briternes Dronning Elizabeth kort før regentens død for nylig.

Den store ære tilfaldt John Williams grundet hans enestående bidrag til filmkunsten. Den 90-årige legende er kendt for sin fantastiske og storladne underlægningsmusik til et væld af klassiske blockbustere såsom "Star Wars", "Dødens gab", "E.T.", "Jagten på den forsvundne skat", "Jurrasic Park", "Schindlers liste", "Superman" og "Harry Potter og de vises sten".

Læs også: Både Harrison Ford og John Williams går måske på pension efter "Indiana Jones 5"

John Williams' ridderskab var en af de sidste hædersbevisninger, som Dronning Elizabeth godkendte før sin død den 8. september.

Den hæderkronede maestro får dog på trods af riddertitlen ikke lov til at kalde sig selv Sir, idet John Williams ikke er brite – i modsætning til en anden "Star Wars"-veteran, afdøde Sir Alec Guinness, der spillede Obi-Wan Kenobi i den originale trilogi.

Om Williams som følge af ridderskabet nu har erhvervet sig retten til at bære lyssværd, melder historien i første omgang ikke noget om. Men under alle omstændigheder er det vist på sin plads at hylde jedi-ridder John Williams for at have vækket kraften hos alverdens filmelskere igennem årtier – herunder altså også selveste Storbritanniens Dronning!

Kommentarer

Dronning Elizabeth slog John Williams til ridder kort før sin død

  • ★★★★★★0

    Vi antager selvfølgelig, at den geniale komponist nu kan kalde sig selv for jedi-ridder...

    Wayne28-09-22 10:27

  • 0

    Det må i ALFRIG, ALDRIG gøre igen.

    Jeg fik et helt chok, da jeg i første omgang kun så billedet af John Williams og så ordet DØD.

    Den mand fortjener om nogen at nyde sit otium, forhåbentlig i mange mange mange år endnu.

    Johnny4228-09-22 12:18

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen