Dansk instruktør instruerer "Star Wars"-serie

Janus Metz skal instruere flere afsnit af 2. sæson af "Andor".

1. sæson af den seneste "Star Wars"-serie, "Andor", blev kickstartet på Disney+ i sidste uge, og vi ved allerede, at serien får i alt to sæsoner.

Og nu er det kommet frem, at flere af afsnittene i seriens 2. sæson instrueres af danske Janus Metz – det rapporterer Ekstra Bladet.

Metz kickstartede filmkarrieren som dokumentarist og lavede bl.a. tv-dokumentarerne "Fra Thailand til Thy" og "Fra Thy til Thailand", som senere blev integreret i den kritikerroste "Hjertelandet", som vi gav topkarakter tilbage i 2018.

I 2010 kom Metz for alvor på det filmiske verdenskort takket være den prisbelønnede "Armadillo", der fulgte en række danske soldaters oplevelser i Afghanistan. Siden da har han bl.a. instrueret afsnit af HBO-krimiserien "True Detective" og thriller-miniserien "ZeroZeroZero" samt det autentiske sportsdrama "Borg" og den stjernespækkede Amazon-spændingsfilm "All the Old Knives".

Moovy TV har også interviewet Metz om flere af hans projekter:

Se også: Moovy TV: Interview med "Borg"-instruktøren Janus Metz

Se også: Moovy TV: "Hjertelandet"-interview med Janus Metz

Når man ser de indledende afsnit fra 1. sæson af "Andor", som er skrevet og instrueret af Tony Gilroy ("Michael Clayton", "The Bourne Legacy"), kan man da også sagtens se, hvorfor Gilroy og Co. føler, at Metz' stil flugter godt med seriens æstetik og historiefortælling. "Andor" er anderledes barsk, upoleret og, ja, nærmest dokumentaristisk i forhold til fx "The Mandalorian" og "Obi-Wan Kenobi".

Om sin entré i en fjern, fjern galakse fastslår Metz selv over for Ekstra Bladet:

"Der må være et eller andet i den måde, jeg laver ting på, og mit blik, som fungerer, og som har en relevans i forhold til [Gilroys] univers. Det blev jeg ret beæret over, fordi jeg personligt har været ret stor fan af Tony Gilroy.

"Jeg synes, det er virkelig interessant at skulle være en del af et univers, som er skabt af nogle af de største filmskabere både foran og bag kameraet lige siden den første film i 1977. Det synes jeg, er et stykke filmhistorie, man kommer til at være med til at skrive og sætte sit præg på."

I stedet for lyssværd, jedi-riddere og the force fokuserer "Andor" på hovedsageligt nye figurer, der tumler med spionage, korruption og politiske magtkampe under rebellernes spirende krig mod Imperiet. Hovedpersonen er oprørssoldaten Cassian Andor, som blev introduceret i "Rogue One: A Star Wars Story" tilbage i 2016.

2. sæson af "Andor" går snart i produktion i London. Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's interviews med to af seriens stjerner foran kameraet, Kyle Soller og Denise Gough, som spiller to af "Star Wars"-sagaens skurke:

Kommentarer

Dansk instruktør instruerer "Star Wars"-serie

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen