Anmeldelse: Blondine (Netflix)

Ana de Armas brillerer som Marilyn Monroe og Norma Jeane i mareridtsfilmen om en af verdens største stjerner.

Skønhedspletten, den luftige stemme, den hvide kjole og det betagende, blonde hår. Blot et enkelt øjekast og alle forestiller sig (sex)ikonet Marilyn Monroe. Dette er formentlig udgangspunktet for australske Andrew Dominik i "Blondine", for filmen vidner om, at han er klar til et opgør. Instruktøren bag "Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford" vil igen nedbryde en legendarisk, nærmest mytisk figur, som var hans speciale cinematisk ikonoklasme. Hvordan ændres synet på Monroe-myten, når horder af objektiviserende og kontrollerende øjne for evigt definerer kvinden og hendes krop? Sagt på en anden måde: "Blondine" omhandler fortællingen om Norma Jeane i konstant kamp med forestillingen om Marilyn Monroe.

"Blondine" er baseret på Joyce Carol Oates' murbroksroman af samme navn, der med en fiktionaliseret detaljegrad uden lige skitserer, hvad det vil sige at være jordklodens største stjerne. Den unge, faderløse Norma Jeane kontrolleres og irettesættes af sin psykisk syge mor, der knap genkender Norma, når hun undergår Monroe-transformationen. Norma Jeanes tumultariske eksistens føles som en række rædselsfulde angstanfald – fra hendes gruopvækkende "gennembrud" i branchen til hendes aborter og forfejlede forhold med usikre og magtfulde mænd.

Ana de Armas indtager rollen som Marilyn Monroe med manér. Hurtigt er den fejlagtige accent glemt, for den rå, sensuelle styrke, der har tryllebundet millioner af mennesker, indkapsles smukt i den cubanske skuespillers besnærende tilstedeværelse. Men det er som den mere ukendte Norma Jeane, at Ana de Armas udforsker hidtil ukendte farvande som skuespiller. Meget af styrken ligger især i mimikken, når Norma Jeane kigger i spejlet i forsøget på at vinde boksekampen mod folkets Marilyn. De Armas finder perfekt essensen af de to kvinder – også selvom det er igennem fiktionaliserede hændelser. 

Nick Cave og Warren Ellis' æteriske, melankolske og hjemsøgende lydtapet omfavner dette følelsesbombardement af en skrækfilm. Samarbejdet mellem musikken og fotograferingen ses perfekt, når agensløse Marilyn/Norma skubbes rundt som en omvandrende offergave, hvis ikoniske, luftige stemme falder lydløst til jorden i forsøget på at skrige mod systemet. Andrew Dominik understreger hendes skrækindjagende eksistens ved bogstaveligt talt at lade hende blive transporteret rundt som et kadaver – en krop, en idé, et statussymbol, som mænd med magt frit kan bestemme over.

Det er grufuldt at være vidne til – som var det "Rosemary's Baby" eller "Twin Peaks: Fire Walk With Me" med klaustrofobiske nærbilleder og en surrealistisk magtesløshed over for det konspiratoriske samfund. "Blondine" er en gyserfilm skjult i en biopics klæder, der skitserer kvindens berømmelse som en kropslig buffet for misogyne mænd i branchen, der alle vil have et stykke med Monroe. Traumatiseret fra barnsben søger den infantile Norma Jeane paradoksalt en mand i sit liv. Hun søger en faderfigur, og dilemmaet mellem hendes evindelige faderløshed og hjerteskærende barnløshed føles umådeligt menneskeligt for en person af gudestatus.

Andrew Dominik har fundet hele den filmiske værktøjskasse frem, og selvom fortællingen til tider er ufatteligt selvhøjtidelig og lidt for tydelig i dialogen, fylder fotograf Chayse Irvins enhver indstilling med blændende kreativitet. Et skud af tre personer på en seng, der forvandler sig til Niagara Falls, er intet mindre end enestående. "Blondine" er en episk, frustrerende og tragisk mareridtsfilm, hvor idéen om Monroe er lige så forvredet som den kække forestilling om, at 'gentlemen foretrækker blondiner'. I denne film er der ingen gentlemen at finde.

"Blondine" kan ses på Netflix fra den 28. september.