Anmeldelse: Amsterdam

Stort anlagt ensemblefilm er tåkrummende indbildsk makværk. 

Kender du de film, hvor instruktøren svælger så meget i sit eget ubegrundede storhedsvanvid, at det slet ikke er til at holde ud? Den slags film, hvor samtidskommentarer krølles påtaget op i en spids, når banal lommefilosofi drukner i så selvsmagende mundvand og selvoptaget dovent håndværk, at det fornemmes, at vi skal være glade for, at den selvudnævnte auteur overhovedet gad at kaste sine perler for os svin. Og så alligevel trækker visse elementer slutproduktet over i den der særlige sfære. Dér, hvor værket måske/måske ikke kan vurderes som stor kunst. Med sine provokationer kalder på lange snakke over husets (efter sigende) gode rødvin i ly af forceret dåselatter og lounge jazz. Sådan en film er David O. Russells "Amsterdam" ikke. Den er nemlig hverken værd at se eller tale om, og egentlig heller ikke værd at skrive om.

For at gøre ondt værre, springer Russell forvirret frem og tilbage i tid og rum i et mislykket forsøg på at løfte oplevelsen. Muligvis for at være modernistisk i sin fortællestil. Beskrivelsen af betegnelsen lød sikkert meget godt på Wikipedia. Tre amerikanske venner finder tilfældigvis sammen under 1. Verdenskrig, og ender med at flytte sammen i en avantgarde-lejlighed i Amsterdam. Som mellemkrigstiden foreskriver, blomstrer deres verden op i store tanker for fremtiden. De vil jo altid have Amsterdam. Knuste lemmer, masser af platonisk kærlighed og kunstnerambitioner er dog ikke nok. Gruppen opløses. I 30’erne samles vennerne igen. Dog under helt andre omstændigheder, hvor de ufrivilligt vikles ind i konspirationer, mord og diktator-feberdrømme.

På papiret er det en sikker vinder. At lade sig inspirere af Wes Andersons hyperæstetik, en kæmpe skuespillerbesætning af verdensnavne og skæv humor. Krydret med trekantsdramaet fra Truffauts "Jules og Jim" og friskheden fra filmatiseringen af Pierre Lemaitres 1. Verdenskrigsroman, "Vi ses deroppe". Tidstypiske referencer til et gråt New York og mudrede skyttegrave, samt forvekslingskomik og film noir. Kirsebæret på toppen er et aktuelt tema om misinformation og konspiration, og selvfølgeligt den gamle traver om at historien gentager sig. "Amsterdam" er fantastisk ambitiøs. Og dét er faktisk det eneste positive at sige om David O. Russells makværk, som nok peger i mange retninger, men ender med at stikke sig selv i øjnene.

"Amsterdam" har alverdens forudsætninger, men fejler på det groveste. Måske findes svaret hos David O. Russell selv. Instruktøren var på sit højeste i 2010’erne, og kastede om sig med Oscar-vindende, højtindtjenende og kritikerroste film som "Silver Linings Playbook", "The Fighter" og "American Hustle". Alle dramaer med klart fokus og velspillet persongalleri. Amerikaneren er også kendt som en skandaleombrust hidsigprop, der ikke ser sig bleg for fysisk og psykisk at kaste sig over sine skuespillere eller instruktørkollegaer fra tid til anden. "Amsterdam" føles som en film, hvor alt er gået rigtigt galt under optagelserne. Russells første film siden 2015 emmer langt væk af dårlig stemning, manglende indlevelse fra skuespillerne og ikke mindst underlige løsninger filmhåndværksmæssigt. Måske skal den notoriske instruktør holde sig til de mindre film.    

Besætningen bag må ellers være enhver filmskabers våde drøm. Måske tidens bedste fotograf, Emmanuel Lubezki, der vandt tre Oscars i træk for "Gravity", "Birdman" og "The Revenant". Og ikke mindst skuespillerne, som ikke kræver den store introduktion. Christian Bale. Margot Robbie. John David Washington. Andrea Riseborough. Anya Taylor-Joy. Chris Rock. Matthias Schoenaerts. Michael Shannon. Mike Myers. Taylor Swift. Timothy Olyphant. Zoe Saldaña. Rami Malek. Robert De Niro. Og alle som én underpræsterer de. Medmindre valiumtilstand og ingen kemi er tilsigtet. Manglen på dynamik med en sjusket historiefortælling glimrer i fraværet af indre logik. Også selvom alt, konstant, overforklares af Bales irriterende voice over, selv når plottet i forvejen er skåret ud i bølgepap. Den quirky humor er direkte usjov og ubegribeligt dårligt timet. Budgettet på 80 millioner dollars forpligter. Det er meget for en forvokset indiefilm, som aldrig er i nærheden af at levere. 

Ud af årets biograffilmoplevelser er "Amsterdam" den for mig mest frustrerende. Komplet spildt potentiale, tabt på gulvet med et afdæmpet sjask. Ingen har gidet at tørre op efter sig. Det forstår jeg godt. Hvis bare den var så sjov, spidsfindig eller dybsindig, som David O. Russell selv tror. Den ellers habile instruktørens første film i ‘20’erne er et overraskende lavpunkt, der slet ikke fortjener at gå i biograferne.