"Krigen" skal dyste om Oscaren for bedste ikke-engelsksprogede film

Det bliver Tobias Lindholms drama "Krigen", der bliver Danmarks bud på en Oscar-vinder for bedste ikke-engelsksprogede film, når de eftertragtede statuetter uddeles til næste år. Dermed løb filmen med æren foran konkurrenterne "Mænd og høns" og "The Look of Silence", der ligeledes var at finde på shortlisten over kandidater.

"I år har vi skullet vælge imellem film fra tre instruktører, der alle har markant Oscar-format. Alle tre film rager op både blandt årets danske produktioner og i det internationale filmlandskab," skriver formanden for komitéen, Henrik Bo Nielsen fra Det Danske Filminstitut, i en pressemeddelelse.

Valget af "Krigen" er dog ikke udelukkende baseret på filmens kvaliteter i forhold til de andre nominerede: "Vores valg er faldet på Tobias Lindholms 'Krigen' som årets danske deltager, efter at vi grundigt har overvejet, hvilken film der vil have den største chance for at gribe akademiets medlemmer," siger formanden.

Senest en dansk film løb med statuetten var med Susanne Biers "Hævnen" i 2011.

Moovy TV mødte for nylig Tobias Lindholm og Pilou Asbæk til en snak om netop "Krigen". Se det fulde interview her.

Danske Oscar-kandidater de seneste 10 år:

- 2015 "Sorg og glæde" (Nils Malmros)

- 2014 "Jagten" (Thomas Vinterberg) - Oscar-nomineret

- 2013 "En kongelig affære" (Nikolaj Arcel) - Oscar-nomineret

- 2012 "Superclásico" (Ole Christian Madsen) - Oscar-shortlistet

- 2011 "Hævnen" (Susanne Bier) - Oscar-vinder

- 2010  "Frygtelig lykkelig" (Henrik Ruben Genz)

- 2009 "To verdener" (Niels Arden Oplev)

- 2008 "Kunsten at græde i kor" (Peter Schønau Fog)

- 2007 "Efter brylluppet" (Susanne Bier) - Oscar-nomineret

- 2006 "Adams æbler" (Anders Thomas Jensen)

Kommentarer

"Krigen" skal dyste om Oscaren for bedste ikke-engelsksprogede film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen