Anmeldelse: The Good Nurse

Underspillet seriemorder-thriller er en intelligent opvisning i intensitet af danske Tobias Lindholm.

True crime-bølgen har for længst toppet uden på nogen måde at være stilnet af. Mantraet om, at virkeligheden ofte er stranger than fiction, rammer hårdere, når baseret på virkelige hændelser-teksten brager frem på skærmen. Genskabelsen af begivenhederne i fiktionaliseringerne (eller i dokumentarernes reenactments) går dog i en vis udstrækning på kompromis med sandheden – naturligvis, ellers ville sagerne formentlig være dødkedelige for et krimi-hungrende publikum. Imidlertid har instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm siden debutfilmen "R" haft en helt særligt evne til at forene rå virkelighed og fiktionens let spiselige form. Det lykkedes også her i danskerens første Hollywood-produktion.

En overbebyrdet intensivsygeplejerske, Amy Loughren (Jessica Chastain), kæmper med at få sit liv til at hænge sammen. Som mor har hun aldrig tid nok til at være sammen med sine små døtre. Som sygeplejerske mødes hun hver dag med besparelser og optimering af tid, som går ud over hendes faglige stolthed og samvær med hendes patienter. Oveni lider Loughren af forstørret hjerte, som under stress kan føre til udmattelse ved overstimulering og, i værste fald, døden. Sidstnævnte faktum holdes skjult. Sundhedsforsikringen mangler et års optjening, og det er sikkert og vist, at hun bliver fyret og ruineret, hvis hendes arbejdsplads får nys om det. Heldigvis er der hjælp fra hendes nye kollega og ven, Charles Cullen (Eddie Redmayne), der støtter både på jobbet og i privaten. En række mystiske dødsfald på deres afdeling giver dog Amy endnu mere at bekymre sig om, da et mønster viser sig fra de mange andre hospitaler, hvor Charles har været ansat, og hvor endnu flere mystiske dødsfald er blevet fortiet.

"The Good Nurse" er ikke kun den groteske historie om Charles Cullen, der over en 16 år lang periode officielt dræbte 29 patienter og mener at have stået bag op til 400 mord. Ikke at det ikke er saftigt nok. Tobias Lindholm fusionerer dog ikke blot klassisk true crime med dokumentarisk autenticitet via sin særlige stil, men han retter især en bredside mod dem, som ikke stoppede Cullen i tide: hospitalerne og myndighederne, der så til i tavshed og kastede den varme kartoffel videre.

Efter sigende var det et krav fra skuespillerne, at Tobias Lindholm blev tilknyttet som instruktør. Og der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at "The Good Nurse" var blevet markant anderledes og det mindre interessant uden den 45-årige "Kapring"-skaber bag kameraet. Her møde vi kolde indstillinger, afdæmpede personskildringer og underspillet dramatik, når Jessica Chastain og Eddie Redmayne folder sig ud i eminent samspil. Intensiteten sniger sig langs panelerne. Ligesom i de afsnit af "Mindhunter", som Lindholm instruerede. Luft ind, luft ud. Selvkontrol fastholdes. Når Amy Loughren kæmper med at holde sit hjerte i ro. Når presset ovenfra tvinger efterforskning og hospitalsdirektører i skak. Røgslør på røgslør, når advokater dækker over hospitalernes ansvar. Sideløbende med, at Cullen diskret forgifter patienter ihjel.

Nok er mordsagen spændende, men den kendte vi jo allerede. Det i sig selv vil altid være true crime-genrens svaghed i overførelsen til fiktionen – såvel som svagheden ved "The Good Nurse", der langt fra er en whodunnit-krimi. Det er alt dét udenom, som er indsigtsfuldt og, ja, reelt skræmmende. Og det er i det portræt, at Tobias Lindholm kan noget helt specielt. I hænderne på en anden var beretningen om Charles Cullen og Amy Loughren endt som andre streaming-metervarer. Realismen er i højsædet i hverdagsportrættet af en presset industri, der nok er sat i verden for at hjælpe mennesker. Men til en pris. Og på bekostning af selvsamme mennesker, når patienters og sygeplejerskers liv reduceres til omkostninger og sjusk i bureaukratiets uoverskuelige regneark. Dén sundhedsfaglige inkompetence, ansvarsfralæggelse og begravelse af sager vækker genklang herhjemme. Også selvom amputerede ben i Midtjylland ikke er helt ligeså morderisk.

Tobias Lindholm gør en fornem entré i Hollywood med "The Good Nurse", som understreger danskerens åbenlyse kvaliteter som filmskaber. I hænderne på andre instruktører var filmen nok gjort det mere tempofyldt og højdramatisk som seriemorder-thriller. I stedet håndterer Lindholm intelligent den groteske sag om Charles Cullen som en underspillet opvisning i intensitet. Og ikke mindst som sviende kritik af, hvad der sker, når pengestærke industrier vælger at vende det blinde øje til. På bekostning af menneskers liv.

"The Good Nurse" kører i en begrænset periode i biograferne, hvorefter den udkommer på Netflix den 26. oktober.

The Good Nurse

Kommentarer

The Good Nurse

  • 0

    Jeg er interesseret, men jeg er nysgerrig på sammenhængen mellem anmelderteksten og stjernerne.

    Point og stjerner er ofte en utaknemmelig og uretfærdig størrelse, men jeg siger med indtrykket af, at den burde få flere stjerner, da teksten ikke nævner nogle deciderede svagpunkter ved værket.

    Nickell20-10-22 10:28

  • ★★★0

    Jeg er interesseret, men jeg er nysgerrig på sammenhængen mellem anmelderteksten og stjernerne.

    Point og stjerner er ofte en utaknemmelig og uretfærdig størrelse, men jeg siger med indtrykket af, at den burde få flere stjerner, da teksten ikke nævner nogle deciderede svagpunkter ved værket.

    Filmen har ingen egentlige direkte svagheder, som jeg ser det. Efter min mening mangler den det sidste je ne sais quoi for at være en fantastisk god film. Måske er det overkompetente håndværk og formen dét, der gør, at der ikke rammes den ekstra filmiske magi for mig.

    Dolphinfriendly20-10-22 12:51

  • 0

    Filmen har ingen egentlige direkte svagheder, som jeg ser det. Efter min mening mangler den det sidste je ne sais quoi for at være en fantastisk god film. Måske er det overkompetente håndværk og formen dét, der gør, at der ikke rammes den ekstra filmiske magi for mig.

    Altså som hvis den havde været på et andet sprog end engelsk (og dansk)?

    Sichlau20-10-22 15:58

  • ★★★0

    Altså som hvis den havde været på et andet sprog end engelsk (og dansk)?

    Sproget er underordnet. :) “The Good Nurse” mangler et sidste touch i min bog, som gør, at den ikke når helt op på de 5/6.

    Dolphinfriendly20-10-22 16:08

  • 0

    Ok, det kan jeg godt forstå. Det er udmærket håndværk, som dog ikke blæser folk bagover.

    Nickell22-10-22 08:22

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen