Anmeldelse: See How They Run

Fornøjelig film om film-krimi ville gøre Agatha Christie stolt.

Få genrer har det med at være noget nært permanent populære. Ikke dermed skrevet, at populærkulturens bølgedale ikke viser sig naturligt ustadige. Krimier bliver dog aldrig helt slået ihjel, hvor ny- og genfortolkninger fra tid til anden viser sig i mere eller mindre vellykkede former. Især Agatha Christies mange litterærer værker i whodunnit-undergenren trækker ikke alene sit publikum med de mange filmatiseringerne, men også i teatret. "Musefælden" har verdensrekorden som den længst kørende stykke, der siden premieren i 1952 kunne fejre 70 år i streg i år; hvis altså ikke en vis pandemi havde lagt verden ned. "See How They Run" er en underholdende hyldest til Christies verdenskendte værk, som en kæk, sprudlende og stiff upper lip knækket i et smil. Hvad mere kan man ønske sig?

I 1950'ernes West End i London afbrydes planerne om at filmatisere et succesfuldt teaterstykke pludseligt. Filmens Hollywood-instruktør, Leo Kopernick (Adrien Brody), er blevet fundet myrdet på teatrets scene. Den alkoholiserede vicekommissær Stoppard (Sam Rockwell) får sagen sammen med sin nye makker, den uerfarne og meget ivrige Betjent Stalker (Saoirse Ronan). Efterforskningen leder dem dybt ned i den glamourøse og dybt betændte teater-underverden i jagten på morderen. Alle er under mistanke. Mon det var butleren, der gjorde det?   

Der stilles mange spørgsmål i Tom Georges morderisk underholdende "See How They Run". Som enhver god whodunnit-krimi distraheres publikum på bedste teatralske vis, når ledetråde foldes ud og rulles sammen i en fornøjelig garnnøgle af motiver og deduktioner. Dette uden at slå knuder på sig selv, til trods for, at mordmysteriet sidder alene på første række, som er vævet ind i et elegant film-om-film-kludetæppe.

"See How They Run" ér kompleks med sine mange lag, metalag og et kæmpe persongalleri, når det er katten efter musen. Tom George kender dog sin filmhistorie og 50’ernes helt særlige stil, når vi legende kastes rundt som en badebold i en svømmehal med fri sodavandsbar og snøfler ad libitum stopfyldt af skoleunger. Ført an af et eminent skuespiller-ensemble, der er lige så hoppeborg-hopla-hypet som børnehaveklasse, smasher om sig med referencer og punchlines til højre og venstre. Og tungen skal være lige i munden, når stangtennis-guldkornene flyver ind fra alle sider. Selvom det er er jordisk umuligt at fange dem alle, selv med den mest krimi-vidende baghånd, fastholdes tempoet i så høj fart , at det simpelthen er for sjovt til ikke at flyde med ad saftevandsrutschebanen.      

Ikke alle plot-bolde rammes lige i røven, men nok til, at balancegangen holdes i kreative skift mellem flashbacks og i en polyfoni af fortællerstemmer og handlingstråde Det skyldes især vores to hovedrolleindehavere, som man forhåbentlig ikke har set det sidste til. Sam Rockwell og Saoirse Ronan er som mester-lærling detektiver et særdeles umage par. Ikke desto mindre fanger de essensen af filmens tone til perfektion. Især Ronan understreger sin enorme spændvidde, med en karakter, der nok på papiret er en tyndbenet comic relief og til for at forvirre publikum. Den irske skuespillerinde tilføjer smittende charme og komisk timing, der slår gnister med Rockwells selvironiske kliché på den rutinerede og forpinte betjent, som har set bedre dage. Sammenligningen med "Knives Out – var det mord?" er oplagt, der dog er en mere kynisk thriller, mens "See How They Run" er skæg og ballade i til tider elskelig parodi på Christie og selvfølgeligt "Musefælden". Det kan diskuteres, hvorvidt Tom Georges presser citronen i at skrue tempoet op på bekostning af mystikken. Meget kan dog tilgives, når slutproduktet er så velskrevet og knivskarpt eksekveret.

Fornøjelig og lige i øjet. "See How They Run" er et elegant greb på en fortærsket krimigenre, når whodunnit-mysteriet folder sig underholdende ud. Man behøver ikke at være Agatha Christie-ekspert eller kende til britisk film i 1950’erne, selvom der er rigeligt af finurlige og indforståede referencer. Instruktør Tom George leder dog sin perlerække af fornøjelige distraktioner flot i mål, ført mesterligt an af Sam Rockwell og Saoirse Ronan som veloplagt makkerpar, i sådan en grad, at man kun kan håbe på en fremtidig Stoppard & Stalker-franchise.