Efter en håndfuld år med #MeToo er metaltrætheden nået. Ikke fordi, at sagen i sig selv ikke er vigtigt – for det er den på alle leder og kanter. Men fordi nuancerne i den naturligt opfølgende debat har det med at flyde ud i mudderkast, anklager og latterliggørelse til højre og venstre. Når pøblen folder sig ud på sociale medier eller politikere bruger det til at komme til magten, eller når segmenter og medier udpeges for at være woke. Enten undgår man debatten i afmagt eller så deltages der hidsigt. Man er med eller imod. Feminist eller incel. Selvfølgeligt er det langt mere komplekst. Og kulturrepræsentationerne på film har manglet, at én eller anden har banket i bordet med fornuftens stemme, for at tydeliggøre netop dét. Yvan Attals blændende "Anklagen" slår modigt dén hvepserede i stumper og stykker.
Jean (Pierre Arditi) og Claire (Charlotte Gainsbourg) er skilt, men lever begge to enormt succesrige liv og kommer fint ud af det med hinanden. Han er landskendt og anerkendt journalist, mens hun er kvinderetsforkæmper, forfatterinde og feminist. Deres privilegerede søn, Alexandre (Ben Attal – i virkelighedens verden søn af ægteparret Yvan og Gainsbourg), går på Stanford og er et hit hos pigerne. Efter en fest, hvor den unge mand havnede i et skur med den unge jødiske pige, Mila (Suzanne Jouannet), bliver han efterfølgende anklaget for voldtægt af hende i et skur. Det afviser han pure, og en retssag folder sig ud. For er hun rent faktisk blevet voldtaget? Lyver hun af ren ærekrænkelse? Eller er den unge rigmandssøn en voldtægtsmand, der er vant til at slippe afsted med hvad som helst?
Yvan Attals medrivende portræt af den rene sandheden som ikke-eksisterende er et intelligent indblik i menneskers upålidelighed og eskalerende omstændigheder. Perspektiver og nedslag i hvad der skete op til og efter den påståede voldtægt vendes og drejes, læses ud af kontekst, modsiges og udfordres i en række kapitler, hvor historien belyses fra alle sider. Men hvem er utroværdige eller troværdige fortællere? For "Anklagen" levner ingen klare svar eller peger fingre. Det er op til publikum selv at forholde sig til anklagen og dens omstændighederne. Erkendelsen, og pointen fra Attal er, at det er stort set umuligt reelt at have fyldestgørende viden til at vælge side skråsikkert.
Spørgsmålene er mange. For det viser sig, at både Alexandre og Mila er lige utroværdige i deres beretninger. Men er det løgn, hvad er subjektive og objektive sandheder? Og hvad er motivationerne bag? Og er det overhovedet muligt at samle alle tråde, til at give et retvisende billede af hvad de to oplevede i øjeblikket? Fordomme og forudindtagelser kastes rundt i manegen, når menneskets psykologiske mekanismer møder paragraffer og mediemøllens mere mundrette fortællinger. For gu’ er det ligetil at forme og tilpasse historier efter eget velbefindende. At udpege skurke og ofre. At udskamme piger for at udnytte situationen som hævn eller få opmærksomhed. Eller at anklage unge mænd fra overklassen som dem, der gang på gang udnytter uskyldige kvinder i maskuline magttrips. For sådan er det jo. Eller er det nu også det?
Særdeles skarpt og nervepirrende elegant springes i tid og rum, mellem persongalleriets mangefacetterede afsæt og holdninger. Smerteligt kommer vi under huden på dem alle. Fra at handle om Alexandre og Mila, roterer "Anklagen" over mod alle andres meninger om dem og hændelsen. Som brikker på et skakbræt stilles positionerne frem. Yvan Attals mestertræk er imidlertid, at ingen vinder. Ingen brikker væltes, men i stedet indtager og fastholder nye måder at stille hinanden skak på, men aldrig mat. For ingen kan vinde sådan et spil, uanset hvor meget man er fanget i sine følelsers og fordommes vold. Attal lykkedes med at fremstille et ubegribeligt kompliceret tema fængslende, nuanceret og umanerligt velspillende fra alle medvirkende. Som et opråb til selvrefleksion, uden at være kappeklædt i selvoptaget retfærdighedssans, står "Anklagen" tilbage blandt årets absolut mest essentielle film.
"Anklaget" er en fuldblodsrepræsentation af en tid, hvor pegende fingre fylder mere end forsonende hænder. Lige så meget, som Yvan Attals mesterlige film handler om anklagen om en voldtægt, handler den også om en samtid, hvor konsensus og sandhed er sært flydende subjektive begreber. Sjældent har fingeren været så meget på pulsen af en tidsånd, og endnu mere sjældent er et filmisk relief så fremragende godt nørklet sammen.
★★★★★★1Med fare for at blive udpeget som woke (hvilket jeg egentlig er ret ligeglad med at blive), så har jeg et spørgsmål:
Risikerer filmens diskurs at sætte kvinder dårligere i voldtægtsager ved at så mere tvivl om deres troværdighed?
Studier viser, at omkring 6% af anklager er falske, så i langt de fleste tilfælde er kvinden altid troværdig.
★★★1Med fare for at blive udpeget som woke (hvilket jeg egentlig er ret ligeglad med at blive), så har jeg et spørgsmål:
Risikerer filmens diskurs at sætte kvinder dårligere i voldtægtsager ved at så mere tvivl om deres troværdighed?
Studier viser, at omkring 6% af anklager er falske, så i langt de fleste tilfælde er kvinden altid troværdig.
Nej, slet ikke. Pointen er, at filmen netop ikke tager side. Voldtagtssagen i filmen tales ikke ned til fordel for Alexandre. Næsten tværtimod, da den udstiller en ung mands magtposition og ansvar overfor en ung pige.
Omdrejningspunktet er meningsdannelsen og kompleksiteten bag den “sandhed”, folk søger i overskrifter, subjektivering og fordomme, som opfordring til en nuancering af tidens sort/hvid-positioner. For nuancerne har det med at drukne i råberiet. “Anklagen” er mest af alt et helikopterperspektiv over tidsånden løbet løbsk i sig selv, hvor #MeToo er et oplagt springbræt.
Havde filmen taget dén position, at sætte voldtægtssager på bekostning af kvinder i dårligt lys, havde jeg hverken givet den topkarakter eller anset den som en essentiel film. Men “Anklagen” stikker til følelser og selvopfattelser på en snu måde, der får et publikum til at spejle sig i positionerne ved sådan en sag, når mediemaskinen, generationsbetingede kønsroller og idealismen ruller over hele menningsspektraet. Retorikken kan nemt blive hyklerisk, politisk, anti-woke, woke eller fanget i følelsernes vold. Filmens genistreg er netop at udstille dé mekanismer.
Dolphinfriendly10-11-22 19:42