Thrilleren "Wind River" får en 2’er

"Wind River: The Next Chapter" vender tilbage til det iskolde, amerikanske vildnis, hvor FBI efterforsker en række bestialske mord.

Tilbage i januar 2018 gav vi topkarakter til thrilleren "Wind River", og Taylor Sheridans blændende spændingsfilm endte også på tredjepladsen over redaktionens favoritfilm fra det år.

"Wind River" kostede også blot 11 mio. dollars at producere, mens den indtjente 44 mio. dollars på verdensplan, så måske bør man ikke blive særligt overrasket over, at en 2'er nu er på vej. Det erfarer Deadline.

"Wind River: The Next Chapter" har dog ikke de samme stjerner foran kameraet som etteren. Hvor den første film handlede om snigskytten/spejderen Cory Lambert og FBI-agenten Jane Banner, der blev spillet af hhv. Jeremy Renner og Elizabeth Olsen, så er det umiddelbart kun skuespilleren Martin Sensmeier, der gentager sin rolle fra etteren.

Læs også: Josh Brolin: Vi arbejder stadig på "Sicario 3"

I "Wind River" efterforsker Lambert og Banner drabet på en ung, oprindelig amerikaner, Natalie, hvis lig bliver fundet i Wyomings ubarmhjertige snelandskab. Undervejs støder de på Natalies bror, Chip – en ensom junkie, som spilles af Sensmeier, der altså bliver omdrejningspunktet i toeren.

Siden hændelserne i den første film har Chip dog taget sig sammen og er blevet en professionel spejder, som hjælper FBI med at optrevle dem, der har begået flere ritualistiske mord.

Som det ser ud nu, dukker hverken Renner eller Olsen op i "Wind River: The Next Chapter", som i øvrigt slet ikke har Sheridan med om bord bag kameraet.

Fortsættelsen skrives af Patrick Massett og John Zinman ("Gold", "Lara Croft: Tomb Raider"), mens den garvede tv-instruktør Kari Skogland ("The Falcon and the Winter Soldier", "The Handmaid's Tale") sidder i instruktørstolen.

"Wind River: The Next Chapter" har endnu ikke fået en premieredato.

Kommentarer

Thrilleren "Wind River" får en 2’er

  • 1

    Så en 2’er der nærmest intet har med Windriver at gøre… andet end navnet. Så kan det være pænt lige meget.

    Sjølle13-11-22 17:57

  • 1

    Rewind River: Electric Boogaloo

    Nickell14-11-22 13:05

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen