Anmeldelse: Star Trek II: The Wrath of Khan - Director's Cut (Blu-ray)

Fantasifulde filmfranchises som "Star Wars", "Ringenes herre", "Alien" og "The Terminator" har alle én ting til fælles: de har mønstret op til flere pragtværker, som har rakt langt ud over genrens fanskare og både har fornøjet biografgængere og kritikere i en sådan grad, at de er blevet optegnet i filmklassikernes leksika. Det samme kan ikke siges om "Star Trek"-filmsagaen, der består af tretten spillefilm af svingende kvalitet, som primært dyrkes af sci-fi-entusiaster og trofaste trekkies. Blot én af filmene tangerer prædikatet filmklassiker: "Star Trek II: The Wrath of Khan".

Skamrost af kritikere. Forgudet af fans. Kærligt hånet og hyldet i alt fra kæmpe komedieserier som "Family Guy", "Seinfeld" og "Saturday Night Live" til Quentin Tarantinos festlige filmepos "Kill Bill", som endda lægger ud med at citere "Star Trek II: The Wrath of Khan". Flere af fortsættelserne har tilmed stil- og indholdsmæssigt lænet sig gevaldigt op ad den næstældste "Star Trek"-film – den middelmådige "Star Trek Into Darkness" fra 2013 slap dog ikke godt fra at genbruge replikker, figurer og sågar hele scener fra Nicholas Meyers prisbelønnede perle, der skildrer opgøret mellem rumskibet Enterprises dristige besætning og den genmodificerede superskurk Khan Noonien Singh.

Khan troppede oprindeligt op i et afsnit af den gamle "Star Trek"-serie fra 1960'erne, hvor den nedfrosne tyran fra vores tid blev tøet op af kaptajn Kirk og Co. om bord på Enterprise i det 23. århundrede. Efter et fejlslagent forsøg på at kapre Enterprise blev Khan og hans kumpaner forvist til en fremmed planet, og her har den superintelligente slyngel brygget på sin hævn lige siden. Femten år senere her i "Star Trek II: The Wrath of Khan" slippes fanden løs, da et rumskib uforvarende lander ved Khans dørtærskel...

Ricardo Montalban, som døde i 2009, er ganske enkelt fænomenal som Khan. Man fornemmer mandens indestængte vrede så klokkeklart bag Montalbans flammende øjne, at man både forfærdes og fascineres. Men samtidig har Montalban en enorm og enormt forførende karisma, så man forstår godt, hvorfor talløse soldater i sin tid underkastede sig Khan. Montalban og hans fiktive alter ego er så store plusser, at førnævnte Tarantino under en filmfestival introducerede "Star Trek II: The Wrath of Khan" som "den ultimative hævnfilm", hvilket er en gigantisk kompliment fra en Oscar-belønnet førsterangsfilmmager, der netop har specialiseret sig i film om hæmningsløs hævntørst (og hvorfor i alverden har man aldrig forsøgt at hyre Tarantino til at lave en "Star Trek"-film?!).

Khans trang til at gøre op med fortiden er symptomatisk for en film, der på smukkeste vis stiller skarpt på vores endeløse og nyttesløse kamp med tiden. William Shatners charmerende kaptajn James T. Kirk, der i den oprindelige tv-serie fremstod både ungdommelig og uovervindelig, er nu en nærmest slagen mand, der får slidte briller på sin fødselsdag og grubler over, om hans liv mon er gået i stå, alt imens han lever en isoleret tilværelse adskillige lysår fra sin fuldvoksne søn og sit gamle, elskede rumskib. Og til slut bliver Kirk for alvor konfronteret med døden, da en helt særlig ven ofrer sig for at redde Enterprises besætning i en af filmhistoriens helt store dødsscener. Kirks efterfølgende mindetale er næsten ubærligt bevægende.

Jovist, her er gribende og visuelt blændende tvekampe mellem enorme rumskibe, men "Star Trek II: The Wrath of Khan" er først og fremmest et vanvittigt velskrevet, dybfølt karakterdrama indsvøbt i futuristiske kulisser og rekvisitter. Netop kulisserne og rekvisitterne bærer dog ofte præg af filmens relativt beskedne budget, og i min optik er filmen også lettere hæmmet af et par tempofald og manglen på et ordentligt opgør mellem Kirk og Khan, som kun mundhugges via videotelefoni. Jeg synes egentlig, der er flere overlegne "Star Trek"-film, men på baggrund af sin emotionelle pondus har "Star Trek II: The Wrath of Khan" så absolut fortjent sit flotte renommé.

BILLEDE & LYD

Da de ti første "Star Trek"-film oprindeligt udkom på Blu-ray i én samlet boks for en håndfuld år siden, var netop "Star Trek II: The Wrath of Khan" den eneste, hvis billed- og lydside var blevet nyrestaureret. Filmen så ærlig talt møghamrende godt ud, men alligevel har man igen restaureret billedsiden op til denne nye udgivelse, og jeg tror faktisk, jeg synes bedre om den gamle udgivelses billedside. Tag ikke fejl – dette transfer er nydeligt. Det er praktisk talt blottet for støv og snavs, og detaljerigdommen er enormt imponerende. Men farverne er markant køligere end tidligere og fremstår indimellem forunderligt matte. Hudtonerne er til tider nærmest grålige.

Det engelske Dolby TrueHD 7.1-lydspor er udmærket. Baghøjtalerne er sjældent enormt aktive, men de leverer dog flere mindeværdige lydeffekter – såsom vilde vindpust på Khans planet og kæmpe tordenskrald i stjernetågen under det endelige opgør mellem Enterprise og Khans rumskib. Subwooferen lever også op under actionsekvenserne, mens James Horners mægtige musik (samt hver eneste replik) kommer klokkeklart igennem. I øvrigt havde der indsneget sig en billedfejl på den oprindelige, amerikanske BD-udgivelse af filmen (ét enkelt skud dukkede fejlagtigt op to gange i filmens startsekvens), men den fejl forekommer heldigvis ikke på denne danske udgivelse.

EKSTRAMATERIALE

Der er indtalt to kommentarspor til filmen – det ene med instruktøren Nicholas Meyer, det andet med Meyer og den prisbelønnede producer Manny Coto (som i sin tid arbejdede på bl.a. "Star Trek: Enterprise"), som agerer spørgejørgen over for sit store idol. Jeg forguder simpelthen Meyer. Han er vidunderligt bramfri, ydmyg, humoristisk og lynende intelligent, og hans perspektiv på både "Star Trek" og kunst i al almindelighed er enormt fascinerende. Her er også adskillige gamle interviews, billedgallerier, tekstkommentarspor, filmens trailer og en lille stak dokumentarer (inklusive den splinternye "The Genesis Effect: Engineering The Wrath of Khan"), som gransker alt fra filmens tilblivelse og James Horners vidunderlige score til produktionens scenografi, effekter og kostumer.

I øvrigt indeholder skiven både den originale biografudgave af filmen samt den forlængede Director's Cut-version, som byder på cirka tre minutters ekstra scener. Selvom jeg altid har sværget til biografudgaven, så har man gudskelov fjernet et par irriterende, overflødige replikker fra den oprindelige Director's Cut-version, som udkom på dvd i 2002. Derfor nød jeg den alternative udgave af filmen meget mere i denne ombæring, og den har da også nogle stærke scener (særligt en enkelt scene med maskinmesteren Scotty, som forklarer, hvorfor han er så oprevet over en ung officers død), om end der også er noget haltende skuespil under en nytilføjet scene, hvor Kirk lige er ankommet om bord på Enterprise. Så hvilken version er bedst? Det vil jeg lade jer om at bedømme.