Jeg var et smut forbi det årlige Collector's Market på Blodig Weekend i går. De havde virkeligt oppet sig i forhold til sidste år. Der var mange flere stande - så mange, at de faktisk havde været nødt til at skaffe ekstra lokaler over gården, så der bl.a. var plads til dem, der solgte plakater.
Der var flere forfattere med egen stand, bl.a. Michael Kamp, hvor man kunne købe bøger og få signeret. Der var en fyr, der efter sigende havde Nordeuropas største samling af figurer, som solgte ud.
Selvfølgelig var der også en hulens bunke film til salg, både fra private samlinger og et par forhandlere. Priserne var generelt gode, så jeg kom hjem med et par ting.
Jeg kunne ikke rigtigt overskue at se film i år. Jeg havde overvejet at gense Fulcis The Beyond på stort lærred, men jeg har allerede set den et par gange på 35mm, og så vidt jeg kunne finde ud af, så var det en DCP, de viste i stedet. En af mine kammerater skulle introducere filmen og holde en lille Q&A med en skuespiller fra den bagefter. Han tog fra Jylland blot for muligheden for at interviewe skuespillerinden, fordi han er ved at skrive en bog om The Beyond.