1899 (sæson 1)
Baran bo Odar og Jentje Friese, som for nogle år siden gav os den geniale tyske serie Dark kommer her med endnu et kringlet mystery drama.
På overfladen ligner det et historisk drama om et krydstogtskib på vej over Atlanten. Ombord møder vi personer fra hele Europa (englændere, franskmænd, tyskere, polakker, spaniere, danskere) plus et par kvinder fra Kina. Og snart finder vi ud af, at mange af dem er på flugt fra ting, de har gjort i deres hjemland. Alt dette er dog blot krydderier til et hovedplot om en kvindelig læge, som er havnet på skibet under helt specielle omstændigheder.
Det er mystik med mystik på. I de to første afsnit læsses der flere og flere mærkværdigheder på, og spørgsmålene hober sig op. Det er ganske sjovt at forsøge at gætte sig til sammenhængen, og jeg havde mange vilde teorier undervejs. I afsnit 3-4 tones der så lidt ned for mystikken, og det kommer mere til at handle om interne stridigheder og bipersonerne. Men herefter bliver det for alvor syret i de sidste fire afsnit.
Man kan godt blive bekymret for, om de mange bolde der kastes op i sidste ende kommer til at give mening. Men der kommer faktisk en form for afslutning og forklaring til sidst. Dog er der i den grad åbnet op for en kommende sæson 2. De to skabere bag har selv udtalt, at de har idéer til ialt tre sæsoner.
Jeg var generelt godt underholdt - men primært af hovedhistorien. De mange bipersoner interesserer mig ikke ret meget. Så når der under "Stormen" lægges op til at vi skal sidde på kanten af stolen i spænding over, om de alle nu klarer det, så venter jeg egentlig bare utålmodigt på at komme tilbage til hovedpersonerne.
På dette tidspunkt i serien har man fået at vide, at det hele er en simulation. Og så er der jo ikke rigtig noget på spil. Jeg sad meget tidligt i serien og frygtede, at det var en slags Sucker Punch fortælling, hvor det hele foregår i hovedet på den kvindelige hovedperson. Og da det viste sig, at det rent faktisk er en slags blanding af Sucker Punch, The Matrix og Westworld, så ærgrede det mig, at de ikke havde fundet på noget mere originalt.
Jeg tror serien kunne have været fremragende, hvis der var cuttet 3-4 afsnit af, og man havde koncentreret sig om hovedplottet. Men jeg sidder alligevel tilbage og føler mig rigtig godt underholdt og glæder mig over, at der var en slags afslutning. Der behøver ikke komme en sæson 2, men hvis der gør, så skal den da også ses.
★★★★☆☆