Anmeldelse: Black Adam

Superskurkefilm kører sig selv af sporet i ny DC-fuser.

Så for Shazam! Så buldrer DC Extended Universe-toget igen afsti afsted. Kampen om at genvinde superhelte-territorium fra de evige rivaler hos Marvel stopper nok aldrig, og masserne elsker konkurrenceelementet. Selvom DCEU har tøffet sløvt i de værste nålesving til sammenligning, holdes dampen nu oppe alligevel. Ikke ulig wrestling shows, hvor konstruerede oppustede tvekampe i mest er for syns skyld. For det virker jo, evigheds-superheltemaskinen på autopilot, så længe der fyres gevaldigt med kul på. "Black Adam" er aggressiv og højtråbende. Meget sigende med ex-wrestler Dwayne "The Rock" Johnson i front, som gør præcis dét, han typisk er allerbedst til: at skule teatralsk og uddele teatertæv, uden tilnærmelsesvis at ramme hårdt om et godstog. 

Oprindelseshistorien gøres der et stort nummer ud af. I den ældgamle bystat Kahndaq tildeles Teth Adam (Johnson) almægtige kræfter af endnu ældre guder, for på mystisk vis at kastes i fangenskab. Cirka 5000 år efter slippes halvguden fri, i håb om at han vil befrie byen fra en ny ondskab. Det viser sig dog, at Teth Adam er en destruktiv og hævngerrig superskurk, som allerhelst vil smadre alt omkring sig. Heldigvis har Justice Society of America-superheltene fingeren på pulsen. En gruppe helte flyver afsted, anført af Hawkman (Aldis Hodge) og Doctor Fate (Pierce Brosnan), i håbet om at slå godhed ind ad ét øre på Black Adam og ondskab ud af det andet. Pædagoger vil muligvis anfægte den metode som hensigtsmæssig.

Man skal forstå, at "Black Adam" har en særlig plads i Dwayne Johnsons hjerte og sjæl, ud fra pressematerialet. Udover at være medproducent på filmen, læste den 50-årige superstjerne tegneserierne som barn og kunne som brun identificere sig med en badass antihelt. Naturligvis banalt, men der stikkes til dybere og aktuelle lag. Repræsentationer af racer og identifikation skabt ud af sort vrede kunne udforskes, som de til dels blev i "Black Panther". Sideløbende med solid superhelteunderholdning. Slutproduktet er en knapt så underholdende pastel-superhelteudgave af "The Kardashians", langt væk fra den spejling minoriteter måske kan finde i tegneserierne. 

"Black Adam" er et spin-off af den anderledes humoristiske og vellykkede "Shazam!" Komik og dannelseshistorien hér overskyggede dybere spadestik ned i baggrundshistorien. Konsekvensen er derfor, at der skal top på trillebøren, når univers og superheltegalleri hurtigt skal læses op. Dét er filmen slet ikke gearet til, når størstedelen af tiden skal bruges på generiske slagsmål i bunkevis. Især ikke, når persongalleri og handlingens fremdrift er bygget op som konfrontationer og mistimet punch-lines, som skiftes til at slå på hinanden. Klodset tæves den mindste smule indre logik fra ringhjørne til ringhjørne, når én CGI-hjerneblødning overtager den næste i gryntende jakabov møder rullepølse-bodyslams.

Uanset hvor tæt tegneserien står Dwayne Johnsons muskuløse bryst, har filmen ikke meget kød på det hjerte. Form over substans kan nu sagtens være gangbart i superheltefilm. Især med sin andel af kreativ worldbuilding, en vis charme eller potent action. Jaume Collet-Serra er ikke et underligt valg til at udleve de kriterier. Den spanske instruktør har en blandet værktøjskasse med jumpscare-gyserfilm som "House of Wax" og hele fire Liam Neeson action-thrillers i den bedre ende, såsom "Sidste stop". Især den intense hajfilm "The Shallows" og eventyrfilmen "Jungle Cruise" har understreget, at Collet-Serra bestemt ikke er ueffen. "Black Adam" vil dog alt for meget og samtidigt for lidt. Tydeligvis er den mest af alt startskuddet for et nyt sats i DCEU-regi. Omdrejningspunktet er biksemads-introduktion af en række rester og nye bidder til en ny retning, sovset gevaldigt ind i uvedkommende superhelte beat ‘em up-action. Uskønt, uinteressant og uforløst, men ikke uden et potentiale og håb for fremtidens DC-superheltefilm. En ikke særligt overraskende post credit-scene understreger netop dét. 

  

"Black Adam" er ikke en god film. Meget få elementer hænger sammen og den er hurtigt glemt. Dog mærkes et opløftende potentiale for en ny retning, som kan åbne op mere spændende bidrag til det enorme DCEU-superhelteunivers.