Anmeldelse: The Son

Åndelig opfølger til "The Father" går direkte i tårekanalerne.

Splittelse, arvesynd og skam. Temaer omgærdet mere af livets skyggesider end solstrålehistorier, men ikke desto mindre lynnedslag, der før eller siden har ramt nok ethvert voksent menneske på denne jord. I den åndelige efterfølgeren til "The Father", Florian Zellers Oscar-vinder fra 2021, følges igen en familie, som er kollapset under sin egen tyngde af skyldfølelse og kriser. 

Et par år efter sine forældrenes skilsmisse føler 17-årige Nicholas (Zen McGrath) ikke længere, at han kan blive hos sin mor, Kate (Laura Dern). Den unge søn flytter ind hos sin far, Peter (Hugh Jackman) og Peters kæreste, Beth (Vanessa Kirby). Mens Peter jonglerer med sin ambitiøse karriere, hans og Beths nye baby og tilbuddet om sit drømmejob i Washington, trænger hans søn sig på. For Peter prøver at tage sig af Nicholas, som han ville ønske, at hans egen far (Anthony Hopkins) havde gjort for ham. Men ved at forsøge at rette op på fortidens fejl, glider teenagedrengen længere og længere væk fra Peters desperate greb.

Som "The Father", er "The Son" en filmatisering af teateropsætningen af samme navn, hvilket Florian Zeller også stod bag. Overgangen fra de skrå brædder mærkes på æstetikken og kammerspil-stilen, der i sine indimellem højdramatiske dialoger ikke kan frasige sig en vis teatralsk iscenesættelse, når relationerne mellem sønner i tre generation sættes på spidsen. Den franske dramatikers forsøg på at spejle de to filmatiseringer op ad hinanden lykkedes meget hen ad vejen. Navnligt fordi omdrejningspunktet og form er det samme, når tidssvarende maskulin forfængelighed og sårbarhed trækkes frem i lyset. 

   

For det er ikke Nicholas, men Peter, som er det egentlige omdrejningspunkt i "The Son". Som naturalistisk teater er arv og miljø sat i spil, når Peters fortid og ophav ender med at indhente ham. For den succesfulde advokat må sande, at skilsmisser er eksistentielle dilemmaer ikke uden sin andel af følelsesmæssige konsekvenser og indebrændt skyldfølelse. 

Brud, i al sin kompleksitet, har uundgåeligt sine ofre. I midten står Nicholas, der som søn er affødt af sine forældres uskønne konflikter og social arv. Fastholdt i tomrummet et sted mellem kompromiser og uforløst hungeren efter kærlighed og dét at blive set. Sandheder vendes og drejes, når der nådesløst kradses hul på gamle sår og undertrykt vrede. Når hykleri og faderlig omsorg står skulder mod skulder. 

Portrættet af det moderne menneskes tilstand er intelligent optegnet af Zeller og medforfatter Christopher Hampton, der har overført den narrative elegance fra sit manus-arbejde på Joe Wrights mesterlige "Soning".  Især de både smertelige og hjertelige opgør mellem Hugh Jackmans Peter og Zen McGraths Nicholas er opvisning i generationskløftens mikroaggresioner. Det endelige klimaks er, som i "The Father", tårevædende rørende. Den følelsesmæssige dimension er på plads.

Når "The Son" ikke når sin åndelige forgængers tårnhøje niveau er det fordi, at fortællingen ganske enkelt er for lineær. Modsat Florian Zellers første film, hvor virkelighed og demens smuldrer i en tragisk leg med en utroværdig fortæller. Jackman er dog intet mindre end sublim som arketypen på den velmenende far med brede skuldre. I sin konstant frygt for at fejle på sin perfekte karriere- og familievej ænses ikke de blinde vinkler eller andres behov. Aldrig evner han at stoppe op for at forstå sig selv som produkt af sin sociale arv eller er villig til, at tage opgøret med sig selv. Tragediens pointe er, at han af samme årsag derfor aldrig kommer til at forstå sin egen søns handlinger.  

     

"The Son" er en smertelig dissekering af den moderne mand, når social arv møder maskulin sårbarhed og forfængelighed. Som fornem åndelig opfølger til "The Father" går Florian Zeller nådesløst til værks. Selvom vi aldrig når samme høje filmiske niveau, bør den franske instruktørs seneste film være pensum for fædre og sønner.