"Gladiator 2" finder sin hovedrolleindehaver – og Ridley Scott instruerer

Den længe ventede "Gladiator"-fortsættelse bliver officielt Ridley Scotts næste projekt.

Siden den oprindelige "Gladiator" blev et verdensomspændende megahit i 2000 og tilmed vandt fem Oscars (inklusive Bedste film), har der floreret rygter om en potentiel toer.

Den store udfordring er naturligvis, at Russell Crowes altdominerende helt i den første film, Maximus Decimus Meridius, dør til sidst i etteren. Alskens manuskriptforfattere, inklusive selveste Nick Cave, har forsøgt at skrive et manuskript, hvor vi følger Maximus i de dødes rige.

Men nu – efter flere års konstant aktivitet på rygtebørsen – er "Gladiator 2" omsider på vej ud af starthullerne. Det skriver et af Hollywoods største filmmedier, Deadline, som tilmed rapporterer, at Universal Pictures har fundet filmens hovedrolleindehaver, og at Ridley Scott vender tilbage som både producer og instruktør.

Se også: Se Joaquin Phoenix som Napoleon i Ridley Scotts kommende storfilm

Det er den 26-årige tv-stjerne Paul Mescal, som skal svinge med både sværd og skjold i hovedrollen i "Gladiator 2". Som tidligere rapporteret handler filmen om Lucius, som er søn af kejserdatteren Lucilla, der blev spillet af danske Connie Nielsen i den første "Gladiator" – Moovy TV diskuterede i øvrigt en mulig "Gladiator"-fortsættelse med Nielsen tilbage i 2017.

Mescal blev Emmy-nomineret for sit arbejde i tv-serien "Normal People", og derudover er han blevet skamrost for sin præstation i filmen "Aftersun", der udkommer i de danske biografer den 2. februar.

Manuskriptet til "Gladiator 2" skrives af David Scarpa, som tidligere har samarbejdet med Scott på thrilleren "All the Money in the World". Scarpa færdiggjort angiveligt manuskriptet tilbage i november.

Scott er netop nu ved at færdiggøre sin storfilm om Napoleon Bonaparte, og den 85-årige filmmager producerer også et væld af kommende film og serier – herunder en "Alien"-tv-serie.

Den stadig unavngivne "Gladiator 2" har endnu ikke fået en premieredato.

Kommentarer

"Gladiator 2" finder sin hovedrolleindehaver – og Ridley Scott instruerer

  • ★★★1

    Ufattelig så aktiv og produktiv Scott er i en høj alder - dyb respekt. 

    Gormanden 7-01-23 09:02

  • 1

    Ufattelig så aktiv og produktiv Scott er i en høj alder - dyb respekt. 

    Jep, den eneste jeg kan komme på der også opererer i den alder er gamle Clint. Men ja, dyb respekt!

    ccbj 7-01-23 12:35

  • 0

    I will be entertained!

    T'hain 7-01-23 13:06

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen