James Cameron fjerner al tvivl: Jeg laver flere "Avatar"-film

"Avatar: The Way of Water" er blevet så stort et hit, at der ikke længere er tvivl om, at Cameron får lov til at lave flere fortsættelser.

Ganske vist er "Avatar: The Way of Water" blevet en storsællert af rang – som vi skrev forleden her på Moovy, så har filmen nu indtjent 1,5 milliarder dollars på verdensplan, og den har netop overhalet "The Avengers" og derved indtaget indtaget 9.-pladsen på listen over filmhistoriens største hits.

Men indtil nu har der alligevel hersket tvivl om, hvorvidt Cameron ville få lov til at færdiggøre sine (i skrivende stund) yderligere tre planlagte "Avatar"-fortsættelser, idet filmene koster flere hundrede millioner dollars at producere og markedsføre.

Med andre ord: En "Avatar"-film er nødt til at indtjene et sted mellem 1,5-2 mia. dollars for at skabe profit.

Men nu fastslår Cameron – jvf. The Hollywood Reporter – at hans første "Avatar"-fortsættelse officielt er så stor en succes, at den nu genererer et finansielt overskud og derved sikrer, at Cameron får lov til at udvide "Avatar"-franchisen.

Læs også: "Avatar: The Way of Water" har solgt 500.000 billetter i Danmark

"Det ser ud til, at med det her momentum vil filmen gå i nul inden for de næste par dage, så der er tilsyneladende ingen vej uden om for mig – jeg bliver nødt til at lave de andre fortsættelser," sagde Cameron med en vis grad af sarkasme, da der ikke er nogen tvivl om, at Cameron gerne vil blive ved med at lege i "Avatar"-universet.

Cameron fortæller, at han snart taler med Disney om sine fremtidsplaner for franchisen. Cameron og hans filmhold har allerede optaget samtlige scener til "Avatar 3" og en stor del af "Avatar 4", mens manuskriptet til "Avatar 5" er helt på plads.

"Jeg ved, hvad jeg skal lave de næste seks-syv år," sagde Cameron også, og hans tidsplan flugter godt med det, vi allerede hørte tilbage i 2020: "Avatar 3" udkommer efter planen i december 2024, mens "Avatar 4" og "Avatar 5" udkommer hhv. i december 2026 og december 2028.

"Avatar 3" (som stadig ikke har fået en officiel titel) vil ifølge Cameron handle om en anden og mere ondsindet na'vi-stamme på månen Pandora, som bruger ild som våben.

"Avatar: The Way of Water" kan stadig ses i de danske biografer – herunder i 3D HFR med Dolby Atmos-lyd i FORMAT Biograf. Book dine billetter her. Og herunder kan du se Moovy TV's interviews med storfilmens stjerner:

Kommentarer

James Cameron fjerner al tvivl: Jeg laver flere "Avatar"-film

  • ★★★0

    Cameron, husk nu lige først at få The Abyss over på Bluray før du forsætter med Avatar-filmene :)

    Gormanden 8-01-23 11:53

  • 0

    Øv øv øv, jeg mindes jeg læste en artikel hvor han fortalte at han ville overlade instruktørstolen til en anden til at instruere tre, fire og fem. Jeg så ham meget hellere lave en ny franchise eller vende tilbage til Terminator eller Alien men det er nok mere ønsketænkning. Hvad med Alita 2? Kunne være spændende.

    Men kort sagt: Walk away from Avatar.

    ccbj 8-01-23 14:45

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen