Nicolas Cage: Jeg gider ikke lave "Star Wars", jeg er til "Star Trek"!

"Jeg er på Enterprise! Det er dér, jeg hænger ud!"

"Star Trek"-franchisen har en hel del nævneværdige kendisfans – fra selveste Dalai Lama og ekspræsidenten Barack Obama til filmstjerner som Tom Hanks og James McAvoy.

Og nu har endnu et legendarisk filmikon sluttet sig til klodens skare af trekkies: selveste Nicolas Cage.

I "The Unbearable Weight of Massive Talent" spillede Cage over for Pedro Pascal, som har hovedrollen i "Star Wars"-serien "The Mandalorian". Og Pascal har før sagt, at han vil forsøge at hive Cage ind i den fjerne, fjerne galakse, men da en Yahoo-journalist fremlagde idéen for Cage, afviste han den prompte med ordene:

"'Nej' er svaret! Den er jeg ikke med på," før Cage grinede og i stedet erklærede sin kærlighed til den anden store sci-fi-franchise med Star i navnet: "Star Trek".

Læs også: Ny "Star Trek"-film udskudt på ubestemt tid

"Jeg er en trekkie, mand!" fastslog Cage og fortsatte: "Jeg er på 'Star Trek'. Jeg er på Enterprise. Det er dér, jeg hænger ud. Det er et faktum. Jeg voksede op med Shatner. Jeg synes også, at Pine var fantastisk i de nyere film. Filmene er fremragende. Jeg er ikke i 'Star Wars-familien, jeg er i 'Star Trek'-familien!"

Cage refererer til William Shatner, som spillede kaptajn Kirk i den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne og i adskillige spillefilm, mens Pine overtog rollen som Enterprise-kaptajnen i de tre seneste "Star Trek"-film, herunder "Star Trek Beyond".

"For mig er science fiction – og derfor er det en så vigtig genre – et sted, hvor du kan sige lige, hvad du vil, uanset hvad du føler, og du kan gøre det på en anden planet i en anden tid, så folk ikke bare kaster sig over dig. Du kan virkelig udtrykke dine tanker, ligesom Orwell gjorde, i science fiction-arenaen. Og det omfavnede 'Star Trek' virkelig. De tog fat i nogle seriøse emner."

Hele Cages smukke kærlighedserklæring til "Star Trek" kan ses på Twitter her. Og herunder kan du se Moovy TV's "Star Trek"-interview med netop den førnævnte, fantastiske Pine, som forhåbentlig får lov til at tørne sammen med Cage i den næste "Star Trek"-film:

Kommentarer

Nicolas Cage: Jeg gider ikke lave "Star Wars", jeg er til "Star Trek"!

  • ★★★★★1

    Jeg er til begge dele, men for fanden hvor er du bare dejlig, Nic.

    The Insider 8-01-23 17:50

  • 1

    Kastede min kærlighed over Cage tilbage i ca. 94 efter at have set Red Rock West og han var min favorit lige siden...det har været nogen hårde år på det seneste, men godt jeg holdte i :)

    Goodspeed 8-01-23 19:09

  • ★★★★★★1

    Mandy, Colour Out of Space, Prisoners of Ghostland og Pig er ellers alle topunderholdning.

    Men jeg er også mest til Star Trek, men gider egentlig ikke se noget af det mere. Deres massive output har den modsatte effekt på mig - så står jeg simpelthen af i stedet.

    Guldager 8-01-23 21:32

  • 1

    Elsker Star Trek. Håber de snart laver noget igen. 

    Som er Star Trek af andet end navn 

    Spike 9-01-23 07:29

  • 1

    Elsker Star Trek. Håber de snart laver noget igen. 

    Som er Star Trek af andet end navn 

    Star Trek Lower Decks og Star Trek Strange New Worlds er da trek I klassisk forstand - især Strange New Worlds er da helt eminent.

    Star Trek Picard kan vel med lidt go´ vilje også kaldes for klassisk trek - at sæson 2 så er noget værre møg er så en anden sag.

    Dominar Rygel XVI 9-01-23 12:46

  • ★★★★★★1

    Strange New Worlds er helt genial - Nic Cage skal da være velkommen.

    Wayne 9-01-23 13:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen