Michael Bay anklaget for at slå en due ihjel på et filmset

De italienske myndigheder basker med vingerne.

Stop den brevdue!

Instruktøren Michael Bay er havnet i en mindre knibe i Italien. I støvlelandet, hvor brevduen er en fredet dyreart, er Michael Bay nemlig blevet anklaget for at være ansvarlig for en dues død.

Ifølge kilder skulle drabet være sket under indspilningerne af filmen "6 Underground", hvor en due blev mast under en kameravogn. En ukendt person fotograferede hændelsen og anmeldte det til de italienske myndigheder.

Eftersom Michael Bay var instruktør på settet, bliver han betragtet som ansvarlig, og de italienske myndigheder tilbød Bay at betale en mindre bøde for at lukke sagen. Et tilbud, som Bay dog afslog, og som derfor betyder, at han må en tur i retten for at forsvare sin sag.

Læs også: 83 millioner mennesker har set Michael Bays udskældte actionbrag "6 Underground" på Netflix

Men ifølge Michael Bay selv er der intet hold i historien. Han betragter sig selv som en stor dyrerettighedsforkæmper og nægter pure at have været ansvarlig for at skade eller dræbe et dyr – hverken under produktionen af "6 Underground" eller nogen af sine tidligere film.

Ikke mindre end tre gange har "Armageddon"-instruktørens advokater forsøgt at få sagen annulleret. Dog uden held. Så nu må Bay altså en tur i retten for at bedyre sin uskyld. Bay er dog fortrøstningsfuld og sikker på, at han nok skal vinde sagen, så han i fremtiden slipper for at blive stemplet som duedræber.

Kommentarer

Michael Bay anklaget for at slå en due ihjel på et filmset

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen