DC Studios annoncerer 10 nye projekter – bl.a. "Superman: Legacy" og ny Batman & Robin-film

Selskabet har omsider fremlagt sine fremtidsplaner – og flere store superhelte gør snart comeback.

Siden filmmagerne James Gunn og Peter Safran blev udpeget som chefer for DC Studios tilbage i oktober, har tegneseriefans og filmentusiaster over hele kloden ventet spændt på at høre, hvilke nye DC-projekter d'herrer har i støbeskeen.

Og nu er vi blevet meget klogere på sagen, for Warner Bros. og DC Studios har i fællesskab netop annonceret hele 10 kommende DC-projekter (fem serier og fem film), og bl.a. Superman, Batman, Green Lantern og Wonder Woman optræder i de kommende produktioner.

Læs også: Henry Cavill vender alligevel ikke tilbage som Superman

DC og Warner Bros. har i årevis higet efter at skabe en succesfuld film- og seriefranchise à la Marvels trendsættende MCU-saga (Marvel Cinematic Universe), som har hele fire film på listen over filmhistoriens 10 største hits ("The Avengers", "Spider-Man: No Way Home", "Avengers: Infinity War" og "Avengers: Endgame").

Sideløbende har Warner Bros. og DC famlet lidt i forsøget på at etablere deres eget større, sammenhængende filmunivers – det såkaldte DC Extended Universe (DCEU). Film som Zack Snyders "Batman v Superman: Dawn of Justice" og "Justice League" skuffede ved billetlugerne og blev revset af pressen, og siden da har ikoniske DC-figurer som Batman og Jokeren fået deres helt egne, selvstændige film, som ikke har nogen tilknytning til den overordnede fortælling i DCEU.

Men nu forsøger Gunn og Safran at give DCEU en frisk start, som forhåbentlig kaster bedre bundlinjer og anmeldelser af sig. De 10 annoncerede film og serier udfolder sig alle sammen inden for det samme univers, mens de kommende fortsættelser til "The Batman" og "Joker" har deres egne, selvstændige "tidslinjer" – de projekter er blevet døbt DC Elseworlds, fordi de, ja, er DC-fortællinger med deres egne, separate verdener.

Læs også: Rick Astley er klar på at spille Superman(!)

Det nystartede DCU lægger ud med en første fase (meget à la MCU) med overskriften "Guder og monstre". Blandt de kommende 10 projekter finder vi:

  • "Superman: Legacy" – en helt ny Superman-film skrevet af Gunn selv, som handler om en yngre Kal-El/Clark Kent. Filmen udkommer i juli 2025 og kickstarter således det nye DCU.
  • "The Brave and the Bold" – her introduceres DCU's nye Batman (som altså ikke er Robert Pattinsons udgave af nattens ridder) og også hans kulørte sidekick, Robin. Det er første gang siden den ildesete "Batman & Robin" fra 1997, at Robin optræder i en live-action film på det store lærred. Denne udgave af Robin er vel at mærke Bruce Waynes søn, Damian, og filmen bliver i allerhøjeste grad en far og søn-fortælling.
  • "Supergirl: Woman of Tomorrow" – Supermans kusine får sin helt egen film.
  • "Waller" – en serie, der tilsyneladende udfolder sig inden for det gamle DCEU, hvori Viola Davis vender tilbage som den magtliderlige superhelte-boss Amanda Waller, som hun først spillede i den oprindelige "Suicide Squad" fra 2016.
  • "Lanterns" – efter mange års ventetid får fans af The Green Lantern omsider en tv-serie om den flyvende superhelt iført grøn trikot. Både karaktererne Hal Jordan (som Ryan Reynolds spillede i den udskældte "Green Lantern"-film fra 2011) og John Stewart dukker op i serien, der beskrives (måske en smule besynderligt) som en serie i stil med det hårdkogte detektivdrama "True Detective".
  • "Paradise Lost" – Wonder Womans fødeø, Themyscira, er omdrejningspunktet i denne serie, der foregår før superheltindens fødsel.

Du kan læse meget mere om de annoncerede projekter hos Variety her, og vi satser naturligvis på at lære meget mere om dem i de kommende måneder.

Kommentarer

DC Studios annoncerer 10 nye projekter – bl.a. "Superman: Legacy" og ny Batman & Robin-film

  • ★★★0

    Der mangler lige et n i Lanterns.

    NSF31-01-23 19:46

  • ★★★★★1

    Der mangler lige et n i Lanterns.

    Det bliver forhåbentlig en af de få ting, som serien kommer til at mangle!

    The Insider31-01-23 19:59

  • ★★★★★★0

    Lyder endelig til at der er en plan.

    Wayne31-01-23 20:04

  • ★★★0

    Jeg anerkender processen. At der tænkes over det. Men der er vitterligt bare intet af det her, der lyder til at interessere mig det mindste.
    Shit... Er jeg ved at blive gammel?

    HonoDelLoce31-01-23 20:27

  • ★★★0

    Tja, der er en plan, lige indtil WB's ledelse laver den om igen.

    Efter at have tjekket nyheden hos Variety, er der to projekter der lyder interessante: The Authority og Booster Gold. Det er lidt sjovt at The Authority er blevet fuldblods DC, da DC lavede deres egen version engang, The Elite.

    Stort set alt andet lyder som at man prøver endnu en gang med de samme figurer: Batman, Robin, Superman, Supergirl, Swamp Thing, Amanda Waller, Green Latern og dedér amazoner.

    Der er mange årsager til at Marvels univers er blevet så stor en succes, men jeg tror at en stor del af forklaringen har været, at bortset fra enkelte figurer, har man tidligt i processen været tvunget til at arbejde med sølvholdet i stedet for guldholdet, da alt guld lå på andre hænder. Det gjorde at Marvel blev tvunget til at være lidt mere kreative og primært brugte figurer som ikke tidligere havde set filmatiseringer. DC koger til gengæld stadig suppe på alt guldet, i stedet for at bruge sølv- eller bronzeholdet.

    Der er selvfølgelig en god portion figurer, som har set dagens lys i tv-sammenhæng og animation, men lav en film om Detective Chimp, eller The Question, eller Plastic Man. Der er også masser af potentiale i at bruge nogle af de mere populære grupper - Legion of Super-Heroes, Titans, (en ordenlig udgave af) JLA osv. osv.

    NSF31-01-23 21:04

  • 0

    Jeg er ligeglad med om de forskellige film/serier er forbundet, bare de er gode, og ikke sådan at man skal have set det hele for at fatte noget.

    Jeg har stadigvæk en dårlig smag i munden efter Batman & Robin, men håber den næste bliver bedre. Og så fortjener Supergirlben bedre film end den sidste, som jeg stort set ikke kan huske noget af plottet fra da jeg kun har set den en gang.

    Johnny4231-01-23 21:28

  • 0

    Tja, narj - ikke noget som helst, der får klokkerne til at ringe...

    ...en skam verden er blevet så woke, for ellers ville jeg godt have set Powergirl og mere Peacekeeper - nåh, ja, og mere Henry som Superman.

    Det bli'r ikke i biografen, jeg kommer til at se de der film.

    Pistolprinsen 1-02-23 08:15

  • ★★★3

    Powergirl

    Hvorfor skulle Powergirl ikke fungere på film, når hun fungerer i tegneserierne (som objektivt set er et "woke" medie) og samtidig er superpopulær? En af hendes mest populære runs blev tegnet af en kvinde, Amanda Conner, der også har skrevet og tegnet en del Harley Quinn.

    "Woke" betyder jo ikke at kvinder (og mænd) ikke kan være sexede, eller have sexet tøj på. Den mest grundlæggende definition af begrebet, som af en eller anden grund er blevet et skældsord, betyder bare at man som person erkender, at der findes uligheder i samfundet af forskellig slags - køn, race osv., samt at der bør arbejdes på at minimere og/eller udligne disse.

    Eller sagt på en anden måde, "woke" betyder at man besidder empati. Hvordan det kan være en dårlig ting, har jeg noget svært ved at forstå.

    NSF 1-02-23 09:51

  • 0

    Som kæmpe Batman “fan”, får den her nyhed mig alligevel ikke op af stolen.. synes samtlige kommende DC projekter virker.. kedelige. Specielt en Batman og Robin film, hvor der spoles ekstremt langt frem i Batman tidslinjen. 

    “The Flash” så jeg frem til, og egentlig “Aquaman 2”, Meeeen da hele skidtet rebootes, så ser jeg dem nok bare på HBO. 

    Suk, DC og Gunn.. 

    Gladiator 1-02-23 15:38

  • ★★★★★0

    Jeg synes lige umiddelbart, at det lyder ganske lovende alt sammen og ser med spænding frem til hvem, de vil caste til at spille hhv. Batman og Superman. Jeg kunne godt tænke mig at se Liev Schrieber og Jon Hamm i de roller selvom, at begge måske er ved at være lidt for gamle efterhånden.

    Ift. de resterende film fra det gamle DCEU setup så håber jeg stadig, at vi får både "The Flash", "Aquaman 2" og "Shazam 2" at se. Så vidt jeg kunne forstå var de tre film næsten færdige og manglede kun lidt finpudsning i postproduktion. 

    "Wonder Woman 3" derimod ender jo så desværre nok med ikke at blive til noget - de nye planer som Gunn og Co. har taget i betragtning.

    NightHawk 1-02-23 18:27

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen