Forum - Forum-tråd: Heads-up - go'e filmtilbud mv.

Heads-up - go'e filmtilbud mv.

  • ★★★1

    Dr. Giggles (1992) - en titel, der længer har været efterspurgt.

    Nice, den har været ude på Blu-ray i Tyskland i et stykke tid, men det kunne være meget nice med en bedre udgave.

    NSF 7-01-23 20:02

  • ★★★★1

    Indicator har endeligt fået gang i udgivelserne igen, efter at have måtte skubbe flere ting de seneste måneder.

    Deres marts-titler byder på fire spændende ældre titler, og så er kom der et interessant hint om fremtiden i deres seneste nyhedsbrev.

    De fire titler i marts er:

    Broken Lullaby (1932) - romantisk drama af Ernst Lubitsch med Lionel Barrymore og Nancy Carroll. Den unge musiker Paul plages af mindet om en tysk soldat, han dræbte under krigen. Han opsøger tyskerens familie og præsenterer sig som en ven af afdøde, men tingene bliver kompliceret, da han forelsker sig i den tyske soldats forlovede. 

    Jeg er altid interesseret i pre-code-film og deres mere frimodige tilgang til tingene, så denne her skal jeg helt sikkert have. Broken Lullaby blev i øvrigt genindspillet som Frantz af Francois Ozon i 2016. 

    Bluebeard's Eight Wife (1938) - Ernst Lubitsch var især kendt for sine komedier, og Bluebeard's Eight Wife regnes for at være en af hans bedste.

    Gary Cooper er playboyen Michael, der har været gift syv gange før. Claudette Colbert er Nicole, Michaels ottende og seneste hustru. Men Nicole har ikke til sinds at blive endnu et nummer i skilsmissestatistikken, så hun lader Michael arbejde for kærligheden. Michael er derimod omvendt overbevist om, at Nicole prøver at presse ham til skilsmisse for at drage nytte af sin ægtepagt. Sjov og ballade følger.

    The Kiss Before the Mirror (1933) - Endnu en pre-code-film, denne gang af James Whale, lavet mellem hans to skrækklassikere The Old Dark House og The Invisible Man

    En advokat forsvarer en mand, der er under anklage for at have myrdet sin hustru. Men under retssagen får advokaten mistanke om, at hans egen kone er ham utro, og han begynder at følge efter hende rundt i Wiens gader. 

    State of the Union (1948) - politisk komedie-drama af Frank Capra med Spencer Tracy og Katharine Hepburn. Tracy er en rig flyfabrikant, der overtales af sin kæreste til at stille op som præsident. Men det kræver, at han genforenes med sin hustru for at kunne spille rollen som lykkelig familiemand overbevisende. 

    Som altid tilbyder indicator 10% rabat, hvis man forudbestiller alle fire titler. Man skal blot bruge koden BUNDLE ved betaling.

    Frem til mandag, kl. 11 er der desuden 10% rabat på alle titler, der er blevet udgivet før december 2022. Man skal bruge koden NEWYEAR ved  betaling.

    Indicator har desuden kommenteret, at UHD-udgivelserne snart kommer, men at de vil være helt sikre på, at alting er i orden, når de udgiver dem, fordi det (for dem) er et nyt format at arbejde med.

    Månedens hint i deres nyhedsbrev har vist sig at være fra den mexicanske skrækfilm La Llorona fra 1960. Michael Brooks, som er freelancer i industrien for både dem og BFI, har skrevet på FB, at Indicators to mexicanske horror-udgivelser sidste år, La Llorona (1933) og The Phantom of the Monastery, solgte over al forventning, og vi kan derfor forvente meget mere klassisk mexicansk skræk fra Indicator i 2023.

    Det er en virkelig stor nyhed for de af os, der holder af den lille niche af horror-genren. La Llorona (1960) blev tilbage i 00'erne udsendt på en flot dvd af selskabet CasaNegra, som også udgav en hel række andre, gamle mexicanske horrorfilm. Desværre var CasaNegra et af de mange selskaber, der måtte lukke i forlængelse af finanskrisen i 2008. Jeg nåede at få alle deres udgivelser inden og har passet godt på dem siden. Hvis Indicator udgiver La Llorona (1960) senere i år, så er chancerne nok også store for, at de har fået fat i andre af titlerne fra CasaNegra. 

    thomsen14-01-23 12:40

  • ★★★★2

    Warner Archive har lige annonceret, at de begynder at udsende deres Blu-rays i UK. 

    Jeg tænker, at det måske kan være relevant, hvis det bliver billigere end at importere dem fra US. For ellers er det ikke så interessant. WAC's amerikanske udgivelser er jo i forvejen regionsfrie.

    En interessant lille nyhed er, at Tod Brownings famøse Freaks lige er dukket op som DCP hos Park Circus, som er det selskab, der står for at udleje en stor del af Warners gamle film til biograferne. Det lugter lidt af, at 2023 bliver året, hvor vi endeligt får filmen på blu-ray fra WAC eller måske endda Criterion ...

    thomsen24-01-23 13:46

  • ★★★★★0

    Warner Archive har lige annonceret, at de begynder at udsende deres Blu-rays i UK. 

    Jeg tænker, at det måske kan være relevant, hvis det bliver billigere end at importere dem fra US. For ellers er det ikke så interessant. WAC's amerikanske udgivelser er jo i forvejen regionsfrie.

    En interessant lille nyhed er, at Tod Brownings famøse Freaks lige er dukket op som DCP hos Park Circus, som er det selskab, der står for at udleje en stor del af Warners gamle film til biograferne. Det lugter lidt af, at 2023 bliver året, hvor vi endeligt får filmen på blu-ray fra WAC eller måske endda Criterion ...

    Det lyder fedt med Warner Archive og det er jo også, som du nævner, oplagt at deres udgivelser kan købes fra England, når nu de er regionsfri. Bliver spændende at se ift. prisen. 

    NightHawk24-01-23 15:53

  • ★★★★2

    Hvis man ikke ved det, så døde William "Bill" olsen i november sidste år efter lang tid med helbredsproblemer.

    Bill Olsen var primært kendt som ejeren af det lille indie-label Code Red, som skabte sin egen lille niche og viste, at der var interesse for udgivelser af exploitation og B-film fra især 1970-80'erne. Det virker måske indlysende i dag, hvor masser af nye labels er skudt op og nærmest slås om at udgive de mest efterspurgte, obskure titler. Men da Code Red dukkede op engang i 00'erne, var markedet anderledes, og exploitation var mest noget man så i store bokse med dårlige transfers fra de forskellige budget-labels. Bill Olsen var en af de første, der tog dem mere seriøst, lavede nye transfers (ikke altid med lige stort held) og fik lavet ekstramateriale. 

    Bill startede i sin tid Code Red sammen med sin bror Walther. Men da de blev uvenner, skred Walther og startede Scorpion Releasing, mens Bill fortsatte med Code Red.

    Bill Olsen var de senere år måske mest kendt for sin farverige personlighed, hvor han harcelerede over alle de nye selskaber, over udenlandske købere og alle de andre, han mente var ude på at snyde ham. 

    Kvaliteten af hans udgivelser fulgte ikke rigtigt med tiden, og derfor blev han hurtigt overhalet af andre labels, som Vinegar Syndrome, der bedre forstod, hvad forbrugerne ville have. Men det er nok ikke for meget at sige, at hvis Bill og Code Red ikke havde banet vejen, så ville et selskab som netop Vinegar Syndrome nok aldrig være kommet op at stå.

    Ejeren af den lille onlinesshop Capstone Films har lavet et langt interview med Bills bror Walther om deres opvækst, deres baggrund i videobranchens vilde år og Bills liv de senere år. Det er ret interessant som et indblik i en svunden tid: Capstone Films - CODE RED & SCORPION RELEASING (capstone-films.com)

    thomsen26-01-23 13:28

  • ★★★★1

    Eureka har løftet sløret for deres April-udgivelser:

    Creeping Horror Collection er endnu en opsamling af Universals B-horror-produktioner fra 1930-40'erne.

    Denne indeholder hele fire film: Pre-code-horrorfilmen Murders in the Zoo (1933), om en gal storvildtsjæger og -samler, der bruger dyrene i sin private zoo til at skaffe sig af med fjender og rivaler. Murders in the Zoo regnes for at være i den bedste ende af Universals horrorfilm fra perioden udenfor de kendte monsterserier. Night Monster (1942) skulle til gengæld være på det jævne, men har i det mindste Bela Lugosi og Lionel Atwill på rollelisten i en historie om mord og vanvid i et gammelt palæ. En falleret forretningsmand tager i Horror Island (1941) på skattejagt til en ø, men i et forfaldent slot kommer han og de andre deltagere pludseligt op mod en morder med øgenavnet "The Phantom". Uha! Og sidst men ikke mindst får vi The House of Horrors (1946). Her spillet Rondo Hatton rollen som den enorme, lettere vanskabte The Creeper, som bliver reddet fra at drukne af en mislykket kunstner, men derefter narres til at myrde kunstnerens kritikere. Rondo Hatton har senere lagt navn til en kendt horrorpris, der uddeles hvert år. 

    Mig bekendt har alle filmene været udgivet før i Scream Factorys Universal Horror Collection-serie, men Eureka har lavet nye extras i form af kommentarspor, og de første 2000 eksemplarer har desuden et limited edition o-ring slipcover og et hæfte med essays. Og så koster opsamlingen her jo kun ca. det halve af, hvad en af Scream Factorys opsamlinger normalt går for. 

    Creeping Horror udkommer den 17/4. 

    The Bullet Train (1975) er en spændende japansk thriller med Sonny Chiba som lokofører ombord på et japansk hurtigtog. En terrorist har plantet en bombe på toget. Hvis toger kører langsommere end 80 km/t, sprænger bomben. Chiba må holde toget i gang, mens politiet leder efter gerningsmanden. Hvis det lyder bekendt, så er det, fordi The Bullet Train er en kendt inspirationskilde for Speed (1994).

    Eurekas udgave byder på to forskellige udgaver af filmen (den originale japanske og en international version), et helt nyt transfer fra de originale elementer og nye interviews og kommentarspor. De første 2000 eksemplarer har en limited edition slipcase og et limited edition hæfte. 

    The Bullet Train udkommer den 24/4. 

    thomsen27-01-23 13:19

  • ★★★★1

    Indicator hopper med på 4K-vognen med deres april-udgivelser:

    The Shiver of the Vampires (1971) - franske Jean Rollins tredje spillefilm, der blander horror, erotik, fantasy og surrealisme i en historie om et nygift ungt ægtepar, og de bizarre hændelser, de er ude for på et forfaldent slot. Nyt 4K-transfer fra et internegativ og ny 4K HDR (Dolby Vision) restaurering. Masser af både nye og gamle extras, inkl. kommentarspor med instruktøren. Limited edition med boks og 80 siders hæfte. 

    Indicator har desværre valgt Arrow-modellen, hvor man må vælge mellem enten at købe 4K UHD-udgaven eller en almindelig blu-ray-udgave - man får ikke begge dele i samme boks. 

    Limited til 8000 nummererede eksemplarer, 4000 UHD'er (fordelt med 2000 til UK og 2000 til US) og det samme med blu-ray-udgaven. 

    Udkommer 24/4

    Two Orphan Vampires (1997) - Jean Rollin vender tilbage til vampyrfilmen, som han skabte sit navn med i 1970'erne, med denne film om to blinde, forældreløse piger, der er dydigheden selv i dagslyset, men når natten kommer, får de synet tilbage og vandrer gennem Paris' gader på jagt efter nye ofre.

    Nyt 4K-transfer fra det originale negativ og ny 4K HDR-restaurering. Masser af både nye og gamle extras, en slipboks og en tyk booklet. Ligesom med The Shiver of the Vampires må man fra start vælge, om man vil have 4K UHD-udgaven eller den almindelige blu-ray-udgave. Begge er limited til 4000 nummerede eksemplarer fordelt mellem UK og USA. 

    thomsen27-01-23 17:06

  • ★★★★1

    Arrow har også været ude og annoncere deres april-line-up:

    Naked Lunch (1991) - limited edition - UK only! - David Cronenbergs vilde filmatisering af William Burroughs "ufilmatiserbare" roman. Nyt 4K transfer fra det originale negativ under overvågning af filmens fotograf og godkendt af Cronenberg. Ny 4K HDR-restaurering (Dolby Vision). 2-disk-udgave med en bunke nye og gamle extras. Tyk slipboks, vendbart cover, to-sidet plakat, seks reproduktioner af lobby cards samt et 80 siders hæfte.

    Naked Lunch udkommer i tre forskellige limited editions - en 4K UHD limited edition, en 4K UHD limited edition med filmens originale artwork på forsiden (kan kun købes hos Arrow) og en blu-ray limited edition.

    The Street Fighter Trilogy - UK only! BD - den originale Street Fighter-trilogi fra Japan med Sonny Chiba i hovedrollerne. Nye 2K transfers fra de originale negativer af de to første film og en HD-remaster af den tredje film. Alle filmene er ifølge Arrow ucensurerede! Både de originale japanske og de amerikanske versioner af filmene. Kommentarspor og interviews, bl.a. med Sonny Chiba. Første oplag indeholder en limited edition booklet og et slipcover. 

    Lovers Lane (1999) - UK/ US BD - 1990'er-slasherfilm med nyt transfer fra det originale negativ, masser af extras.Kommer i to udgaver - den almindelige, hvor første oplag har et hæfte, en plakat og et slipcover, og en Arrow exclusive med et alternativt slipcover.

    Heart of Dragon (1985) - US only! BD - klassisk actionkomedie fra Hong Kong med Jackie Chan og Sammo Hung i hovedrollerne. Nyt 2K transfer fra det originale negativ. To versioner: biografudgaven på 91 minutter og en forlænget japansk udgave på 99 minutter. Kantonesisk og engelsk lyd på begge film (med engelske undertekster), samt mandarin-lydspor på biografudgaven og kantonesisk lydspor med alternativ musik på den forlængede version. Nyt kommentarspor og klassiske extras med interviews med alle medvirkende. Vendbart cover og i første oplag et hæfte med essays. 

    The Assassination Bureau (1969) - US only BD! - actionkomedie med bl.a. Oliver Reed. 

    Jeg hopper selv på 4K UHD-udgaven af Naked Lunch - og for en gang skyld synes jeg faktisk, at udgaven med det nye artwork er flottere end udgaven med det originale. Street Fighter Trilogy er også et must og ser ud til at slå Shout Factorys udgave, der udkom i sidste måned. SF's udgave er nemlig baseret på de amerikanske udgaver, hvor denne her ser ud til at have det hele med. 

    thomsen27-01-23 17:36

  • ★★★★1

    For at det ikke skal være løgn, så har australske Imprint også lige sendt en mail ud med deres udgivelser i april:

    Essential Film Noir, Vol. 4 - endnu en opsamling med fem film noir (fordelt på fire diske), i en lækker hardboks, limited til 1500 eksemplarer. Boksen indeholder Rope of Sand (1949) med Burt Lancaster, Appointment with Danger (1950) med Alan Ladd, The Enforcer (1951) med Humphrey Bogart og en disk med de to Ida Lupino-film Beware, My Lovely (1952) og Jennifer (1953). De to sidste får her deres verdenspremiere på blu-ray. Alle filmene har fået nye transfers fra 2021 og nye extras. 

    Tales of Adventure Collection, Vol. 1 - en nye serie med klassiske ramasjang-film, som de andre boksserier i en tyk hardboks limited til 1500 eksemplarer. Der er igen fem film fordelt på fire diske: Arabian Nights (1942), The Desert Hawk (1950) i sin blu-ray-debut, Omar Khayyam (1957), ligeledes første gang på BD, og en disk med både A Thousand and One Nights (1945) og Zarak (1956), begge to for første gang på blu-ray. 

    The Haunting of Julia (1977) - også kendt som Full Circle, en af de mest efterspurgte spøgelsesfilm på disk.  Et ungt ægtepar spillet af Mia farrow og Keir Dullea mister på tragisk vis deres datter. Da de senere flytter ind i et gammel hus i London, bliver kvinden overbevist om, at huset hjemsøges af en lille pige. 

    En fan af filmen har åbenbart arbejdet utrætteligt gennem flere år i forsøg på at udrede rettighederne og ny er det lykkes. Sammen med instruktøren har de fået foretaget et nyt transfer fra det originale negativ sidste år. Imprints udgave er den første på disk nogensinde (inkl. dvd) og kommer i en limited edition på 1500 eks. med et 3D-lenticular cover, soundtrack på cd og nye og eksklusive extras. The Haunting of Julia vil dog også blive udgivet af andre, og Imprints version til AU$ 70 er ikke helt billig, så måske skal man vente? Jeg tænker selv på at forudbestille den, når den dukker op hos en af de amerikanske forhandlere. De 1500 eks. bliver nok hurtigt udsolgt.

    Jeg er også lidt varm på Essential Film Noir, Vol. 4, selvom jeg ikke har nogle af de andre i serien. Men jeg vil gerne havde både The Enforcer og især Beware, My Lovely, som jeg ejer den originale, flotte, amerikanske plakat fra.

    Det er det dumme med Imprint. De er ret dyre, og man ved aldrig, om deres ting udkommer fra andre. Imprint har ry for halvdårlig kompression, og at de tager revl og krat af gamle masters of smider ud på disk. Nogle af dem udkommer senere i USA, ofte fra Kino, men Kino er lidt mere kræsen med deres masters og siger ofte nej til nogle af de ting, som Imprint har udgivet, simpelthen fordi masteren er for gammel. Andre gange kan det betale sig at vente. Fx udsender Kino i næste måned ramasjang-filmen Secret of the Incas, som er kendt som inspirationskilde til Raiders of the Lost Ark, i et helt nyt transfer, hvor Imprints udgave fra sidste år anvende en gammel master. 

    Her ser det dog ud til, at Film Noir-boksen indeholder nye masters fra 2021 på alle filmene, så spørgsmålet er, om man tør at vente og se, om de udkommer fra fx Kino senere (til noget billigere penge)?

    thomsen27-01-23 18:06

  • ★★★★1

    The Haunting of Julia (1977) - også kendt som Full Circle, en af de mest efterspurgte spøgelsesfilm på disk.  Et ungt ægtepar spillet af Mia farrow og Keir Dullea mister på tragisk vis deres datter. Da de senere flytter ind i et gammel hus i London, bliver kvinden overbevist om, at huset hjemsøges af en lille pige. 

    En fan af filmen har åbenbart arbejdet utrætteligt gennem flere år i forsøg på at udrede rettighederne og ny er det lykkes. Sammen med instruktøren har de fået foretaget et nyt transfer fra det originale negativ sidste år. Imprints udgave er den første på disk nogensinde (inkl. dvd) og kommer i en limited edition på 1500 eks. med et 3D-lenticular cover, soundtrack på cd og nye og eksklusive extras. The Haunting of Julia vil dog også blive udgivet af andre, og Imprints version til AU$ 70 er ikke helt billig, så måske skal man vente? Jeg tænker selv på at forudbestille den, når den dukker op hos en af de amerikanske forhandlere. De 1500 eks. bliver nok hurtigt udsolgt.

    Nå, det tog ikke lang tid. Scream Factory har lige annonceret en 4K UHD/ BD-to-disk-udgivelse af The Haunting of Julia til april. 

    Så mangler vi bare UK ... Arrow, Second Sight?

    thomsen28-01-23 13:13

  • ★★★★2

    Efter halvandet års ventetid har Second Sight endeligt annonceret deres ultimative udgave af horrorklassikeren The Texas Chain Saw Massacre (1974).

    Motorsavsmassakren blev allerede udgivet første gang på 4K UHD helt tilbage i 2016 af tyske Turbine. Den udgave fik en blandet modtagelse, og der var flere der mente, at blu-rayen så bedre ud. 

    Sidste år genudsendte Turbine så filmen i en ny 4K-udgave, denne gang med et HDR-transfer, og den udgave fik meget ros og blev hurtigt udsolgt.

    Second Sight var hurtigt på banen, da Turbine annoncerede, at de ville genudgive filmen, og offentliggjorde, at de også var på vej med deres egen udgave - baseret på samme rå-transfer, men med deres helt egen restaurering og mastering.

    I mellemtiden har MPI/ Dark Sky, der ejer filmen, også annonceret deres egen 4K UHD-udgave i en limited edition steelbook.

    Og nu har Second Sight altså, efter lang ventetid, endeligt offentliggjort detaljerne om deres version og åbnet op for forudbestilling.

    Alle de forskellige UHD-udgaver er baseret på det samme transfer, men i hvert fald Turbines og Second Sights versioner har hver deres unikke restaurering. Dark Sky har endnu ikke sagt noget om transferet på deres udgave.

    Der er mange, der har ventet på Second Sights version, for de går for at lave nogle af branchens flotteste limited editions, deres restaureringer plejer at være af den højeste kvalitet, og  så anvender de fast Michael McKenzie, der regnes for at være den bedste i branche til at komprimere film. 

    Second Sights limited edition indeholder:

    • 3 disc edition - 1 UHD and 2 Blu-rays with bonus features on both formats
    • A new presentation featuring additional restoration work
    • UHD presented in Dolby Vision HDR produced by Second Sight Films
    • Audio tracks include new Dolby Atmos, stereo and restored original mono mix produced by Second Sight Films
    • New Audio commentary by Amanda Reyes and Bill Ackerman
    • Audio commentary with Writer-Producer-Director Tobe Hooper
    • Audio commentary with Cinematographer Daniel Pearl, Editor J. Larry Carroll, Sound Recordist Ted Nicolaou
    • Audio commentary with Writer-Producer-Director Tobe Hooper, Cinematographer Daniel Pearl, Actor Gunnar Hansen
    • Audio commentary with Actors Marilyn Burns, Allen Danziger and Paul A. Partain, and Art Director Robert A. Burns
    • The Legacy of The Texas Chain Saw Massacre - a new feature length documentary produced by Second Sight Films
    • Behind The Mask: Alexandra Heller-Nicholas on The Texas Chain Saw Massacre
    • The Shocking Truth documentary, plus outtakes
    • Cutting Chain Saw with Editor J. Larry Carroll
    • Granpaw's Tales with Actor John Dugan
    • Horror's Hallowed Grounds
    • Flesh Wounds: Seven Stories of The Saw
    • Off The Hook with Actor Teri McMinn
    • The Business of Chain Saw with Production Manager Ron Bozman
    • House Tour with Actor Gunnar Hansen
    • Tobe Hooper interview
    • Kim Henkel interview
    • Deleted Scenes
    • Outtakes
    • Trailers
    • TV and Radio Spots
    • Stills Gallery

    Limited Edition Contents

    • Rigid slipcase with original classic UK VHS artwork
    • 190 page hardback book with new essays by ​​Heather Buckley, Tim Coleman, Martyn Conterio, Miranda Corcoran, Heather Drain, Lee Gambin, Caden Mark Gardner, Lindsay Hallam, Cerise Howard, Kimberly Lindbergs, Annie Rose Malamet, Maitland McDonagh, Neil Mitchell, Jerome Reuter and Robert Skvarla, illustrated by Adam Stothard
    • 6 collectors' art cards 
    • 3 collectors' art cards exclusive to our store while stocks last!

    Jeg har markeret de ting, der er nye i denne udgave (Second Sights egen spillefilmslange dokumentarfilm The Legacy of the Texas Chain Saw Massacre bliver dog også indkluderet på Dark Skys kommende udgave). 

    The Texas Chain Saw Massacre - limited edition udkommer den 10. april og kan forudbestilles til £44,95.

    For dem, der ikke har behov for den store udgave med det hele, udkommer der samme dag både en standard to-disk blu-ray og en standard 4K UHD-udgave. 

    thomsen31-01-23 13:38

  • ★★★★2

    Og endnu en nyhed:

    Det amerikanske budget-label Mills Creek har annonceret, at de har indgået en stor flerårig aftale med Disney om at udgive mere end 200 Touchstone, Fox m.m.-titler på disk.

    Ifølge en kommentar fra selskabet på FB, så er alle titler nogle, der har været udsendt før.

    Det er både godt og skidt!

    Det er selvfølgelig fantastisk, at det er lykkes nogen at få hul igennem til Disney. Disney har i de seneste mange år vendt sig stærkt mod fysiske udgivelser og stort set udelukkende fokuseret på streaming. De få Disney-ejede live-action-film, der er udkommet på disk, har typisk kun været tilgængelige gennem deres egen Disney Club-univers, hvor man både skulle være medlem og amerikaner for at få adgang til titlerne.

    Det er blevet endnu værre, efter Disney for noget tid siden overtog Fox, hvorefter en lang række Fox-udgivelser stille og roligt er forsvundet fra markedet uden udsigt til at komme tilbage.

    De eneste, der indtil nu, har fået adgang til Disneys enorme filmsamling, har været Criterion, der sidste år fik lov til at udgive Wall-E på 4K UHD.

    ... og nu altså også Mills Creek.

    Det er selvfølgelig også skidt, fordi Mills Creek netop er et budget-label, der er ret ligeglade med kvaliteten på det, de udgiver. De laver normalt ikke ekstramateriale. De stiller tilsyneladende ikke rigtigt krav til transfers, men tager blot, hvad der er, og deres komprimering er normalt i den dårlige ende. I forvejen sidder de på en stor del af Sony/ Columbias udgivelser på det amerikanske marked, og det har amerikanske samlere klaget over i årevis.

    Hvis man skal være en smule optimistisk, så viser det da i det mindste, at det kan lade sig gøre at komme igennem til Disney, og så kan vi jo håbe, at andre, bedre selskaber, som Kino eller nogle af de mange "boutique labels" også kan få fat i noget spændende henad vejen.

    Der er masser af Fox-titler, der er forsvundet, som kunne være rare at få igen (en pæn del af Eurekas  Fox-titler er fx udgået de sidste par år), og så kan vi jo drømme om lækre special editions af fx The Black Hole eller 20,000 Leagues Under the Sea

    thomsen31-01-23 13:58

  • ★★★1

    The Black Hole

    Og at den ikke er Disney Club Exclusive.

    NSF31-01-23 14:00

  • ★★★★2

    Sad lige og hørte Indicator Cast, hvor de snakker med et par folk fra selskabet.

    Indicator siger, at de har rettighederne til hele 20 film af Jean Rollin, og det lyder som, at det er planen, at de alle skal udkomme på både 4K UHD og BD. 

    De overvejede at lave en enorm boks med dem alle, men praktisk og økonomisk kunne det ikke lade sig gøre, plus at det formentligt ville blive alt for dyrt for de fleste kunder at skulle punge ud for en boks med 20 UHD'er. 

    De har derfor valgt at udgive dem enkeltvist. De vil fremover formentligt udkomme hver anden måned og blande dem, sådan at vi får en nyere titel og en af de gamle hver gang.

    De bekræftede også, at der er en del mere klassisk mexicansk horror på vej. Bl.a. sagde de direkte, at de havde nogle af de samme titler, som CasaNegra udgav på dvd tilbage i 00'erne. Ud fra et hint i deres nyhedsbrev ved vi allerede, at La llorona (1960) er den ene. 

    --

    Der er rygter om, at Second Sight skulle have lavet en aftale med Lionsgate. Det er ikke officielt, så det skal nok tages med et gran salt. Men det er værd at huske, at Kino jo også for nylig indgik en aftale med Lionsgate, der ellers har været lukket land for andre labels i mange år. 

    Jeg ved ikke med jer, men jeg drømmer om en Second Sight limited edition af Jacob's Ladder. 

    thomsen 1-02-23 13:50

  • ★★★★2

    Re: Motorsavsmassakren, så opdagede jeg lige, at Dark Sky-udgivelsen faktisk også ser ud til at have en exclusive, nemlig "The Cinefamily Presents FRIEDKIN/HOOPER,” a conversation about the film between Tobe Hooper and The Exorcist director William Friedkin

    Det lyder jo egentligt spændende nok.

    Dark Skys limited edition udkommer som en steelbook (med den klassiske amerikanske plakat på forsiden) den 28/2. 

    thomsen 2-02-23 11:29

  • ★★★★1

    Jeg kan i øvrigt ikke huske, om jeg har nævnt det, men Second Sight skrev tidligere i januar, at de også kommer med en 4K UHD/ BD limited edition af Cronenbergs Crimes of the Future i år.

    I forvejen udgiver de Romeros vampyrfilm Martin her omkring slutningen af februar, og så er The Hitcher også på vej i en hel ny restaurering. 

    thomsen 2-02-23 12:31

  • ★★★0

    I forvejen udgiver de Romeros vampyrfilm Martin her omkring slutningen af februar

    Endelig!

    NSF 2-02-23 12:55

  • ★★★★★★0

    Jeg kan i øvrigt ikke huske, om jeg har nævnt det, men Second Sight skrev tidligere i januar, at de også kommer med en 4K UHD/ BD limited edition af Cronenbergs Crimes of the Future i år.

    Den skal jeg nok have :)

    Overvejer også Jean Rollins film, men kan ikke helt bestemme om 4K er nødvendigt.

    Guldager 2-02-23 13:32

  • ★★★★0

    Endelig!

    Den er dog ikke helt nem at få fat på. Producenten har lagt de samme restriktioner på salget af den, som han gjorde med deres Dawn of the Dead. Det betyder, at man ikke kan få lov at bestille den direkte fra Second Sight, medmindre man bor i UK, og det kan også være svært at købe den hos engelske forhandlere.

    Jeg har selv forudbestilt den hos diabolikdvd.com i USA, men det ser også ud til, at Laserdisken får den hjem. Sikkert også Faraos (til den dobbelte pris). 

    thomsen 2-02-23 15:32

  • ★★★★0

    Så blev UK-udgivelsen af Full Circle/ The Haunting of Julia også annonceret. I forvejen har Imprint annonceret deres version i Australien, der indeholder eksklusive extras og et cd soundtrack, og Scream Factory i USA, som udsender en 4K UHD/ BD-combo.

    Der var rygter om, at Arrow kiggede på filmen for et par år siden, og derfor regnede mange også med, at den ville komme fra dem. Men det bliver i stedet BFI, der udsender den i deres Flipside-serie.

    Det bliver oven i købet som en 4K UHD/ BD-combo (vistnok seriens første?) og med nye interviews foretaget i 2023.

    Full Circle: The Haunting of Julia udkommer fra BFI den 24/4. 

    Det er lidt vildt, at en film, der ikke engang fik en officiel udgivelse på dvd, nu pludseligt får ikke mindre end tre udgivelse på kort tid. 

    thomsen 5-02-23 17:42

  • ★★★★2

    Det nye label Radiance Films har annonceret deres næste to udgivelser i maj:

    Yakuza Graveyard (1976) - limited edition - hårdkogt gangsterfilm af genremesteren Kinji Fukasaku, kendt fra den fantastiske filmserie Battles Without Honor or Humanity or kultfilmen Battle Royale. 

    The Bride Wore Black (1968) - limited edition - Francois Truffauts hævnfilm om den eponyme brud, hvis mand bliver myrdet på kirkens dørtrin lige efter brylluppet, og som derefter jagter gerningsmændene for at tage hævn over dem en efter en. I dag nok mest kendt som en af inspirationskilderne til Tarantinos Kill Bill. 

    Begge udkommer den 15/5  i limited editions i 3000 eksemplarer med vendbare covers og en booklet.

    Radiance Films er startet af bl.a. Fran Simioni, der var med til at starte Arrow i sin tid og fungerede som producent hos dem i mange år. 

    Det kan åbenbart være en god idé at forudbestille eller i det mindste være hurtigt ude, hvis man er interesseret, for selskabets første udgivelse, den surrealistisk komiske og stærkt politiske Guldpalmevinder The Working Class Goes to Heaven (1971) er allerede fuldstændigt udsolgt, selvom den altså udkom for blot en måned siden. 

    Selskabets anden udgivelse, den roste japanske yakuza-film Big Time Gambling Boss, kan stadigvæk fås endnu, men den udkom også både i UK og USA. Jeg ville dog ikke vente for længe med at bestille den.

    En standardudgave af Working Class Goes to Heaven, £2 billigere og uden vendbart cover og booklet, er allerede på vej.

    Radiance Films er i øvrigt IOSS-registreret, så man kan trygt bestille fra dem som dansker. De skulle anvende Limewood Media som fulfillment-selskab, det samme selskab som har så godt styr på både IOSS og indpakning for Indicator og Second Sight. 

    thomsen10-02-23 12:55

  • ★★★★0

    Nå, det gik hurtigt. Radiance Films har lige skrevet på SoMe, at de kun har 50 eksemplarer tilbage af den engelske udgave af Big Time Gambling Boss, og at der ikke er flere tilbage på lageret. Den kan stadigvæk fås hos bl.a. Amazon, og den amerikanske udgave er også nemt at finde, selvom Radiance også oplyser, at den sælger virkeligt godt. Så man skal altså ikke tøve for længe, hvis man gerne vil have den. 

    thomsen10-02-23 18:22

  • ★★★★★★1

    Du koster mig mange penge, thomsen :) - bestilte fem film fra Radiance.

    Guldager10-02-23 20:58

  • ★★★★1

    Ups, sorry! I det mindste er du ikke den eneste, der er røget i fælden. Jeg bestilte selv A Woman Kills og The Working Class Goes to Heaven på Amazon i går. Den sidste er jo udgået, men der dukkede lige pludseligt en håndfuld eksemplarer op til salg.

    I forvejen har jeg en ordre liggende på Working Class og Big Time Gambling Boss + nogle BFI Flipside-udgivelser hos BFI shop'en. Men jeg turde simpelthen ikke lade være med at bestille Working Class hos Amazon også. Jeg har nemlig en fornemmelse, at BFI shop'en slet ikke er i stand til at skaffe den. Min ordre har ligge stillet siden mandag, og de bliver ved med at sælge filmen, selvom den altså er udgået. Jeg tænker, at de nok tror, at de kan skaffe flere fra distributøren, selvom lageret, ifølge Radiance, er helt tomt. 

    Nu lurer jeg lidt på, om jeg også skal anskaffe mig Miami Blues. Jeg kender den ikke, og jeg synes egentlig, at den ligner en noget middelmådig gangsterkomedie. Men den må jo kunne et eller andet, siden de vælger at udgive den. Nogen herinde, der kender noget til den?

    --

    Kom selv til at forkøbe mig lidt i går.

    Jeg har besluttet at forudbestille Imprints Essential Film Noir Collection 4, der udkommer i april, hos DiabolikDVD. Jeg tænker, at der er en rimelig chance for, at i hvert fald nogle af filmene senere bliver udsendt af Kino, som også har udgivet enkelte af titlerne fra de foregående tre bokse. Men jeg tør ikke at tage chancen, for jeg vil voldsomt gerne have fat i de to Ida Lupino-film i boksen. 

    Da de annoncerede boks nummer 4 for kort tiden siden, kunne man stadigvæk finde boks 2 og 3 hos DiabolikDVD. Men de er i mellemtiden blevet udsolgt. Og især boks nummer 3 kan være svær og dyr at finde, fordi den kun blev lavet i 1000 eksemplarer, hvor de andre kom i 1500. 

    Heldigvis fandt jeg den i går hos den lille parisiske forretning metaluna.fr, som jeg faktisk kan huske, at jeg har været inde i for en ti år siden. De havde den oven i købet til en rimelig pris, så det nok ender på nogenlunde det samme totalt, som jeg ville have betalt hos Diabolik. 

    Ejeren Clément var super sød og effektiv og sendte den allerede inden for en time, og han lovede, at han ville pakke den godt nok ind til, at Post Nord kunne spille fodbold med den, uden at der ville ske noget.

    I samme omgang bestilte jeg også den nye tyske 4K UHD-udgivelse af Mario Bavas Planet of the Vampires. Den skulle står virkeligt flot og indeholde både den originale italienske version samt den amerikanske. 

    thomsen11-02-23 15:42

  • ★★★★★1

    The Bride Wore Black (1968) - limited edition - Francois Truffauts hævnfilm om den eponyme brud, hvis mand bliver myrdet på kirkens dørtrin lige efter brylluppet, og som derefter jagter gerningsmændene for at tage hævn over dem en efter en. I dag nok mest kendt som en af inspirationskilderne til Tarantinos Kill Bill. 

    Begge udkommer den 15/5  i limited editions i 3000 eksemplarer med vendbare covers og en booklet.

    Super fedt med nogle opdateringer/nye titler fra Radiance Films. Det er bestemt et interessant label at holde øje med og allerede nu ,har de været i stand til at præsentere flere spændende titler.

    "The Bride Wore Black" er helt sikkert en film, jeg skal have købt hjem til samlingen. Det varmer mit hjerte at se, at den endelig er på vej på BD i en ordentlig/seriøs udgave.

    Nu lurer jeg lidt på, om jeg også skal anskaffe mig Miami Blues. Jeg kender den ikke, og jeg synes egentlig, at den ligner en noget middelmådig gangsterkomedie. Men den må jo kunne et eller andet, siden de vælger at udgive den. Nogen herinde, der kender noget til den?

    Ja, jeg har set "Miami Blues" flere gange og kan varmt anbefale at give den en chance. Det er en herlig syret/skæv krimi med en sort humor og tre herligt fandenivoldske skuespilpræstationer fra Alec Baldwin, Jennifer Jason Leigh, og Fred Ward. :)

    NightHawk14-02-23 13:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen