Fortsættelse til "I Know What You Did Last Summer" på vej – med det oprindelige cast

Fortiden hærger i mere end én forstand...

I 90'erne fik teenage-slasheren nyt blod i form af en række ungdommelige mordmysterier, der alle fulgte i kølvandet på gigasuccesen "Scream". I dag er halvfemserne tydeligvis tilbage, for flere gamle kendinge fra det sjove årti bliver vakt til live på ny for at tilfredsstille nostalgihungrende voksenbørn.

Sidste år fik vi en opfølger til "Scream", hvilket skulle vise sig at blive en kæmpesucces, der allerede om få måneder kan tilføje endnu en film i rækken

En af de mere mindeværdige efterabere af "Scream" var filmen "I Know What You Did Last Summer", der spillede på alle tangenter med en maskeret morder, tåbelige teenagere og en rollebesætning bestående af halvfemserikoner som Jennifer Love Hewitt, Sarah Michelle Gellar og Freddie Prinze Jr. Manuskriptet var endda skrevet af Kevin Williamson, der også havde leveret manuskriptet til "Scream". 

LÆS OGSÅ: "FREDAG DEN 13."-SERIE PÅ VEJ

Nu vil Sony Pictures endnu engang forsøge at gå i fodsporene af "Scream" – en ny "I Know What You Did Last Summer" er nemlig på tegnebrættet, og både Jennifer Love Hewitt og Freddy Prinze Jr. er tilbage på rollelisten. Det rapporterer Deadline.

Fortsættelsen instrueres af Jennifer Kaytin Robinson, der ud over at have ageret manuskriptforfatter på "Thor: Love and Thunder" også har skrevet og instrueret Netflix-filmen "Do Revenge" – en film med klare referencer til sen-90'ernes teenagefilm. 

Tilbage i 2021 forsøgte Amazon Prime sig med en serie baseret på "I Know What You Did Last Summer". Serien blev dog allerede skrottet efter kun én sæson, så forhåbentlig kan den kommende fortsættelse råde bod på franchisens efterhånden blakkede ry. 

Kommentarer

Fortsættelse til "I Know What You Did Last Summer" på vej – med det oprindelige cast

  • 1

    Hvorfor var jeg af den overbevisning, at der allerede fandtes en opfølger med titlen "I still know what you did last summer"? 

    ZimaBlue 7-02-23 17:21

  • 0

    Det kunne være interessant hvis den nye film tog inspiration fra Minority Report med titlen I Know What You Will Do Next Summer. En socialrealistisk gyser hvor vores teenagere ved at de vil blive myrdet for noget de gør næste sommer men de ved ikke hvad og af hvem og det er deres opgave at ændre fremtiden inden den ændrer deres fremtid for dem selv og alle omkring dem.

    Kiyonji 7-02-23 17:46

  • ★★0

    Kan kun blive bedre end den rædselsfulde 3'er.

    Og få så lige Muse Watson tilbage om bord

    Ryder666 7-02-23 18:00

  • 0

    Som artiklen påpeger blev den første et hit pga. Scream og sin rollebesætning. Jeg er ikke bekendt med at genren er speciel 'hot'(?) for tiden, og idag er det de færreste skuespillere, der fanger seere - så jeg undrer mig over hvad bevæggrundene kunne være for dette projekt. Det er selvfølgelig 'hot' at remake og lave efterfølgere.

    Bobby Long 7-02-23 18:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen