Trailer: Se traileren til ny dokumentar om den famøse "Star Wars Holiday Special"

Forhåbentlig bliver "A Disturbance in the Force" noget bedre end den film, den handler om...

De fleste "Star Wars"-fans kan formentlig blive enige om, at det absolutte lavpunkt i sci-fi-franchisens lange historie er den berygtede "The Star Wars Holiday Special" fra 1978.

Tv-filmen fra 1978 betegnes nemlig af de fleste som et rodet makværk af intergalaktiske dimensioner – komplet med dybt bizarre musicalnumre og særegne gæsteoptrædener af eksempelvis rockgruppen Jefferson Starship.

End ikke castet fra den originale "Star Wars"-film, der året før havde blæst filmbranchen omkuld, stod til at redde det fejlslagne projekt, det byggede på en idé af George Lucas himself. 

Se også: Moovy TV: "The Mandalorian"-interview med Jon Favreau

Nu forsøger en kommende dokumentarfilm med titlen "A Disturbance in the Force" at forklare, hvorfor "The Star Wars Holiday Special" overhovedet blev lavet, og hvordan det færdige resultat endte med at blive så pivringe. 

I dokumentaren optræder navne som 'Weird' Al Yankovic, Kevin Smith og Seth Green foran kameraet, mens Jeremy Coon og Steve Kozak har instrueret. 

"A Disturbance in the Force" får premiere på dette års South by Southwest-filmfestival i Austin, Texas, der begynder den 10. marts.

Forhåbentlig finder dokumentaren også på et tidspunkt vej til vores breddegrader, så vi kan blive klogere på, hvad hulen George Lucas havde gang i, da han fik idéen til den famøse tv-film. Se traileren her:

Kommentarer

Se traileren til ny dokumentar om den famøse "Star Wars Holiday Special"

  • 0

    Jeg håber der kommer en blu-ray udgivelse, hvor The Holiday Special er med som restaureret "bonus" disk.

    Johnny42 5-03-23 08:24

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen