Jon Landau bekræfter: "The Abyss" og "True Lies" udkommer på Blu-ray og 4K UHD i år!

James Camerons højre hånd giver os årets måske bedste nyhed.

Vi ved det godt. Vi har sagt det mange gange før, at selv drengen, der råbte "ulven kommer!", stirrer måbende på os.

Men efter at have skrevet om en mulig Blu-ray-udgivelse af James Camerons "The Abyss" i hhv. 2016, 2018, 2019 og 2021, så fortalte Cameron selv i slut-2022, at nu var den altså god nok: "The Abyss" udkommer på Blu-ray og 4K UHD i foråret 2023.

Nu bebrejder vi jer ikke for at blive skeptiske igen, for i skrivende stund er vi trods alt halvvejs igennem marts, og en Blu-ray-udgivelse af "The Abyss" (som stadig kun er lovligt tilgængelig på en oldgammel dvd-udgivelse med skrækkelig billedkvalitet) er endnu ikke blevet officielt annonceret.

Men... det skyldes formentlig, at den længe ventede Blu-ray-udgivelse af "The Abyss" er udset til at udkomme samtidigt med hjemmevideoudgivelsen af Camerons seneste "vandstorfilm": "Avatar: The Way of Water".

Se også: Moovy TV: "Avatar: The Way of Water"-interviews med storfilmens stjerner!

Og eftersom Camerons "Avatar"-fortsættelse er blevet et astronomisk biografhit, som stadig skovler penge ind i alverdens biografsale, så går der lidt længere end ventet, før dén film udkommer på disk. Den lanceres på VOD den 28. marts.

Men planen er altså stadig at udgive "The Abyss" på Blu-ray og 4K UHD i år. Det afslørede Camerons faste producer-partner, Jon Landau, over for The Digital Bits, da deres reporter mødte Landau til en særlig event i Californien.

Du kan selv se og høre Landaus ord i videoen herunder. "2023, baby!" svarer Landau entusiastisk, da han bliver spurgt ind til udgivelsen. Og som om det ikke var nok, så bekræfter Landau, at både Camerons "True Lies", "Titanic" og første "Avatar" også udgives på 4K UHD i år. "True Lies" udkommer også på Blu-ray, og den landede for nylig på Disney+ – efter kun at have været tilgængelig på en skrabet dvd-udgivelse i årevis.

Så snart en udgivelsesdato annonceres, vender vi frygteligt tilbage!

Kommentarer

Jon Landau bekræfter: "The Abyss" og "True Lies" udkommer på Blu-ray og 4K UHD i år!

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen