Ny "Scott Pilgrim"-serie genforener filmens skuespillere – inklusive Michael Cera og Mary Elizabeth Winstead

Netflix' kommende animationsserie har selv Chris Evans, Kieran Culkin, Anna Kendrick og Brandon Routh med om bord!

Edgar Wrights hyperkreative tegneseriefilmatisering, "Scott Pilgrim vs. the World", blev skamrost af kritikerne (og her på Moovy havde vi endda filmen med på listen over 2010'ernes allerbedste film), da den udkom i efteråret 2010.

Men af uransagelige årsager blev den ignoreret af de fleste biografgængere, og den indtjente blot 48 mio. dollars på verdensplan – godt 12 mio. dollars færre, end filmen havde kostet at lave.

Men filmens fanskare er vokset siden da, og for et år siden var det derfor ikke overraskende, at Netflix annoncerede en kommende "Scott Pilgrim"-animationsserie med tegneseriens forfatter, Bryan Lee O'Malley, med om bord som producer og manuskriptforfatter. Også Wright producerer serien.

Til gengæld kommer det i dag som en større (og glædelig) overraskelse, at hele castet fra den oprindelige kultfilm lægger stemme til animationsserien.

Læs også: Edgar Wright laver ny filmatisering af Stephen Kings "The Running Man"

I filmen spillede Michael Cera og Mary Elizabeth Winstead hovedrollerne som hhv. den musiske gamer Scott Pilgrim og hans bedre halvdel, Ramona Flowers. Pilgrim skal overvinde Flowers' syv onde ekskærester, som tilfældigvis også er superstærke superskurke.

Og ikke blot Cera og Winstead vender tilbage i serien – det samme gør Satya Bhabha (Matthew Patel), Kieran Culkin (Wallace Wells), Chris Evans (Lucas Lee), Anna Kendrick (Stacey Pilgrim), Brie Larson (Envy Adams), Alison Pill (Kim Pine), Aubrey Plaza (Julie Powers), Brandon Routh (Todd Ingram), Jason Schwartzman (Gideon Graves), Johnny Simmons (Young Neil), Mark Webber (Stephen Stills), Mae Whitman (Roxie) og Ellen Wong (Knives Chau).

"Det bliver et vildt eventyr," siger O'Malley i en pressemeddelelse, hvor han også antyder, at det er takket være Wright, at skuespillerholdet er med om bord igen.

I selvsamme pressemeddelelse fastslår Wright dejligt gådefuldt: "I årenes løb har vi aldrig haft mulighed for at genforene hele banden på et ægte projekt. Indtil nu. Bryan Lee O'Malley og manuskriptforfatteren BenDavid Grabinski har udtænkt en 'Scott Pilgrim'-anime-serie, som ikke kun udvider universet, men også... altså, I skal bare se den."

"Scott Pilgrim"-serien har endnu ikke fået en premieredato.

Kommentarer

Ny "Scott Pilgrim"-serie genforener filmens skuespillere – inklusive Michael Cera og Mary Elizabeth Winstead

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen