Anmeldelse: Jack Reacher: Never Go Back

Tom Cruise. Navnet fås ikke større i filmverdenen, det er som skåret ind i bjergsiden på Hollywood Hills. Selvom den måske allerstørste Hollywood-stjerne af dem alle er gået hen og blevet 54 år, medvirker han stadig i nogle af tidens mest prominente actionfilm – heriblandt "Mission Impossible"-franchisen. Om det lykkes at gøre filmatiseringerne af Lee Childs bogserie om Jack Reacher lige så populær, skal forblive usagt. Anden del i sagaen, "Jack Reacher: Never Go Back", indfrier nemlig ikke forventningerne fra første film.

Fire år efter første film trasker Jack Reacher (Tom Cruise) stadig rundt på de støvede highways. Selvfølgelig uden at se sig for fin til at uddele hårdtslående oneliners eller måske en knytter eller ti, hvis det nu endelig skulle være. Da den tidligere elitesoldat skal besøge smækre Major Susan Turner (Cobie Smulders) på sin gamle militærbase, kastes han ud i eksplosive konspirationer og mordanklager. Værst af alt – vores utilpassede antihelt tvinges til at se fortiden i øjnene!  

Aldrig har en undertitel været så meget en selvopfyldende profeti som her. I "Jack Reacher: Never Go Back" begynder det at skride i svinget, så snart der kradses i fortidens mange sår. Gæve Jack har tilsyneladende en pisseirriterende 15-årig datter, der er mindst lige så utilpasset som sin far. Eller måske. Vi ved ikke med sikkerhed, om hun er Reachers datter. Og indtil dét bliver opklaret, skal hun selvfølgelig på udflugt med pseudo-mor Major Turner og en sentimental actionhelt med malplacerede kernefamilie-drømme.

Reacher er bedst, når han som uovervindelig 80'er-kliché uddeler dødbringende håndmadder til højre og venstre – uden at få spoleret så meget som ét hår af sin perfekte Michael Laudrup-fritz. Underholdende og sjovt, med oppustet macho-dialog og fikse actionsekvenser. Præmissen er til at føle på præcis som i den foregående film eller i mere helstøbte action-noirs såsom "John Wick" og "Running Scared". Heltens unævnte fortid skaber en mystik, som helst ikke skal brydes – og vi er egentlig også lidt ligeglade. Så interessant er baggrunden for endnu en stereotypisk actionhelt heller ikke. Den smule mystik, som dog er i filmen, falder resolut til jorden, når Jack Reacher i en u-vending forvandles til farmand Bryan Mills fra "Taken".

Tom Cruise og Cobie Smulders matcher hinanden i fysik og kemi. Action-parret opvejer til dels den iøjnefaldende portion plothuller med en blodrød cocktail af kulørt ultravold, fjollede-på-den-gode-måde replikker og klassisk run n’ chase-action. Vores helte kan dog ikke løbe fra det tynde plot. Ikke på ét tidspunkt sidder vi ude på kanten af sædet, andet end i forbløffelse over hvor enormt forstyrrende og unødvendigt et omdrejningspunktet datteren er – som så alligevel er filmens egentlig fremdrift. Var "Jack Reacher: Never Go Back" ikke så fandens god til alligevel at køre slalom rundt om de meste fatale bump med speederen i bund, ville filmen være kørt af sporet.

Hvor etteren fra 2012 ikke var et mesterværk, havde den med en Tom Cruise i topform sin charme og underholdningsværdi. Opfølgeren har visse positive elementer som ren action-rabalder, men rammer ved siden af for mange gange til, at det bliver skudfarligt for alvor.

Jack Reacher: Never Go Back

Kommentarer

Jack Reacher: Never Go Back

  • ★★★★★★1

    Den første kunne jeg rigtigt godt lide, så havde set lidt frem til denne her egentlig og overvejede om jeg burde se den i biografen. Uanset, det er en god anmeldelse synes jeg.

    T. Nielsen20-10-16 09:33

  • 0

    Mit største problem med etteren, var selve karakteren Jack Reacher.

    Filmen havde bestemt nogle gode scener (særligt indledningen). Men karakteren Jack Reacher var bare så øretæveindbydende selvfed. Han var den evigt uovervindelige, ultra retfærdige, totalt ufejlbarlige og konstant belærende vismand gennem hele filmen. Og mange af filmens scener virkede, for mig, til udelukkende at være med for at vise hvor sej en mand Jack Reacher var. Det føltes lidt som at se "On Deadly Ground" med Steven Seagal :P

    At dømme ud fra traileren til "Never go Back", er det samme gamle Jack Steven Reacher Seagal som vi har at gøre med igen. Så jeg springer over. 
     

    Høegh20-10-16 10:36

  • 0

    Nu er Cruise ikke den der står højest på min liste. Men at sammen ligne ham med Steven Seagal, syntes jeg alligevel der er lige grov nok :)

    Geekalot20-10-16 10:47

  • 0

    Nu er Cruise ikke den der står højest på min liste. Men at sammen ligne ham med Steven Seagal, syntes jeg alligevel der er lige grov nok :)

    Det er heller ikke Tom Cruise jeg sammenligner med Steven Seagal. Jeg sammenligner karakteren Jack Reacher med de karaktere som Steven Seagal plejer at spille i sine film.  

    Høegh20-10-16 10:51

  • 0

    Ahh okay på den måde hehe :)

    Geekalot20-10-16 11:06

  • ★★★★★★0

    Om jeg helt enig i beskrivelsen af karakteren eller om jeg blot helt og holdent elsker sådanne typer kan jeg ikke helt finde ud af. Langt hen ad vejen nyder jeg nok bare sådanne "selvfede" og ikke korrekte actionhelte når jeg ser sådanne film. Når det så er yderst solidt og overbevisende lavet og har Tom "karisma" Cruise til at kaste stjernestøv over skidtet, så fungerer det bare for mig. "John Wick" er et andet godt eksempel. 

    T. Nielsen20-10-16 11:26

  • ★★0

    Mit største problem med etteren, var selve karakteren Jack Reacher.

    ..... Han var den evigt uovervindelige, ultra retfærdige, totalt ufejlbarlige og konstant belærende vismand gennem hele filmen. 
     

    Med andre ord: Præcist ligesom Dirty Harry i Clint Eastwoods skikkelse. Hvad galt er der i dét?

    Man kan da bare læne sig tilbage og smile og lade sig blive underholdt. ;-)

    BN20-10-16 12:45

  • 0

    Med andre ord: Præcist ligesom Dirty Harry i Clint Eastwoods skikkelse. Hvad galt er der i dét?

    Man kan da bare læne sig tilbage og smile og lade sig blive underholdt. ;-)

    Men det er bare ikke altid at det virker for én. Steffen Søgal, f.eks., har jeg aldrig nogensinde kunne blive underholdt af - men ved Stallone lykkes det uden problemer i næsten alle tilfælde. Forskellen på de to? Jeg er ikke helt sikker - Stallone har måske en anelse mere karisma.

    Tom Tandpastasmil Cruise er også én af dem, der ikke altid kan få mig med på vognen. Den første MI-film fangede mig - de efterfølgende, knap så meget.

    Kan jeg forklare det 100%? Nej - nok ikke helt. Enkelte skuespillere "virker" bare for mig i denne slags popcorn-actionfilm ud fra karisma, slås-stil og den måde de leverer deres replikker på - Jason Statham f.eks. - andre gør slet ikke, som Seagal eller Van Damme, og nogle, som Cruise, en gang imellem.

    moulder66620-10-16 13:43

  • 0

    Om jeg helt enig i beskrivelsen af karakteren eller om jeg blot helt og holdent elsker sådanne typer kan jeg ikke helt finde ud af. Langt hen ad vejen nyder jeg nok bare sådanne "selvfede" og ikke korrekte actionhelte når jeg ser sådanne film. Når det så er yderst solidt og overbevisende lavet og har Tom "karisma" Cruise til at kaste stjernestøv over skidtet, så fungerer det bare for mig. "John Wick" er et andet godt eksempel. 

    Vi kan i hvert fald nemt blive enige om at Tom Cruise har massere karisma. Men ja, lige med Jack Reacher var det ikke nok til at redde karakteren for mig. Den får simpelthen lige lidt for meget til jeg kan være med. 

    Med andre ord: Præcist ligesom Dirty Harry i Clint Eastwoods skikkelse. Hvad galt er der i dét?

    Man kan da bare læne sig tilbage og smile og lade sig blive underholdt. ;-)


    Det er for længe siden at jeg har set Dirty Harry filmene til at jeg kan give dig ret eller ej med lige den sammenligning. Men der er det galt i det, at jeg ikke synes det fungerer i Jack Reacher - og dermed kan jeg ikke bare læne mig tilbage og lade mig blive underholdt når selve hovedpersonen irriterer mig.

     

     

    Høegh20-10-16 14:36

  • ★★★★1

    Den første film var sgu fed. Håndfast old school action med fint plot. Jeg mener også den fik lunken modtagelse. Så det ændrer ikke så meget for mig her. 

    Babo20-10-16 14:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen