Så tudealliancen igang igen.. Det får aldrig en endne...
Halvdelen af de danske unge streamer ulovligt
Når danskere ser film og tv-serier, gør de det ofte på ulovlige netsider. Og det er især de unge, som i stor stil streamer ulovligt.
40 % procent af de 15-50 årige er på ulovlige filmsider eller sider, de er i tvivl om er lovlige, mindst én gang om måneden, og for de unge i aldersgruppen 15-25 er tallet helt oppe på 50 %. Det viser en ny undersøgelse lavet af sammenslutningen "Os der elsker film" i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.
"Os der elsker film" består af filmbranchen, TDC, Blockbuster, Dansk Industri og RettighedsAlliancen.
Et stort flertal på 67 % af de unge mellem 15 og 25 år angiver, at folk i deres aldersgruppe generelt synes, det er okay at streame film ulovligt. Men spørger man til de unges egen holdning, er det kun 25 %, som tilkendegiver, at det er helt eller delvist okay at streame ulovligt. Undersøgelsen fra YouGov viser samtidig, at et flertal på 62 % af de helt unge under 20 år, som streamer eller downloader film ulovligt, er sikre på, at deres forældre godt ved, at de gør det.
Ulovlig streaming opfattes ikke som ulovligt
Allan Mathson Hansen, koncerndirektør i Nordisk Film, udtaler: "Vi kan se, at mange især unge finder film eller tv-serier på ulovlige sider. De opfatter det ikke som rigtig ulovligt, men vil bare gerne have adgang til indhold. Og de færreste tænker over, at der faktisk ligger en omfattende ulovlig industri bag. Der er efterhånden kommet mange muligheder for at se film og tv-serier lovligt online, og derfor laver vi nu en stor oplysningskampagne for at gøre opmærksom på, at det faktisk har konsekvenser at streame ulovligt. Både for den enkelte, men også for filmbranchen, som får sværere ved at lave gode film, hvis folk ikke betaler for at se dem."
Line Aarsland, der er Vice President for Communication and Public Affairs i Egmont, siger: "Undersøgelser viser, at mange unge streamer ulovligt, fordi det er nemt, og fordi de ikke opfatter det som 'rigtig ulovligt'. Derfor går hele filmbranchen nu sammen for at oplyse om, at det har nogle konsekvenser – både for den unge, der risikerer at få virus, få stjålet sine personlige oplysninger og billeder af kriminelle bagmænd, og at det har konsekvenser for, at der fortsat kan produceres de film og serier, som 'alle os der elsker film' gerne vil have."
Fakta:
Unge i aldersgruppen 15-25 år:
- 49 % streamer jævnligt film og/eller tv-serier fra ulovlige internetsider eller sider, som de er i tvivl om er lovlige (17 % dagligt, 19 % ugentligt, 13 % månedligt).
- 18 % downloader jævnligt film eller tv-serier fra ulovlige sider på internettet eller sider, som de er i tvivl om er lovlige (3 % dagligt, 7 % ugentligt, 8 % månedligt).
- 12 % angiver, at de altid ser film eller tv-serier, de har streamet eller downloadet fra ulovlige sider sammen med andre. 21 % svarer, at de ofte ser dem sammen med andre, og 29% svarer af og til, mens 28 % svarer aldrig. Resten svarer "ved ikke".
- 25 % er helt eller delvis enige i, at det er okay at streame eller downloade film og tv-serier fra ulovlige sider på internettet.
- 67 % er helt eller delvis enige i, at folk i deres aldersgruppe generelt synes, det er okay at streame eller downloade film eller tv-serier fra ulovlige sider på internettet.
- 61 % af de unge under 20, der streamer eller downloader film fra ulovlige internetsider eller sider, de er i tvivl om er lovlige, angiver, at deres forældre godt ved det.
"Os der elsker film" har også lavet en kampagnefilm med Lars Brygmann og Bebiane Kreutzmann i hovedrollerne og instrueret af Asger Leth. Filmen kan ses her: