Darth Vaders højre hånd er Hollywoods nye superskurk

Da Christoph Waltz skabte sig et navn med den i dag ikoniske Hans Landa-figur i "Inglorious Bastards", betød det efterfølgende, at man i Hollywood typecastede ham i lignende skurkeroller i "Spectre" og "The Legend of Tarzan". Noget tyder på, at det samme kunne ske for Ben Mendelsohn.

Mendelsohn er nemlig blevet valgt i rollen som ingen ringere end Sheriffen af Nottingham i den kommende "Robin Hood: Origins". Dermed laver skuespilleren et spring, der kunne minde om dengang, da den i år afdøde Alan Rickman blev castet som Sheriffen på baggrund af sin mytiske legemliggørelse af en skurk i form af Hans Gruber fra "Die Hard".

"Robin Hood: Origins" har i forvejen et spændende hold skuespillere med "Kingmans"-darlingen Taron Edgerton som Robin, Jamie Foxx som Lille John og Eve Hewson ("The Knick") som Lady Marrion. Filmen instrueres af Otto Bathurst ("Peaky Blinders") og er sat til at få premiere i 2018.

Mere end blot en skurk

47-årige Ben Mendelsohn startede som ungdomsstjerne i hjemlandet, men efter at have været røget lidt i glemslen har han siden "Animal Kingdom" fra 2010 stille og roligt opbygget sig en karriere i Hollywood med kraftpræstationer i mindre film som "The Place Beyond The Pines" og "Starred Up" foruden serien "Bloodline".

Det bredere gennembrud får Mendelsohn med alt sandsynlighed med "Rogue One: A Star Wars Story", hvor han spiller Darth Vaders højre hånd, Imperieofficeren Orson Krennic.

Ben Mendelsohn er god til at spille lidt skæve og uberegnelige karakterer med et voldsomt temperament, der kan eksplodere til hver en tid. Det er denne kvalitet, som har fået Hollywood-cheferne til at se ham som den perfekte antagonist, hvor han foruden "Rogue One: A Stars Wars Story" også er slem fyr i næste års Steven Spielberg-film "Ready Player One".

Kommentarer

Darth Vaders højre hånd er Hollywoods nye superskurk

  • 0

    Jamie Foxx som Lille John. Der stod jeg af :) Nu ikke for jeg er racistisk, men det passer bare slet ikke ind i den historie periode :)

    Geekalot14-12-16 20:40

  • ★★★★0

    Hvis man har set "Bloodline", vil man kunne nikke genkendende til nyheden... Han er fremragende gusten i den.

    chandler7514-12-16 20:53

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen