Bedre, dårligere eller på niveau med TFA?
Anmeldelse: Rogue One: A Star Wars Story
Da "Star Wars"-franchisen sidste år blev kickstartet med "Star Wars: The Force Awakens", kunne de fleste af seriens fanboys endelig ånde lettet op med et smil på læben. Omsider kom vi tilbage på sporet. Sådan da. Den direkte opfølger til George Lucas' oprindelige trilogi fra 70'er/80'erne var en vellykket relancering – men også det forsigtige valg, der spillede de sikre nostalgi-kort. Disney etablerede dog, at de rent faktisk forstod det højt elskede sci-fi-univers, efter at de havde lagt 4 milliarder dollars for opkøbet af Lucasfilm i 2012. Helt uventet har Disney nu smidt et overraskende uventet kort. Nemlig dét, der får kabalen til at gå op. Dét, der viser, at det rent faktisk kan lade sig gøre at overgå i hvert fald to af de go'e, gamle klassikere.
"Rogue One: A Star Wars Story" er et spin-off af Skywalker-sagaen og leder handlingsmæssigt direkte op til hændelserne i "Star Wars: Episode IV – A New Hope" fra 1977. Den kriminelle Jyn Erso (Felicity Jones) befries af rebellerne, som giver hende mulighed for at gå helt fri – så snart hun har udført en mission for modstandsbevægelsen. Opgaven går ud på at opsøge og stjæle tegningerne til et hemmeligt supervåben, som Imperiet er ved at bygge. Sammen med en umage gruppe bestående af rebeller og diverse udskud begiver Erso sig ud på et særdeles farligt eventyr, som vender op og ned på hendes liv.
Hvor "Star Wars"-filmene oprindeligt var tiltænkt som børnefilm, taler "Rogue One" direkte til de voksne tilskuere. Ganske vist er nyeste skud på stammen et vaskeægte rumeventyr med alt, hvad lyssværd-hjertet kan begære, og med et plot, der bestemt ikke er ubekendt for fans. Men tag ikke fejl – magien er blevet vækket til live igen. Alverdens stormtroopers kan ånde lettet op – this is the Star Wars film that you've been looking for.
"Rogue One" adskiller sig markant fra de tidligere "Star Wars"-film ved at skære helt konventionelle virkemidler fra. Her mødes ingen Jedis, kraften nævnes blot i forbifarten, vores heltinde står ikke direkte over for en ikonisk skurk à la Darth Vader – selvom han optræder i filmen i flere mindeværdige sekvenser – og her er ingen romancer, ingen ewoks, ingen Jar Jar Binks. Her er i stedet tale om et særdeles beskidt, råt og kynisk univers med guerillakrig, ødelæggelse, død og traumer. Nuancerne mellem "de gode" og "de onde" er udvasket, hvor hver mand (og kvinde) er sig selv og sin egen agenda nærmest. Selvom manuskriptforfatterne bag, Chris Weitz og Tony Gilroy, nok så elegant samler handlingstrådene fra det enorme opland, har deres versionering nærmest mere til fælles med klassiske, hårdhudede krigsfilm som "Navarones kanoner" end den lige lovlig polerede "The Force Awakens".
Til trods for at det er forfriskende tiltrængt, at Disney udforsker nye territorier i et landskab, hvor der skal trædes forsigtigt, så forbliver eventyret og den altafgørende barnlige glæde og fascination intakt. Ånden rammes til perfektion, når der lightspeedes rundt i galaksens afkroge, når Dødsstjernen pulveriserer storbyer, og episke slag udkæmpes med håndvåben på landjorden – og naturligvis når X-Wings bekæmper TIE Fighters i dogfights. Felicity Jones gør desuden en overraskende god figur som tragisk antiheltinde og fremstår som en mere kompleks hovedperson end Daisy Ridleys Rey fra "The Force Awakens".
Kompleksiteten i "Rogue One" er i det hele taget udslagsgivende for, at den er en så fantastisk god film. Balancegangen mellem det smittende eventyrlige univers og et nuanceret kaos trækker endelig "Star Wars" ind i et nyt kosmos. "Rogue One" er fundamentet for en ny, håbefuld epoke, hvor det er umuligt andet end at glæde sig til at tage på endnu flere eventyr.
