Anmeldelse: Arrival

Sprog har vi svært ved at gøre os kloge på. Vi kan sagtens katalogisere ord og deres grammatiske sammenhænge i ordbøger, men det er langt sværere at forstå, hvordan sprog fungerer og overhovedet kunne udvikle sig til det komplekse system, det er i dag. Sprog udvikler sig dog konstant. Bl.a. når ord med tiden får nye betydninger. Tidligere betød ordet "patetisk", at noget var præget af stærke følelser eller patos, men siden 1950'erne fik ordet samme betydning som "ynkelig". Den canadiske instruktør Denis Villeneuves nyeste film, "Arrival", handler netop om vores evne til at forstå og kommunikere gennem sprog.

Da tolv fremmede fartøjer lander tilfældigt rundt om på Jorden, indkaldes lingvisten Louise Banks (Amy Adams) af det amerikanske militær for at kommunikere med besætningen fra det rumskib, som er landet i USA. Hun skal forsøge at overskride en enorm sproglig barriere for at finde ud af, hvilke intentioner væsnerne har. Samme plan har man også de andre steder på planeten, hvor rumfartøjerne er landet. Dog risikerer de involverede stormagters uforenelige sprogforståelser og politiske agendaer at ødelægge det overstatslige samarbejde, hvis det fremmede sprog på mindste vis mistolkes.

Frygten for det fremmede kan nemt gribe om sig, og igennem historien har angste befolkninger let accepteret nemme, men voldsomme løsninger til at fjerne deres frygt. Den svære, men mest fyldestgørende løsning består i at opretholde en fredelig sameksistens via diplomati og dialog, uanset hvor forskellige og uforståelige vi kan virke for hinanden. Denne værdige pointe om at bevare roen og respekten trods tiltagende tumult gennemsyrer "Arrival", men uagtet sin sympatiske præmis fejler filmen fatalt i formidlingen af et ellers spændende stof.

Det sker først og fremmest, fordi filmens pointe om at være åben for sprogets utallige nuancer slet ikke fremstilles nuanceret i sig selv. Desværre hamres den ind på meget firkantet manér via et manuskript, der er spækket med usammenhængende dialog hos karakterer, der enten fremstilles intellektuelt kolde eller i deres følelsers vold. I stedet for at have engagerende scener, hvor Louise både udtrykker sin rationelle viden og praktiske instinkter på samme tid for virkeligt at dykke ned i de fremmede skabningers sprog, er hun binært enten følelsesmæssigt fraværende eller på randen af en affektiv implosion.

Karakterernes omskiftelige og umotiverede gøren og laden påvirker endvidere handlingsforløbet, som i forvejen lider af potentielt interessante, men i sidste ende uforløste videnskabelige teorier, der åbner op for deciderede plothuller i en film, der ihærdigt er lavet i en ultrarealistisk stil. Det er dog ikke til at komme udenom, at filmen på et æstetisk plan er utroligt smuk. En stærkt gribende billedside er skarpt fulgt af en dybt slående atmosfærisk lydside, der usynligt blander lydeffekter med musik. Musikken går kun galt i de langtrukne flashbacks, hvor ekstatiske strygere blandet med en opblæst voice over får det hele til at føles så melodramatisk, at det bliver svært at tage seriøst trods de uendeligt smukke billeder.

"Arrival" er en umådeligt smuk film med en utroligt interessant præmis. Desværre lider ambitionen om at udforske sprogforståelse på en fin og afbalanceret måde ironisk nok under et skamfuldt sløset skrevet manuskript, der bombarderer de veludførte dele af filmen med floskler og vulgariteter, og det er superærgerligt – eller for at sige det på en mere tvetydig måde: Smukt, men alt for patetisk.

Arrival

Kommentarer

Arrival

  • ★★★★★1

    Hehe, er det også ok jeg har skrevet en anmeldelse som ser ud til at være ude af trit med resten af den danske anmelderstab? ;P

    Det skal jo være okay. Principielt. 

    Lars! 9-12-16 08:47

  • ★★★★★★1

    Så fik jeg også set den. Fik ungerne passet af Onkel Helmer, der lige skulle komme sig over en Life of Agony koncert.

    Fed film, og jeg følte mig ikke talt ned til. Havde Obersten med inde, og jeg var lidt betænkelig, da hun normalt ikke er til den slags. Men hun fangede det hele, og var helt stolt over at "ha forstået" den.

    Lige nu har jeg det lidt som efter første gang jeg så Contact. Altså: at have set en intelligent sci/fi-film. Og hvor var den flot filmet. Især første gang man glider hen imod skallen, hvor skyerne triller ned mod prærien.

    Og sjovt at Danmark var repræsenteret :D

    davenport11-12-16 22:28

  • ★★★★0

    Det er også kun David, der er så klog, at han kan undvære hovedet ;)

    Babo11-12-16 22:51

  • ★★★★★1

    Jeg er fåkking klåg!

    David Lund11-12-16 23:05

  • ★★★★★0

    Og sjovt at Danmark var repræsenteret :D

    Ja, det er skægt, både på de der skærme og ved den der store kongres, hvor der er et stort Dannebrog. Det må betyde, at en af UFOerne svævede over en mark i Jylland eller sådan noget. 

    Lars!12-12-16 09:34

  • ★★★★★0

    Ja, det er skægt, både på de der skærme og ved den der store kongres, hvor der er et stort Dannebrog. Det må betyde, at en af UFOerne svævede over en mark i Jylland eller sådan noget. 

    Der var en i Grønland. I en meget kort sekvens, ser man deres placeringer på Jorden =)

    David Lund12-12-16 09:47

  • ★★★★★0

    I see. 

    Lars!12-12-16 09:57

  • ★★★★★★0

    Jeg lagde mærke til den ved Grønland, men navnet var så langt, og mit grønlandske er noget rustent. (Ved kun hvad "en pose grønlandske rundstykker" er)

    Læste et sted, at den er over havet.

    davenport12-12-16 11:11

  • 0

    Har lige set filmen og sikke en masse indtryk. 

    Har brug for lidt indput til at forstå filmen helt.

    Var rumvæsnernes grund til at komme til jorden, at de vil vil hjælpe befolkningen, fordi de kunne se 3000 år ud i fremtiden at kunne opstå problemer? Deres gave til jorden var deres sprog, så de evt. kunne kommunikere længere ude i fremtiden og noget i forhold til tiden?           Samt at de gav louise mulighed for at se ind i fremtiden?  

    Fc-andeby15-12-16 00:02

    Svaret på dit første spørgsmål er, at de kom til jorden fordi, de åbenbart har brug for menneskenes hjælp til at modarbejde, et eller andet, som skal ske 3000 år frem i tiden.

    Svaret på de to andre er, at selve det sprog de taler ændrer måden at forstå verden på (ifølge den der Sapir-Whorf-hypotese) og i det her tilfælde skaber deres sprog evnen til at se frem i tiden.
    Louise kan se ind i fremtiden fordi hun lærer sproget, så hun kan skrive om det og lære resten af verden det.

    De ting er med til at åbne en milliard nye spøgrsmål ift. filmens ellers ret simple historie, og det er faktisk en af de ting, der irriterede mig, da jeg så filmen. :)

    BusinessMonkey15-12-16 21:44

    Mange tak for det. Virkelig en film der har gjort et godt indtrk

    Fc-andeby15-12-16 23:02

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen