Anmeldelse: Arrival

Sprog har vi svært ved at gøre os kloge på. Vi kan sagtens katalogisere ord og deres grammatiske sammenhænge i ordbøger, men det er langt sværere at forstå, hvordan sprog fungerer og overhovedet kunne udvikle sig til det komplekse system, det er i dag. Sprog udvikler sig dog konstant. Bl.a. når ord med tiden får nye betydninger. Tidligere betød ordet "patetisk", at noget var præget af stærke følelser eller patos, men siden 1950'erne fik ordet samme betydning som "ynkelig". Den canadiske instruktør Denis Villeneuves nyeste film, "Arrival", handler netop om vores evne til at forstå og kommunikere gennem sprog.

Da tolv fremmede fartøjer lander tilfældigt rundt om på Jorden, indkaldes lingvisten Louise Banks (Amy Adams) af det amerikanske militær for at kommunikere med besætningen fra det rumskib, som er landet i USA. Hun skal forsøge at overskride en enorm sproglig barriere for at finde ud af, hvilke intentioner væsnerne har. Samme plan har man også de andre steder på planeten, hvor rumfartøjerne er landet. Dog risikerer de involverede stormagters uforenelige sprogforståelser og politiske agendaer at ødelægge det overstatslige samarbejde, hvis det fremmede sprog på mindste vis mistolkes.

Frygten for det fremmede kan nemt gribe om sig, og igennem historien har angste befolkninger let accepteret nemme, men voldsomme løsninger til at fjerne deres frygt. Den svære, men mest fyldestgørende løsning består i at opretholde en fredelig sameksistens via diplomati og dialog, uanset hvor forskellige og uforståelige vi kan virke for hinanden. Denne værdige pointe om at bevare roen og respekten trods tiltagende tumult gennemsyrer "Arrival", men uagtet sin sympatiske præmis fejler filmen fatalt i formidlingen af et ellers spændende stof.

Det sker først og fremmest, fordi filmens pointe om at være åben for sprogets utallige nuancer slet ikke fremstilles nuanceret i sig selv. Desværre hamres den ind på meget firkantet manér via et manuskript, der er spækket med usammenhængende dialog hos karakterer, der enten fremstilles intellektuelt kolde eller i deres følelsers vold. I stedet for at have engagerende scener, hvor Louise både udtrykker sin rationelle viden og praktiske instinkter på samme tid for virkeligt at dykke ned i de fremmede skabningers sprog, er hun binært enten følelsesmæssigt fraværende eller på randen af en affektiv implosion.

Karakterernes omskiftelige og umotiverede gøren og laden påvirker endvidere handlingsforløbet, som i forvejen lider af potentielt interessante, men i sidste ende uforløste videnskabelige teorier, der åbner op for deciderede plothuller i en film, der ihærdigt er lavet i en ultrarealistisk stil. Det er dog ikke til at komme udenom, at filmen på et æstetisk plan er utroligt smuk. En stærkt gribende billedside er skarpt fulgt af en dybt slående atmosfærisk lydside, der usynligt blander lydeffekter med musik. Musikken går kun galt i de langtrukne flashbacks, hvor ekstatiske strygere blandet med en opblæst voice over får det hele til at føles så melodramatisk, at det bliver svært at tage seriøst trods de uendeligt smukke billeder.

"Arrival" er en umådeligt smuk film med en utroligt interessant præmis. Desværre lider ambitionen om at udforske sprogforståelse på en fin og afbalanceret måde ironisk nok under et skamfuldt sløset skrevet manuskript, der bombarderer de veludførte dele af filmen med floskler og vulgariteter, og det er superærgerligt – eller for at sige det på en mere tvetydig måde: Smukt, men alt for patetisk.