Lyder spas! Dejligt med en god dansk komedie, når nu Anders Thomas Jensen er så sparsom med dem.
Anmeldelse: Dræberne fra Nibe
Kært barn har mange navne – Ole Bornedal er blevet kaldt lidt af det hele. Siden spillefilmsdebuten med "Nattevagten" i 1994 har nordjyden oplevet at blive hyldet som én af sin generations største filminstruktører til at blive lagt for had af Familien Danmark (og Dansk Folkeparti) i forbindelse med den kontroversielle "1864". Ikke at det lader til at påvirke sindige Bornedal. "Dræberne fra Nibe" er nemlig den alsidige auteurs mest vellykkede produktion siden den syrede 90'er-serie "Charlot og Charlotte".
De to håndværkere Edward (Ulrich Thomsen) og Ib (Nicolas Bro) bedriver tiden med at tjene sorte penge fra de lokale nibeboere – på mere eller mindre betænkelig vis. Deres koner, Ingrid (Lene Maria Christensen) og Gritt (Mia Lyhne), ødsler utaknemmeligt pengene væk, hvilket ikke falder i god jord hos de to husbonde, som derfor beslutter at skille sig af med deres bedre halvdele. Da Edward og Ib finder ud af, hvor dyrt det er at blive skilt, beslutter de to venner sig for – i en kæmpe brandert – at hyre en russisk lejemorder til at ordne sagerne. Særligt pernitten bliver det, da Ingrid og Gritte opdager de skumle planer – og pudser en anden lejemorder på ægtefællerne.
Komik på dansk er i nyere tid ofte forbeholdt stand up-komikere eller folkelig slap stick à la "Klassefesten". Selvom de første klip og trailers afgjort ikke gjorde underværker for at hæve forventninger over den sædvanlige standard, skal ret være ret: "Dræberne fra Nibe" er noget så sjældent som en oprigtig morsom dansk komedie.
Kudos til Bornedal, der både har skrevet og instrueret, for at bevæge sig så ubesværet ud i en ikke helt vant genre. "Dræberne fra Nibe" er nemlig overraskende veloplagt eksekveret stort set fra start til slut. Navnligt fordi den citatværdige dialog håndhæves af sprudlende samspil de to ægtepar imellem. Grundpræmissen har støvlerne dybt begravet i et mudret grænseland et sted mellem kulsort forvekslingskomedie, "Blinkende lygter" og "Frygtelig lykkelig". Præmissen skal accepteres, før "Dræberne fra Nibe" rigtigt kan forgribe sig på lattermuskulaturen – og dét lønner sig. Bagvedliggende temaer om det modernes samfunds selvopfundne problemer, der skabes, fordi der reelt ikke ér problemer, kradser på under den underholdende overflade. Vores heltes liv og ægteskaber er i grove træk velfungerende – men mere vil have mere.
Middelklassens umættelige grådighed rumsterer i skyggerne af murermestervillaer og designer-samtalekøkkener, hvor den interne krig i de to ægteskaber udvikler sig til en art absurd nabokrig. Noget, som alle parter allerhelst vil begrave bag sig i sorte sække på den jyske hede, når det viser sig, at deres beslutninger rent faktisk har konsekvenser. Selvom det immervæk ér komikken, der fungerer allerbedst, vil Bornedal mere end blot lave skæg og ballade. Det synliggøres i kontrastfuldt ironisering over Familien Danmarks småborgerlige, konforme selvbehag ved at omsætte dét, der tænkes og ikke må siges, i yderst upassende pervers – men rolig hverdagslig – tone. Ambitionsniveauet er højt, og ikke altid kan der følges op på de bestræbelser. Det havde pyntet at skære et enkelt eller to elementer fra, da ikke alle sideplots fungerer lige godt. Komikken står for meget i forgrunden til, at de ellers subtile, implicitte lag synliggøres på samme måde, som de virkeligt morsomme himmerlandske replikker leveres på. Men dét er jo nødvendigvis heller ikk' så skidt endda.
"Dræberne fra Nibe" er underholdende og sjov, samtidig med at Ole Bornedal forsøger at spæde til med et par dybere, tematisk spidsfindige, spadestik. Som altid er ambitionsniveauet hos den farverige instruktør højt, og som altid imødekommes ikke alle ambitioner. Komikken fungerer overraskende godt, mens handlingstrådene ikke knyttes stramt nok sammen til, at filmen helt fuldbyrder det nok så drabelige og lune, nordjyske potentiale.
