Anmeldelse: Pan

Kender du dem? De dér klassikere, som aldrig vil dø, navnligt fordi de med jævne mellemrum bliver genindspillet igen og igen - men som aldrig bliver rigtig gode? Sagaen om Peter Pan har efterhånden været i vælten mere end et par gange; primært kendt i de farvestrålende tegnefilmsklæder, som Walt Disney iklædte drengen, der aldrig ville være voksen, dengang i 50'erne, og som flere af os er vokset op med i Disneys årlige juleshow. Derfor er det interessant, når en hæderkronet instruktør som Joe Wright i ledtog med bl.a. Hugh Jackman giver sig i kast med "Pan" - for hvad præcis kan endnu en nyindspilning af J.M. Barries originale historie tilbyde? Tilsyneladende ikke synderligt meget - og dog.

Det er jo på mode med prequels, så hvorfor ikke prøve med Peter Pan - altså i tiden før Peter blev til Pan. Med afsæt på et børnehjem i London under 2. Verdenskrig synes Joe Wright at ville prøve noget nyt - og meget lovende. Peter (Levi Miller) er lidt af en drillepind, som lever i drømmen om, at den moder, som efterlod ham på dørtærsklen, også en dag henter ham hjem. Det bliver imidlertid ikke Peters mor, som kommer forbi - men derimod et flyvende piratskib, der kidnapper Peter og fører ham til Ønskeøen og den onde Kaptajn Sortskæg (Hugh Jackman).

"Pan" er svær at blive klog på. Fra forhistorien i det regntunge London trækkes der på stilen fra Joe Wrights mesterværk "Soning", mens turen på Ønskeøen er af en helt anden karakter. Dér er det underholdende og fantasifuldt, fortalt i højt og veloplagt tempo. Men hvad er fantasi, og hvilken fantasi er der tale om? Bliver Peter taget af Sortskægs pirater, og så er der helt ubekymret børnebogseventyr - eller er rejsen til Never Never Land et barns møde med døden, under tyskernes bombardementet af London? Det bliver aldrig helt klart, om hensigten med "Pan" er en hyldest til fantasiens potentiale for eskapisme, eller om det er et uskyldigt barns requiem. Intet af det bliver fulgt til ende, hvilket er en skam.    

Ikke nok med at "Pan" ikke er helt klar i spyttet, den er også en særpræget opvisning i stilforvirring. Et eksempel, er når Hugh Jackman i teatralsk musicalmanér spontant disker op med en temmelig dvask udgave af "Smells Like Teen Spirit", der i bedste fald er malplaceret - og det er langt fra eneste sære nedslag. Filmens uklare dimension skaber et rum af tvivl, hvor de farvestrålende og legende elementer aldrig bliver så medrivende, som en ø med drabelige pirater og kæmpekrokodiller gerne skulle være.

Skuespiller-besætningen får dog søsat den ganske hæderlige kurs. Hugh Jackman er forrygende som sociopaten Sortskæg, og unge Levi Miller er lidt af et fund, som bliver spændende at følge fremover. Garrett Hedlund er som James Hook god som Indiana Jones-kopi, mens det klæder Rooney Mara at spille en fysisk rolle som den stolte Tiger Lily. Birollerne føles dog ret uskrevne, hvilket måske hænger sammen med en mulig opfølger in mente.

Joe Wrights Peter Pan-vision er en underlig hybrid af forskelligartede genrer, tematik, der ikke bliver gået helt efter i sømmene, og et uforløst potentiale - særligt i den dystre retning, hvilket kunne have pyntet gevaldigt. "Pan" er dog også underholdende og vil derfor også være en af de bedre efterårsferiefilm, hvis endelig det skal være fantasifuldt for enhver pris.

Pan

Kommentarer

Pan

  • ★★★★★0

    Ikke gearet på Jackman som Kaptein Sabeltann. Må da næsten være pre-pirat Hook, der er den interessante spiller i den fortælling. 

    Lars! 8-10-15 21:07

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen