Anmeldelse: Beware the Slenderman (HBO Nordic)

Slenderman er ifølge legenden et særdeles ubehageligt bekendtskab. Måske vil du kunne genkende ham fra et af de utallige internet-memes, han optræder i. Slenderman er altid velklædt. Han har ingen ansigtstræk, er skaldet og adskillige tentakler kan vokse ud fra hans ryg – klar til at angribe. Han opsøger børn, der efterfølgende har valget mellem at udføre de opgaver, Slenderman sætter dem for, eller alternativt, at han dræber barnet og hele barnets familie. Alt det være sagt, så er Slenderman stadig langt fra den mest uhyggelige person, denne anmelder har set iført et jakkesæt.

En tragisk hændelse fra det virkelige liv danner ramme for denne HBO-dokumentar. Tilbage i 2014 forsøgte to 12-årige piger at dræbe en jævnaldrende klassekammerat i Wisconsin. Det skete angiveligt, fordi Slenderman havde beordret dem til at gøre det. Ved et lykketræf overlevede ofret på trods af adskillige knivstik. Den efterfølgende retssag, der skildres her, stiller spørgsmålstegn ved, hvad der fik pigerne til at begå handlingen, og i hvor høj grad de selv kan holdes ansvarlige for det, de gjorde.

Filmens titel er en anelse misvisende. Hvis du primært vælger at se filmen, fordi du er interesseret i Slenderman som fiktiv karakter eller internetfænomen, risikerer du at blive skuffet. Der er ganske vist en sektion midt i filmen, der omhandler dannelsen af internetfællesskaber, og hvordan de kan blive til deciderede kulter. Der er også en kort sammenfatning af monsterkarakterers rolle i historiske vandrefortællinger. "Beware the Slenderman" forbliver dog kun på overfladen af de ellers spændende tematikker. En spilletid på godt to timer burde have muliggjort, at instruktøren kunne have stukket lidt dybere.

"Beware the Slenderman" er således den seneste af de amerikanske kabel tv-kanalers boom indenfor True Crime-dokumentarer. Et boom, der startede med den mesterlige "The Jinx" og siden blev fulgt op af glimrende værker som "The Making of a Murderer" og "O.J.: Made in America". "Beware the Slenderman" er dog ikke helt i den klasse set som filmoplevelse. Det skyldes, at instruktør Irene Taylor Brodsky er stærkere som researcher og interviewer, end hun er som filmskaber i æstetisk øjemed.

Brodsky vælger prisværdigt nok at nøjes med at holde kameraet og lade de sigtede piger, deres familier og diverse eksperter tale for sig selv. Det kommer der mange intime, interessante og oplysende momenter ud af. Men den knugende horror-stemning, der kunne have ulmet i baggrunden, udebliver. Og de få gange Brodsky forsøger sig med fiktions-/stemningssekvenser, falder de pladask til jorden. Der er dog en enkelt scene, der samtidigt er filmens bedste, hvor filmmediet bruges på eminent vis. Vi får lov til at dykke ned i en af de drabssigtede pigers YouTube-historik – hvilke videoer hun så, hvad hun kommenterede på. På sin vis ender den scene med at sige mere om emnet end de 110 minutter, der omkranser den.

"Beware the Slenderman" ender med at have fortalt en relevant og involverende historie om tragedie, ondskab, sygdom og fællesskaber. Slenderman-monstret ender dog med at have samme rolle som i de photoshoppede meme-fotos, han normalt optræder i – utydelig og i baggrunden.

Beware the Slenderman (HBO Nordic)

Kommentarer

Beware the Slenderman (HBO Nordic)

  • ★★★0

    Øv, at Slenderman ikke fylder mere, synes det er en spændende karakter og gad godt at se en Slenderman film. Det tætteste på en Slenderman film er nok Sinister pt.

    MOVIE100023-01-17 13:42

  • 0

    Movie1000, der skulle være en Slenderman, eller i dette tilfælde "Slender Man", fiktionsfilm på vej næste år fra instruktør Sylvain White ("Stomp The Yard")

    Morten Hammershøy24-01-17 09:32

  • ★★★★0

    "Beware the Slenderman" er således den seneste af de amerikanske kabel tv-kanalers boom indenfor True Crime-dokumentarer. Et boom, der startede med den mesterlige "The Jinx" og siden blev fulgt op af glimrende værker som "The Making of a Murderer" og "O.J.: Made in America".

    For nu at knalde insekter, så startede boomet vel egentligt med den prisvindende podcast Serial i '14?

    thomsen26-01-17 09:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen