Anmeldelse: Kill the Messenger

Michael Cuesta startede sin instruktørkarriere for godt ti år siden med de anmelderroste indie-film "L.I.E." og "12 and Holding". Siden da har han primært stået bag kameraet på en masse tv-film og -serier. Med narko-thrilleren "Kill the Messenger" kom han i 2014 tilbage på det store lærred – bare ikke i Danmark, hvor filmen endte med at springe biograferne over og til gengæld nu er udkommet på Blu-ray. Og det var måske for en gangs skyld et klogt træk af en dansk distributør.

Filmen er baseret på virkelige begivenheder og foregår i 1996. San Jose-journalisten Gary Webb (Jeremy Renner) får nys om, at CIA tilbage i 80'erne var indblandet i indsmugling af kokain fra og finansiering af oprørsgrupper i Nicaragua. Det er forståeligt nok ikke en historie, som CIA synes om, og da artiklen bliver trykt, udråbes Webb i første omgang til helt, men lynsnart derefter bliver hans liv vendt på hovedet og pillet fra hinanden af stærke kræfter, der ønsker at miskreditere ham.

Første halvdel af filmen går med at optrevle CIA-skandalen. Det er ganske underholdende, og man skal være vågen for at holde trit med de mange karakterer, der introduceres og forsvinder igen. Gevinsten er en masse små, glædelige gensyn med blandt andre T-1000 (Robert Patrick), Omar fra "The Wire" (Michael Kenneth Williams) og en forrygende Andy Garcia. Ulempen er, at det aldrig bliver rigtigt spændende. Man savner ægte modstand og konflikt, som når Webb kan vade lige ind i et latinamerikansk fængsel eller køre ugeneret rundt i det sorteste Los Angeles.

Modstand får den gode Gary Webb til gengæld rigeligt af i filmens anden halvdel, hvor både medier, kolleger og hans egen familie vender sig mod ham. Men der bliver aldrig rigtig tid til at lære de mange fascinerende bifigurer at kende, før de er væk igen. Og især i filmens sidste time har alle så travlt med at lægge afstand til den tidligere helt – angiveligt pga. pres fra CIA – at det bliver utroværdigt. Midt i det hele kæmper Webbs kone (altid gode Rosemarie DeWitt) med at holde sammen på både familien og filmens følelsesmæssige krog, mens hendes mand går i hundene, og historien skifter fokus.

Filmen er fyldt med håndholdte kameraer og telelinser – som en paranoid, autentisk thriller jo skal være. Desværre er det brugt så flittigt, at det hele kommer til at se lidt billigt og, ja, tv-agtigt ud. Bortset fra enkelte arkivoptagelser bliver den stil aldrig for alvor brudt, og dermed mangler filmen i desperat grad dét; dét ekstra, der overrasker, hæver udtrykket til et højere niveau og gør det filmisk. På den baggrund var det nok meget fornuftigt, at "Kill the Messenger" ikke fik dansk biografpremiere. Filmen gør sig bedre i hjemmebiografen, hvor man i ro og mag kan stoppe den og hente flere popcorn.

Det kan man så med fordel gøre ca. halvvejs. For "Kill the Messenger" føles som at se højdepunkter fra "Alle præsidentens mænd" og "The Insider". To fremragende film - hvis ikke lige det var, fordi de hér er splejset sammen og hver skåret ned til en længde, der svarer til ét serieafsnit fra HBO eller Netflix.

BILLEDE & LYD

Apropos tv-serier og instruktørens omfattende erfaring med dem så kan han helt afgjort sit tekniske kram. Billedsiden skifter ubesværet mellem kølige gråblå nuancer på avisredaktionen, brun hygge i hjemmet og svedig orange på gaden og i junglen. Lyden serveres i DTS-HD Master Audio 5.1, som dog ikke kan forhindre, at især Jeremy Renner har en tendens til at mumle. Til gengæld går Nathan Johnsons musik klart igennem og bidrager til filmoplevelsen med den rette balance mellem afdæmpet og stemningsfuld.

EKSTRAMATERIALE

Står man og skal vælge mellem at streame en film eller købe den på et fysisk medie, kan ekstramaterialet være den afgørende faktor. På denne udgivelse består det "ekstra" i fem slettede scener, tre ultrakorte, ganske intetsigende featurettes og et kommentarspor, hvor instruktøren veksler mellem at beskrive, hvad der sker i scenen, rose skuespillere og filmhold og opremse historiske fakta, man kan finde på Wikipedia. Det indhold kan man godt leve uden.