Trailer: Dobbelt op på Ewan McGregor i første trailer til "Fargo" sæson 3

Ewan McGregor er lige nu biografaktuel herhjemme med både sin tilbagevenden til gennembrudsrollen som Renton i "T2 Trainspotting" og som stemme til lyset Lumière i live-action udgaven af Disneys "Skønheden og Udyret". Næste måned kan skotten vise sig for alvor at gøre 2017 til sit år.

Det kan McGregor med sin dobbeltrolle i tredje sæson af "Fargo". Den første trailer til filmen kan ses forneden.

Skuespilleren kommer på alle måder til at fylde meget i sæson 3 af "Fargo". Handlingen, der denne gang er flyttet helt op til 2010, kredser nemlig om Emmitt og hans noget yngre bror Ray (begge spillet af McGregor), hvor Rays misundelse på Emmitt som "parkeringspladskongen af Minnesota" fører til mord, gangstere og... turneringsbridge.

Imponerende rolleliste

Selvom der er lagt op til et McGregor-show, er der dog et væld af gode skuespillere, som han kan spille op imod. Carrie Coon ("The Leftovers"), Mary Elisabeth Winstead ("10 Cloverfield Lane"), Michael Stuhlbarg ("A Serious Man"), David Thewlis (Remus Lupin i "Harry Potter"-filmene"), Scoot McNairy ("Batman v Superman: Dawn of Justice") og Thomas Mann ("Me and Earl and the Dying Girl") er blot nogle af navnene på seriens imponerende rolleliste.

Det bliver spændende at følge, om seriens showrunner Noah Hawley kan fortsætte sin stribe af fuldtræffere for kanalen FX, der udover de to første sæsoner af "Fargo" også tæller den igangværende og dybt originale "Legion".

Det bliver ligeledes spændende, om "Fargo" bliver for Ewan McGregor, hvad "True Detective" var for Matthew McConaughey og er med til at gøre ham ligeså populær, som han var omkring årtusindeskiftet.

Kommentarer

Dobbelt op på Ewan McGregor i første trailer til "Fargo" sæson 3

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen