Bizart: legendarisk fodboldtræner har cameo i ny "Star Trek"-film

Italienske Carlo Ancelotti er en af fodboldsportens største navne. Som manager har han hevet talløse trofæer hjem til storklubber som Real Madrid, Chelsea FC og AC Milan. Og nu drager Ancelotti dristigt derhen, hvor ingen fodboldtræner tidligere har været: det ydre rum!

Sportverdenens største nyhedsmedie, ESPN, har nemlig erfaret, at Ancelotti har en cameo i den næste "Star Trek"-film: "Star Trek Beyond". Italieneren har angiveligt sikret sig rollen gennem sit venskab med skuespillerinden Zoë Saldana, som spiller Enterprise-officeren Uhura i de nye "Star Trek"-film.

Ancelotti spiller angiveligt en læge i den nye film, men mere ved vi ikke om rollen, og vi ved heller ikke meget mere om filmen, som stadig er omgivet af mystik og udkommer næste år, hvor "Star Trek"-franchisen i øvrigt også har 50 års jubilæum.

Ancelotti har ellers ikke megen skuespillererfaring - hans IMDb-side nævner kun rollen som "Devil soccer player" i den italienske actionkomedie "Don Camillo" fra 1984. Ancelotti er dog langtfra den eneste berømthed, som har haft en cameo i "Star Trek" - eksempelvis dukkede den nuværende konge af Jordan (en selverklæret trekkie) op i et afsnit af tv-serien "Star Trek: Voyager"(!) tilbage i 1996.

"Star Trek Beyond" har biografpremiere 7. juli 2016, hvor det vil vise sig, hvordan Ancelotti klarer sig foran kameraet, og om kritikerne vil gå efter manden i stedet for bolden i deres bedømmelser af hans præstation...

Kommentarer

Bizart: legendarisk fodboldtræner har cameo i ny "Star Trek"-film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen