Det er mig der er lidt sløv her til aften - jo, der mangler én. Mon ikke Thanos selv har den, når vi når til Avengers 3.
Anmeldelse: Guardians of the Galaxy Vol. 2
Når film bliver koloenorme blockbusters, laves der opfølgere. Sådan er filmindustrien naturligvis indrettet, fred være med det. Derfor er det ikke overraskende, at James Gunns uhøjtidelige charmetrold af en tegneseriefilmatisering, "Guardians of the Galaxy" fra 2014, nu har fået en opfølger. Dét er der 773 millioner grunde til – i kolde dollars. Og mon ikke at opfølgeren nok skal nå op i noget nær samme luftlag? Selvom den ikke helt er dét forfriskende pust, som den gerne vil være.
Præcis som i første film er omdrejningspunktet et kassettebånd, eller mixtape, med en masse blandet oldies but goodies fra 70-80'erne. Musik kan som bekendt have den særlige egenskab, at den knytter sig til minder. I det filmiske "Guardians of the Galaxy"-univers binder referencerne fra Awesome Mixtape Vol. 2 sig til Star-Lord/Peter Quills (Chris Pratt) mystiske ophav. Det viser sig nemlig, at Quills far (Kurt Russell) er et almægtigt rumvæsen, der har ledt efter sin søn i en årrække – og nu vil have Star-Lord til at udleve sit sande potentiale. Alt imens at universet skal reddes igen-igen i selskab med det umage slæng af galaksens vogtere.
Hvor meget kunne accepteres med funky 70'er-klassikere og Chris Pratt som Indiana Jones-lignende antihelt i forgængeren fra 2014 som den nye frække dreng i klassen, går der båndsalat i de muntre toner anno 2017. Momentvis er de friske one liners og fjollede indslag på plads. Gensynets glæde er dog ikke nok til at matche den retro-charme, selvironiske selvtillid og lækre Beatles-hår, som gjorde første film så fornøjelig.
"Guardians of the Galaxy Vol. 2" byder på et effektorgie af eksplosioner i alle regnbuens farver og til tider forrygende komik underbygget af (endnu) et fantastisk soundtrack med skæringer af bl.a. Fleetwood Mac og Sam Cooke. Sjovt er det også, at David Hasselhoff har en veltimet cameo som Quills store faderfigur. Længe går der dog ikke, før det går op for én, at det er ren blændværk for at overdøve en påfaldende tyndslidt, narrativ skabelon. 2 timer og 17 minutter er (for) lang spilletid med en film, der ikke har plot til mere end 90 minutter. Især da en overraskende stor andel af filmen byder på et opkog af uvedkommende sideplots. Selvfølgeligt for at åbne op for en række spin-offs i universet, hvilket alene hele fem(!) småklip under rulleteksterne også vidner om.
Gid humoren fyldte nok til, at det var til at acceptere, at bunden nu er lagt til endnu en franchise af skiveskårede assemble film af samme svingende kvalitet, som vi er blevet vant til med bl.a. de talrige "X-Men"- og "The Avengers"-film. Bedre bliver det ikke, da vi bevæger os ud ad samme tematiske veje som med "Fast & Furious"-filmenes dumflade-inducerende "vi er familie!"-retorik. Forskellen er, at Disneys kernefamilieværdier svøbes rundt om persongalleriets pubertære "ej, hov – fjollegøj – vi klarer alting med en Mentos"-udvikling. Fjender bliver venner med et knips. Søstres årelange kamp på liv og død reduceres til, hvad der svarer til teenagepiger, der smækker med døren, før de så bliver gode venner igen. Det er sgu for sløset i en film, hvor et velskrevet persongalleri ér alfa og omega.
Hvis blot den selvironiske distance, komik og coolness holdt hele stjernevejen. Hvis blot at "Guardians of the Galaxy Vol. 2" ikke tog sig selv for seriøst med den umanerligt malplacerede familie-følelsesporno, kunne den rent faktisk være endt som andet end en jævn og forglemmelig fortsættelse i et ellers sprudlende univers. Men hey – tag en Mentos.
