Hvor gammel var du da du startede og hvor lang tid har du gået? Jeg overvejer lidt om jeg skal starte til kampsport et par gange om ugen. Mest for at prøve noget nyt, men også som et både fysisk og mentalt supplement til min øvrige træning..
Jeg var 40 år, da jeg startede, så det kommer jo næsten til at lyde som noget midtlivskrisehalløj. :D
I bund og grund er det dog noget, jeg altid har haft lyst til. Jeg har bare aldrig kunnet tage mig sammen til det af forskellige årsager, og i mange år gik jeg også med den opfattelse, at kampsport var noget man, ligesom så mange andre sportsgrene, helst skulle være startet på som barn for at kunne lære ordentligt.
Det var faktisk først i starten af 00'erne, da en af mine meget gode venner pludseligt begyndte til Kyokushin, at jeg blev bevidst om, at mange klubber havde begynderhold for voksne, og at der var folk, der var meget ældre end mig, der startede til det.
At jeg startede, lige da jeg gjorde tilbage i 2013, hang sammen med, at jeg havde lyst til at komme i bedre form, og så havde jeg lige set et program om kampsport på tv. Det var noget med en eller anden ranglet mand, der aldrig havde trænet kampsport før, som blev sendt i intensiv træning i en klub i en uge. Han skulle så slutte med at kæmpe mod en fra klubben.
Den klub, han var gæst hos, trænede jiu-jitsu, og jeg syntes, at deres blanding af slag og spark fra karate og kast og gulvkamp fra judo lød rigtig spændende, så mit udgangspunkt var at få en prøvetime hos den lokale jiu-jitsu-klub her på Frederiksberg. Men de havde kun optag to gange om året og havde oven i købet en venteliste, så efter at have leget lidt med tanken om at prøve ninjutsu (bare for at kunne sige, at "jeg gik til ninja"), så endte jeg med karate i stedet.
Det blev Ashihara Karate, fordi de, ligesom jiu-jitsu, blander lidt af det hele, og fordi de havde løbende optag, men mest af alt fordi det viste simpelthen sig at være en fantastisk god klub at komme i.
Jeg havde havde alle scenerne med Cobra-kai fra Karate Kid i hovedet, da jeg skulle til min første prøvetime, men heldigvis viste det sig at være så langt fra sandheden, som det kunne være.
Ashihara Karate Frederiksberg er en forholdsvis lille klub med ca. 150 medlemmer i alle aldre. Der er højt til loftet, og der lægges vægt på, at man har respekt for hinanden, og at der er god plads til humor og hygge.
Som min første træner sagde, så ville den der gammeldags facon med råben og strafarmbøjninger jo heller ikke virke hos sådan nogle halvgamle røvhuller som os. Vi ville bare stå og tænke, "hvad sker der for idioten?" og så skride og aldrig komme tilbage igen. :)
Vores voksenhold spænder aldersmæssigt fra 14-15 år til op i 50'erne. De yngste er som regel nogen, der samtidigt går på et af vores ungdomshold. Der er gerne også nogle stykker i 20'erne. Men det er mit indtryk, at langt de fleste af dem, der melder sig ind for at prøve det, er engang i 30'erne. Og så er der nogle enkelte engang imellem i min egen aldersklasse.
Det med respekt for hinanden er ret vigtigt, fordi det er fuldkontakt karate, vi træner. Dvs. modsat mere traditionel karate, hvor man mest arbejder med markeringer, så slår og sparker vi altså rigtigt på hinanden. Så derfor bliver niveauet altid sat af den laveste graduerede, når vi sparrer mod hinanden, og vi opfordres konstant til at sige fra, hvis det går for hurtigt, hvis modstanderen slår for hårdt e.l.
Jeg kan kun anbefale at prøve det. Det eneste, jeg har fortrudt, er faktisk, at jeg ikke er begyndt til det meget før.
Jeg har altid været en idiot til holdsport. Jeg var gerne en af dem, der blev valgt sidst i gymnastiktimerne, og jeg følte hurtigt, at jeg sakkede bagud og sinkede de andre, hver gang jeg forsøgte mig med en ny sportsgren.
Det gode ved karate er for mig, at man går på et hold, hvor man lærer de andre at kende, og hvor folk interesserer sig for hinanden og hiver hinanden med, men samtidigt handler det hele om din egen rejse. Du kan ikke skuffe andre end dig selv. Der er ingen, der kigger skævt, fordi du ikke er særligt smidig, eller dine cirkelspark ligner lort. ALLE har været i samme situation og stået og følt sig som idioter de første mange gange, fordi ens arme og ben stritter i alle mulige retninger.
Hvad angår stilart, så tror jeg, som jeg har skrevet tidligere, at det ene i bund og grund kan være lige så godt som det andet. Jeg er selvfølgelig virkeligt glad for Ashihara og kan varmt anbefale det, men jeg er da heller ikke blind for, at andre systemer kan have lige så gode fordele. Det vigtigste er nok at finde en klub, hvor man føler sig godt tilpas.
Jeg har i øvrigt kun hørt godt om Ashihara i Århus. Deres leder, Mads, er i hvert fald en superflink fyr og fungerer også som dommer til VM o.l. Så hvis det er noget, du kunne tænke dig at prøve, så ville jeg da tage dem med i overvejelserne.
(TL;DR Jeg var 40. Jeg har trænet i snart fire år. Go do it! Jeg har aldrig fortrudt! :)
