Schwarzenegger will be back i "Terminator 6"

I forbindelse med filmfestivalen i Cannes har selve personificeringen af "Terminator"-franchisen, Arnold Schwarzenegger, bekræftet, at han medvirker i seriens kommende sjette kapitel. Instruktøren af de to første, ikoniske film i franchisen, James Cameron, er også ombord på projektet som producer. Der har sågar været forlydender om, at "Deadpool"-instruktøren Tim Miller skal instruere Arnold og co., eftersom Cameron får mere end almindeligt travlt med de nye "Avatar"-film.

Schwarzenegger udtaler om det næste "Terminator"-projekt: "Den er tilbage. Det skrider fremad. Han [Cameron] har nogle gode ideer til, hvordan franchisen føres videre. Jeg er med i filmen."

Schwarzenegger har indtil videre medvirket i fire af seriens fem film, hvor især hans rolle som dræber-robot i den originale "Terminator" fra 1984 og "Terminator: Dommedag" fra 1991 har udødeliggjort den legendariske skuespiller. 

Muskelbundtet spillede også med i seriens foreløbigt sidste kapitel, "Terminator: Genisys" fra 2015, hvor mange anså Arnold som værende ét af den films få højdepunkter. Fans af "Terminator"-filmene håber naturligvis på, at kombinationen af James Cameron og Schwarzenegger er det, der skal til for at få serien på ret køl igen.

Den endnu unavngivne "Terminator 6" har stadig ingen officiel premieredato.

Kommentarer

Schwarzenegger will be back i "Terminator 6"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen