Det har vi en del bøvl med...
Hvad laver du nu?
★★★★★★0
★0Bliver helt trist af at læse jeres indlæg, håber satme aldrig at jeg oplever en af mine forældre ende sådan, det ville knuse mig fuldstændigt indeni.
Kyllingebenet25-05-17 20:13
- ★★0
Min farfar fik demens de sidste 10 år af hans liv. Han blev ligesom et barn igen til sidst, kunne intet. Inden da havde der været en række år, hvor han ikke kunne kende os og troede at min farmor som han havde været gift med i 70 år, var hans storsøster.
Som min farmor selv udtrykte det, så er det som at miste sin mand 2 gange. Først når han holder op med at genkende en og så igen, den dag han dør. Det må være røv hårdt!
★★★★★14Ja, det er trist læsning. Jeg kender det fra min farmor som er 91 og hun har efterhånden også problemer med at huske mange ting. Der har også været alzheimers i hendes del af familen, så min far går lidt og frygter det også vil ramme ham.
Nå, men jeg har efter flere års fravær, grundet en ret voldsom ulykke hvor jeg stod med det ene ben i graven, fået lyst til at skrive igen, så nu har jeg oprettet en profil og sidder og gøgler lidt rundt på sitet for at se hvordan det hele fungerer.
Det ser nu rigtig fedt ud det i har lavet og jeg glæder mig til at bruge siden fremover.
★★★★0Ja, det er trist læsning. Jeg kender det fra min farmor som er 91 og hun har efterhånden også problemer med at huske mange ting. Der har også været alzheimers i hendes del af familen, så min far går lidt og frygter det også vil ramme ham.
Nå, men jeg har efter flere års fravær, grundet en ret voldsom ulykke hvor jeg stod med det ene ben i graven, fået lyst til at skrive igen, så nu har jeg oprettet en profil og sidder og gøgler lidt rundt på sitet for at se hvordan det hele fungerer.
Det ser nu rigtig fedt ud det i har lavet og jeg glæder mig til at bruge siden fremover.
Ja, en alvorlig ulykke kan virkelig sætte ens liv på standby i en længere periode. Hvad skete der, hvis jeg må spørge?
Jeg var selv millimeter fra at tjekke ud som ung teenager, da jeg kom til at sparke igennem en glasdør og mit ben blev flæset op under knæet, så blod, sener og nerver væltede ud. Ambulancen var en evighed om at nå frem (virkede det i hvert fald som om), og jeg besvimede i ambulancen pga. blodtab. Jeg mener at have fået fortalt, at jeg måtte genoplives, men jeg er ikke sikker på, om det bare er noget, jeg har bildt mig selv ind senere...
Men på en mindre dyster note: Velkommen til! Hvis du er tvivl om noget med siden eller har spørgsmål, må du bare sige til :)
chandler7526-05-17 18:09
- ★★★★★★0
Heeeey Velkommen tilbage NH :D
- ★★★★★★1
... Og ellers tuller jeg rundt og hører noget A Tribe Called Quest. Fede beats!
★★★0Det ser nu rigtig fedt ud det i har lavet og jeg glæder mig til at bruge siden fremover.
Velkommen tilbage. :)
- ★0
... Og ellers tuller jeg rundt og hører noget A Tribe Called Quest. Fede beats!
Davenport, er du hip-hop head?
Kyllingebenet26-05-17 20:25
★★★0At jeg fatter al den hype der om Løgumkloster Rugbrød. Det er lige så intet sigende og smagløs som bondebrød med kerner.
- ★★★★★★0
KB - ikke som sådan. Jeg hører det jeg synes er fedt. Men er nok mest et grunge-head ;)
★★★0Jeg er ved at prøve at få HBO Nordic til at funker over Chromecast. Det er vist lettere sagt end gjort. Godt at det så kan køre over PS4 og Apple TV.
Dolphinfriendly26-05-17 22:28
- ★0
KB - ikke som sådan. Jeg hører det jeg synes er fedt. Men er nok mest et grunge-head ;)
Skulle ellers til at kysse din pande og byde dig velkommen som en af mine egne. Nirvana er det eneste grunge jeg hører. :P
Kyllingebenet26-05-17 23:01
- ★0
Skal vi ikke snart have integreret nogle fede smileys herinde?
Kyllingebenet26-05-17 22:37
- ★★★★★1
@Rasmus Drews
Ja, en alvorlig ulykke kan virkelig sætte ens liv på standby i en længere periode. Hvad skete der, hvis jeg må spørge?
Jeg har fortalt om det mange gange efterhånden, så det gør ikke noget at du spøger. :)
Det bliver en længere smøre, da der er flere triste krøller/vinkler på hele forløbet op til, under og efter ulykken.
Tilbage i 2014 hvor ulykken sker er jeg ude og gå den sædvanlige tur med mine forældres hund. Min mor har gennem længere tid døjet med sin hofte og skulder, (slidgigt), så jeg har trådt til, når hunden skulle ud og luftes. De har haft den i 6 år, og den har været samtlige træningskurser igennem og bestået dem alle og er generelt en sød og trofast hund. Men da det er en Rottweiler, er det stadig en noget svær størrelse af have med at gøre grundet racens temperament. De har aldrig haft sådan en krabat før, men valgte at få en pga. at de tidligere havde haft indbrud i hjemmet. I de 6 år de har haft den, har der aldrig været nogle problemer med den, lige indtil et cirka halvt års tid inden ulykken, hvor den sprænger et ledbånd i baglåret. Den bliver opereret, (det blev dog aldrig rigtig godt), og får i den forbindelse noget medicin og i samme periode begynder den at ændre adfærd. På et tidspunkt er min lillesøster på besøg hos mine forældre og da hun banker på døren, går hunden amok og springer ud efter hende og forsøger at bide hende, hvilket betyder at jeg må hoppe imellem som skjold. Her gør den ikke mig noget og min mor får med stort besvær kontrol over den igen og lukker den inde i et andet rum. Vi var alle sammen i chok og jeg anbefalede efterfølgende min mor og far at den promte skulle aflives.
De vælger til min store undren ikke at aflive hunden da min mor, meget naivt, tror der blot er tale om en uheldig episode/misforståelse fra hundens side, der blot er blevet forvirret eller noget i den stil. I marts 2014 sker så lige præcis det som jeg havde forudset, men denne gang var det så bare mig det gik ud over ,og jeg var mildt sagt pisse heldig med at slippe med livet i behold. Vi er som sagt ude og gå tur, da jeg tilfældigt får trådt den over den ene pote, og det var nok til at den på et splitsekund gik fuldstændig amok, blev helt blank i øjnene og lige pludselig ikke længere adlød noget som helst jeg sagde. Den hopper så op, jeg tager armen op for at beskytte mit ansigt, og her kan jeg pludselig mærke den bider igennem min tykke frakke. Jeg går selvfølgelig i panik og løber tværs over den vej vi går ved uden at se mig for, og i princippet kunne jeg ligeså godt været smadret ned af en bil her. Ovre på den anden side bider den sig godt og grundigt fast i venstre arm og vi tumler ned af en lille skråning på en mark, hvor et længere mareridt udspiller sig og hvor jeg bliver bidt voldsomt i begge arme især den venstre og i mine ankler/læg. Ud over mange små bid, bliver begge pulsårer i armene bidt i stykker og jeg får bidt et stykke af min venstre overarm.
Da alt håb synes ude og jeg ligger og tænker på at nu bliver jeg bidt ihjel, ansigtet og halsen er som regel næste step i rækken under en hunds blodrus, hører jeg pludselig at nogen er stoppet i deres bil oppe på vejen. Mens det ene par, på min opfordring, ringer efter ambulance og politi, (min tanke var at den skulle skydes på stedet), er der i den anden bil en ældre mand som er modig nok til at gå ned og trække hunden væk i dens snor. Hvor han har modet fra til at gøre det over for en rottweiler på 60 kg der er gået besærk fatter jeg ikke, men jeg takker den dag i dag guderne for hans heltemodige indsats, af to omgange endda. Hunden bider nemlig ud efter ham og slipper løs og går til angreb på mig igen lige da jeg tror, at mareridtet er overstået. Og alligevel går han igen hen og trækker hunden væk, så jeg atter kommer på benene igen. Herefter står han så og holder så stramt i snoren at den mister pusten, samtidig med at jeg forsøger at holde om dens mund, så den bliver paralyseret og ikke kan bide nogen af os. Undervejs får jeg dog bid i fingre og håndfladen på min højre hånd. Vi står så og venter 20 - 30 min på at politiet dukker op, (alt imens det fosser med blod ud af begge arme), men de kommer aldrig. Ambulancen var der 5-10 min. efter det startede, men de to ambulancefolk kunne intet stille op selv om de gerne ville. De fik i øvrigt krisehjælp efterfølgende, har jeg hørt. Det skriver jeg blot for lige at understrege, at det var en liv og død situation vi snakker om, som politiet altså åbenbart ikke lige gad at gøre noget ved. De modtog i øvrigt klager flere steder fra efterfølgende, men det kom der intet ud af.
Det hele ender med at en af mine forældres naboer, på en af gårdene nær hvor de bor, har set hele det blodige kaos og kommer hastende til med en jagtriffel, (tilfældigvis havde han jagttegn). Mens det endelig lykkedes mig at vralte op til ambulancen, (efter at have stået så lang tid bøjet for at pacificere hunden sov mit venstre ben), spøger han om jeg er sikker på, at han skal aflive hunden og det tøver jeg ikke et sekund med at give ham lov til. Da jeg sidder i ambulancen hører jeg to skud og bryder fuldstændig sammen. Der er tusind tanker og følelser der farer igennem kroppen. Så følger 2 uger og 4 operationer på hospitalet med begge arme i gips efterfølgende, hvor jeg bare kan ligge og spekulere over om de nogensinde kommer til at fungere normalt igen. Og samtidig er jeg både vred og bitter over mine forældre, hvilket er nogle forfærdelige deprimerende tanker også at ligge og tumle med. Mine forældre var begge fuldstændig knust og grædefærdige, og min mor var i svær grad plaget af en stor skyldfølelse. Jeg valgte dog ret hurtigt at tilgive dem, fordi jeg virkelig havde brug for dem, og fordi jeg ikke havde lyst til at den ulykke skulle betyde at vi fremover ville have et mildt sagt anstrengt sågar hadefuldt forholdt til hinanden. Efter de fire første operationer er overstået, får jeg så at vide af en af lægerne, at jeg, mildt sagt, havde været pænt heldig med, at der var bidt millimeter uden om de store scener i armene, hvilket ville sige at de kom til at fungere som før mht. motorikken. Højre arm var det dog stadig gået hårdt ud over, (jeg troede selv at det var den venstre, grundet at der manglede et stykke), fordi blodtilførslen var så slemt tilredt, at jeg havde endt med at få det de kalder en død arm/hånd. Det lykkedes dem heldigvis også at redde den ved at skære op i min ene ankel, tage et blodkar derfra og sætte ind i armen og så kom armen til at virke perfekt igen. Der skulle så yderligere en operation til på min venstre arm, og for at dække det stykke der stod åbent, måtte de udføre en split skin operation, hvor jeg fik skrabet hud af mit venstre lår, som så blev sat hen over såret. Igen var det perfekt udført og huden tilpassede sig som den skulle. Før alt det her skete havde jeg ikke et eneste ar, og nu ligner jeg en der har været i nærkamp med Wolverine.
Selv om min venstre arm nu også er i orden, så kan jeg ikke bruge den til at løfte noget med, da jeg grundet sårets størrelse får sådan nogle ret ubehagelige spændinger/smerter i armen. Det døjer jeg stadig med og vil komme til at gøre resten af mit liv. Bortset fra det jeg lige har nævnt, lider jeg ikke nogen fysiske mén, da de to ergoterapeuter/fysioterapeuter der har været inde over forløbet også har gjort et fremragende stykke arbejde med genoptræningen. Det psykiske er til gengæld en helt anden og langt mere besværlig størrelse at håndtere og de følgevirkninger der har været i forbindelse med traumet så som stress, træthed, lydoverfølsomhed, depression hænger stadig ved i dag, dog i langt mindre grad end det gjorde tidligere. Ud over en krisepsykolog har især den PTSD gruppe jeg har været med i været en kæmpe hjælp til at bearbejde det hele, og de mareridt jeg havde i flere måneder efter ulykken er nu helt væk. Selv om jeg kan mærke, at det bliver bedre dag for dag med det psykiske, er der stadig tilbagefald hvor det hele bare føles uoverskueligt og jeg mest af alt bare har lyst til at blive i sengen. Så jeg er ikke helt ude af det af det endnu. Jeg kan heller ikke med jævne mellemrum lade være med at tænke tilbage på da det hele skete og hvor heldig jeg egentlig har været. Både pga. dem der hjalp, men også fordi det lige skete det sted på ruten, hvor der kommer flest biler. Havde det været sket på nogle af de andre små landeveje, hvor vi stort set aldrig møder nogen, havde jeg ikke været her i dag, enten fordi jeg var blevet bidt i halsen eller fordi jeg havde forblødt. Ja, det er skræmmende at tænke tilbage på, men heldigvis gik det ikke sådan og jeg er lykkelig for stadig at være i live.
@Rasmus Drews
Men på en mindre dyster note: Velkommen til! Hvis du er tvivl om noget med siden eller har spørgsmål, må du bare sige til :)
@Davenport
Heeeey Velkommen tilbage NH :D
@Benway
Velkommen tilbage. :)
Mange tak skal i have. :)
★★0Av for den lede da, det var noget af en oplevelse :-/.
★★★★0Shit Nighthawk, det gør mig ondt at høre :( Sikken en omgang og en uhyggelig fortælling. Glad for, at det går fremad.
Og så rigtig meget velkommen tilbage. Må snakken og debatterne om film virke som en lise for sjælen :)
★★★★★0Vild historie, NightHawk, og velkommen til Moovy!
★0Shiiit, det var sgu da væmmeligt, NightHawk! :O
Godt du da kom så helskindet ud af det, som du gjorde, selv om det stadig lyder hårdt. Og et stort velkommen "tilbage", hvis man kan sige sådan, når det ret beset er et nyt sted. ;)
- ★★★★★★0
Føj for satan en grim oplevelse Nighthawk. Tanker herfra, godt du er ved komme ovenpå og dejligt du er med her!!!
T. Nielsen27-05-17 09:39
- ★★★★★★0
Hold nu kæft, det var en vild omgang! Jeg har gåsehud over det hele. Specielt fordi mine forældre også har en hund der engang bed min søster i ansigtet, men de syntes vidst det var mest synd for hunden. Og de passer mine 3 børn en gang i ugen. Jeg anerkender ikke hunden. Giver den ingen opmærksomhed, har aldrig klappet den osv.
...Og min far er jæger...
- ★★★★0
Shit, det var godt nok en vild og ubehagelig historie. Godt at høre, at du er kommet ud på den anden side.
chandler7527-05-17 10:11
- ★★★0
Hold da kæft, en vild historie. Godt du er på benene igen!
Dolphinfriendly27-05-17 10:53
- ★★★★★2
Tusind tak alle sammen for de søde ord. :) Det varmer sgu langt ind i hjertet. :)
- ★★★★★★0
Hvorfor er det, at når min kone er hjemme står pigerne altid og banker på døren og skriger på deres far når jeg skider, men når jeg er alene hjemme med dem som nu, gør de det aldrig. Der slås de som regel i stuen i stedet......Arrrrrgggg
T. Nielsen27-05-17 12:26