Hacksaw Ridge (2016)
Jeg har siden mine meget unge år, været vild med Mel Gibson som skuespillere og siden han debuterede som instruktør med det habile drama ”The Man Without A Face”, har jeg også beundret ham som instruktør. De tre efterfølgende værker, er i hvert fald tre film jeg alle sætter højt.
Nu er han så endelig tilbage, bag kameraet efter en alt for lang pause. Om jeg så synes den helt har været ventetiden værd, ved jeg ikke. Den ligner måske lidt rigeligt den typiske Hollywood film designet til Oscarracet, både i stil og indhold et langt stykke hen ad vejen. Ikke at det i sig selv er dårligt og det er filmen absolut heller ikke. Mine forventninger eller håb, gik nok bare i en lidt anden retning, i hvert fald før trailers med mere, begyndte at blive sendt ud. Ikke at Gibson’s forrige film som instruktør, har været nyskabende filmiske kunstværker. Men de har for mig fungeret uforskammet godt.
Denne her og dens historie er såmænd også god og selv om den fortælles ret konventionelt, så fænges man dog det meste af tiden. Jeg synes næsten også det er forfriskende, over en film der bekender så hurtigt kulør om dens kristne livssyn/baggrund, uden at ”budskabet” proppes ned i ædespalten på en. På den måde fatter jeg i hvert fald hurtigt sympati for hovedpersonen og hans styrke som menneske, uanset om jeg deler standpunktet eller ej.
Dens scener i starten der skal underbygge vores hovedperson psykologisk, så vi forstår og kan sætte os ind i hans senere standpunkt, er som så ofte før, så desværre så forsimplet og banalt præsenteret i noget der er så klichetungt, at det næsten er irriterende. Hvor tæt det end rammer noget mentalt sandt eller ej, så virker det lidt for ordinært, med tanke på hvor kompliceret menneske ellers ofte er. Filmens til at begynde med, ret centrale kærlighedshistorie er i øvrigt mere sød og charmerende, grundet de to skuespilleres evner, end den er egentlig god.
Teknisk er filmen jævnt godt lavet. Aldrig voldsomt imponerende måske, men med undtagelse af et par scener der ser virkelige amatøragtige ud, så fungerer krigsscenerne troværdige, skaber den forvirring man må tro et slag som dette må føles som, intens og gribende med god spænding. Som så ofte før, er Gibson som instruktør så heldigvis også så kompromisløs, når det kommer til volden, krigen eller konsekvenserne af den, der atter er så eksplicit at det nærmest er fascinerende.
Bedømmelse: 7/10