Smed £80 efter denne Indiegogo-kampagne for et genoptryk af Stephen Throwers bog Beyond Terror: The Films of Lucio Fulci.
Jeg ejer en hel stak af FAB Press' filmbøger, der generelt er i virkelig høj kvalitet, og Stephen Thrower skrive næsten altid godt. Hans bog om den amerikanske exploitation-film (også fra FAB Press) er uden tvivl den bedste og mest læste filmbog, jeg har købt de sidste ti år.
Throwers bog om Fulci har været udgået siden 2009, og førsteudgaven i hardback er helt tilbage fra 1999 og koster gerne minimum 1000 kr. at anskaffe brugt.
Jeg købte selv den gamle paperbackudgave engang, og hvis jeg ikke husker helt forkert, så fortaber Thrower sig undervejs i nogle lidt forældede freudiansk-inspirerede analyser af nogle af filmene. Det er heldigvis en vane, han har lagt fra sig igen, og den nye udgave skulle være grundigt gennem- og omskrevet og have fået tilføjet mere end 100 nye sider.
Jeg valgte selv level 2, så jeg får en personligt signeret, indbunden udgave af bogen + mit navn på en liste bagerst i bogen + ekstra smudsomslag + en "Beyond"-inspireret kasse til bogen + en eksklusiv dvd med trailere til alle Fulcis film + et ekstra, eksklusivt kapitel, der ikke vil være tilgængelig i den normale udgave, der kommer senere + et "Beyond"-inspireret "vil ikke forstyrres"-skilt.
De højeste levels er forlængst udsolgte, men de to nederste vil være tilgængelige i hele perioden.