★★★★★0Fantastic Beasts and where to find Them (BD) - 5/10
Det er muligvis en forudsætning, at man er bekendt med universet, for at finde sig til rette, men det ændrer ikke på følelsen af rutinepræget arbejde, hvor historien er blevet smurt for tyndt ud. Jeg sad ihvertfald og kedede mig bravt igennem det meste af filmen, men god start og filmen har sine øjeblikke, men alt i alt er den hurtigt glemt.
Jeg er endda bekendt med universet, men havde præcis den samme oplevelse.
★★★★★★0Jeg er endda bekendt med universet, men havde præcis den samme oplevelse.
Jeg er også bekendt med universet og havde en (lidt) bedre oplevelse og min filmbuddy Tommy, der ikke er bekendt med universet, havde også en bedre oplevelse:-)
T. Nielsen 1-06-17 12:53
★★★★0Jeg er endda bekendt med universet, men havde præcis den samme oplevelse.
Aha, den havde ihvertfald svært ved at fænge ordentligt. Jeg føler den allerede er glemt.
★★★★2Point Blank, Man Who Shot Liberty Valance og Cat Ballou f.eks. Han kunne lidt af hvert :)
★★★1"Ah, stardom! They put your name on a star in the sidewalk on Hollywood Boulevard and you walk down and find a pile of dog manure on it. That tells the whole story, baby".
- Lee Marvin
★★★★★★0Jeg føler den allerede er glemt.
Deri er jeg så dog næsten helt enig. Det er ikke en der hænger ved, på nogen måder!
T. Nielsen 1-06-17 13:50
★★★★★★1Point Blank, Man Who Shot Liberty Valance og Cat Ballou f.eks. Han kunne lidt af hvert :)
Det må man give ham....Og et fantastisk fjæs....................
"Ah, stardom! They put your name on a star in the sidewalk on Hollywood Boulevard and you walk down and find a pile of dog manure on it. That tells the whole story, baby".
- Lee Marvin
Ha ha ha:-D
T. Nielsen 1-06-17 13:51
★★★★★★0Fargo (sæson 2)
Anden sæson byder på en ny, men lige så fantasifuld, blodig, rå, sarkastisk og skør historie som første sæson. Fortællingen føles denne gang større, uden dog at være bedre. Det skyldes sandsynligvis blandt andet karaktererne, som generelt set er mindre fængende, i hvert fald når det kommer til skurkene. Om det er i erkendelse af, at Billy Bob Thornton i første sæson er umulig at toppe som ultimativ bad ass, at der denne gang er så mange flere skurke og strenge at spille på, ved jeg ikke. Men den del fylder. Ikke uden at være både sjov, ironisk og spændende heldigvis, men den er lige en bet mindre interessant end sidst.
Mod slutningen af sæsonen synes jeg også det muligvis bliver lidt rigeligt med brug af voice over, split screen og andet, så det næsten skygger for historien. Tillige ved jeg ikke helt hvad jeg synes om den, i øvrigt meget bevidste brug af det der er kendt som ”deus ex machina”, med et yderst tosset element, i anden sidste afsnit. Man overraskes og hvis pointen er, at trække en ud af alvoren, så lykkes det. Jeg mistede i hvert fald indlevelsen og en del af oplevelsen. Det var nok for fjollet til min smag. Men det må folk jo se for at bedømme.
Men stadig er ”Fargo” kvalificeret underholdning af høj klasse og den er proppet med karismatiske klasseskuespillere. De gør det næsten alle godt, med måske en enkelt undtagelse eller to. Helt leve op til forrige sæson, kan den stadig ikke, men det er heller ingen skam at være et niveau under en så fremragende begyndelse.
Bedømmelse: 8/10
T. Nielsen 1-06-17 14:41
★★★★★0Jeg føler den allerede er glemt.
Jeg har slet ikke set den... Eller har jeg? :o
★★★★★1Bridget Jones’s Baby (2016)
Hele 12 år er gået siden den middelmådige, lettere forkrampede og desperate 2’er ,“The Edge of Reason”, fumlede deja-vu agtigt henover det hvide lærred. Så det store spørgsmål var nu om Bridget Jones havde mere tilbage i godteposen, eller om det 3 kapitel ville blive det definitive ligkistesøm for den romantiske saga. Ret hurtigt inde i historien om Bridget Jones kiksede men klukkende morsomme jagt på at være en del af vennekredsens babyboom kunne jeg dog heldigvis konstatere, at dette ikke var tilfældet og at den tilbagevendte instruktør Sharon McGuire, der også stod for trilogiens første og bedste kapitel, på imponerende vis havde lykkedes med at genskabe magien i alle henseende. Trods det af et par uundgåelige klicheer, som genren typisk har svært ved at undgå, dukker op hist og pist, tynges handlingen dog aldrig nævneværdigt af disse småfejl.
Ikke mindst takket være fordi kemien imellem hele det gamle cast, anført af en særdeles veloplagt og herlig Renée Zellweger og altid charmerende elegante Colin Firth, sidder lige i skabet, ligesom timing og pacing i de forskellige jokes også er ramt med stor præcision. Jeg bliver aldrig træt af at se på Colin Firths knastørre men knuselskelige knudemand Mr. Darcy, og netop hans on/off duel, (om Bridgets gunst samt faderskabet til hendes kommende baby), imod filmens milde antagonist, internetmillionæren og scorekarlen Jack, (spillet med vanlig dog nuanceret flødebollestil af Patrick Dempsey), er et af filmens absolutte højdepunkter. Faktisk så meget endda at jeg slet ikke savnede skurkagtig modstand i vanlig skikkelse af Hugh Grants dekadente lidderbuk karakter. Der bliver til sidst åbnet en dør på klem for endnu en sequel, hvilket dog på ingen måde er en nødvendighed, da Bridget Jones’s Baby slet og ret er et perfekt og meget underholdende punktum for trilogien.
8/10
Soylent Green (1973)
På trods af at jeg allerede i forvejen var bekendt med slutningen på Richard Fleichers dystopiske sci-fi klassiker qua en af mine yndlingsserier “Millennium”, hvor hovedpersonen Frank Blacks password til sin computer tilfældigvis er det samme som afsløringen på filmens store plottvist, ja så var jeg nu stadig stadig dybt fascineret af Soylent Greens historie samt syrede og foruroligende univers. Året er 2022 og verdenssamfundet er på randen af det totale kollaps. På gader og stræder ligger mennesker i bunkevis og slumrer hen som levende døde alt imens global opvarmning, hungersnød, et bundkorrupt politikorps og en lille men magtfuld elite, domineret af fødevarevirksomheden Soylent Green, i fælledsskab holder den sidste del af den menneskelige race i et nådesløst jerngreb. Da et brutalt mord på en af koncernens dekadente chefer indtræffer indkaldes den lettere desillusionerede betjent Thorn, (Charlton Heston i en herlig upoleret og gusten antihelterolle), for at opklare sagen, hvilket dog snart viser sig at være en yderst speget affære, der leder detektiven på sporet af en grum og ubærlig hemmelighed.
Det er et både meget ubehageligt og visse steder endda temmelig ulækket verdensbillede Richard Fleicher har bikset sammen, hvor alle er sig selv nærmest og hvor menneskets moralske og etiske grundregler nærmest er at betragte som en ligegyldighed. Konstant tynges billedet af dette tæt på håbløse morads med en evigt hængende grøn og deprimerende tåge som uvenlig følgesvend for vores til tider halvkorrupte og egoistiske protagonist i en atmosfære som synes næsten klaustrofobisk. Fleicher tænder dog små lyst i mørket hist og pist i form af et par herlige og hertevarme scener med Thorns gamle ven og kollega Sol Roth, hvem han deler en yderst spartansk indrettet lejlighed med. Roth bliver fornemt spillet af gode gamle Edward G. Robinson der med sit kritiske men muntre sind giver filmen et tiltrængt modspil af spirende optimisme midt i al elendigheden.
9/10
★★★★★★0The Four Musketeers (1974)
Jeg føler næsten jeg kunne skrive det samme til denne efterfølger, som jeg gjorde til instruktør Richard Lester’s hitfilm ”The Three Musketeers”, at stilen er dekadent, at den er rigeligt fjollet og at jeg stadig ikke er vild med Michael York som D’Artagnan. Men på den positive side, kan jeg også gentage mange af de samme ting.
Historien føles dog nærmest fraværende denne gang, så løst er den fortalt. Der er så skruet op for de komiske indfald og narrestregerne, dog ofte på bekostning af det alvorlige (hvis det nogensinde helt har været der). Der er heldigvis gang i sagerne og masser af pudsige indfald, både lavkomiske, geniale og lidt sære måske. Der er så også en del dårlige påfund, men det underholder alt sammen.
Bedømmelse: 6/10
T. Nielsen 1-06-17 19:30
★★★★★★0Open Range (2003)
Når man ser Costner’s tredje job (medmindre man regner ”Waterworld” med, hvor han ukrediteret har medvirket til instruktionen, for så er det fjerde job) som instruktør, så kunne man godt ønske sig, at han ville instruere nogle flere film, for den her er en lille poetisk perle af en western, hvor Costner viser at han har godt styr på genren og dens historie og mange store klassikere.
Historien byder på den klassiske konflikt mellem det romantiserede cowboy-liv og den mere profitdrevet og industriorienteret levevis, hvor der ikke er plads til det frie liv, men hvor vi alle må indordne os eller bukke under. Det er ikke originalt eller nytænkende, slet ikke i en western, men Costner er heller ikke ude for at forny genren, men derimod bruge dens konventioner på bedste og mest karakteristiske vis og det lykkes på bedste facon.
Som i et af genrens mesterværker ”Shane”, kommer vore hovedpersoner en undertrykt befolkning til hjælp, men som i et andet af de store værker ”High Noon”, tør befolkningen ikke rejse sig til lejligheden og hjælpe for at forsvare demokratiet (og i klip ser man dem flygte, blandt andet mod kirken, som er en direkte reference til netop ”High Noon”).
Costner hælder dog mere over til John Ford, en af westernfilmens største i hvis film der ofte er en grundlæggende tro på den amerikanske befolkning, når vi nærmer os slutningen, hvor indbyggere i den lille by alligevel må tage stilling og gøre en indsats for retfærdigheden, hvis denne skal klare sig. I sin beskrivelse af filmens personer og netop det, at vore hovedpersoner er to cowboys og ikke en, der kæmper for lov og orden hvor den ikke findes, er vi så over i Howard Hawks temaer som i ”Rio Bravo”, hvor loyalitet, venskab og sammenhold mellem mænd er i centrum og det er også her at ”Open Range” er stærkest.
Det kan lyde af meget og et værre rod, men Costner fletter på smukkeste og mest simple vis disse temaer sammen, så de virker både oprigtige og overbevisende. Persongalleriet er plausibelt og samspillet mellem især en fantastisk Duvall (den mand kan altså spille så man tror på det), hvis karakterer er på evig flugt fra en tragedie i fortiden, og en Costner i noget af hans bedste spil i en af hans absolut bedste roller, er ekskvisit og vedkommende og bærer filmen et langt stykke og gør den både sjov og interessant. Men også den obligatoriske kærlighedshistorie, der er indbygget, mellem en velspillende Bening som handlekraftig pebermø og den mere tavse type Costner spiller, der må gøre op med sine egne indre dæmoner og en dunkel fortid, hvis kærligheden skal lykkes, er troværdig og så er den heldigvis så underspillet, at den aldrig fremstår melodramatisk og sukret. Den er tydeligvis set igennem en moden mands øjne og tankegang.
Replikkerne, særligt mellem vore to dominerende hovedpersoner, er virkelighedstro og ægte, af den grund at der aldrig forfaldes til at få vore cowboys til at fremstå mere sofistikeret end realistisk er og man forfalder heller ikke til for meget glorificerende cowboy-romantik. I det hele taget snakkes der ofte ikke ret meget, følelserne udtrykkes flere gange blot ved uprætentiøst kropssprog og det på fornemmeste vis.
Alt dette kombineret med en billedskøn fotografering, holdt i naturalistiske billeder der understøtter filmens i øvrigt realistiske tone perfekt, hvor bjergene står høje og smukke i baggrunden og sammen med naturen og den lille by og sammen med Michael Kamen’s vellykkede variation af det typiske western-musiktema, danner en ramme som fortællingen kan udfolde sig indenfor. En fortælling som Costner modigt og på gammeldags vis, i en gammeldags western og her ment i ordets mest positive forstand, bygger langsomt og innoverende op mod den tragedie og opgør vi ved uundgåeligt må komme, uden nogensinde at pace sin historie for at give os hurtigt spænding. Derved bliver filmen faktisk netop rigtigt regulært spændende.
Klimaks og opgøret er ligeledes holdt i en livagtig stil, man mærker suset og intensiteten i kampene, der er fængende og medrivende som sjældent set mere i vore dages film, når kugler flyver og især når de brutalt og uden at forherlige volden, rammer deres mål. Kampen og duellerne virker levende på en måde, så man næsten kan tro at man ser hvordan det ville se ud, hvis man var til stede dengang.
Når slutteksterne begynder er der en lille pudsighed man skal lægge mærke til. Man ser noget porcelæn stå på et bord og det har en historie tilbage i filmen. Måske er det blot ment som en lille joke fra Costner’s side, men man må uvilkårligt komme til at tænke på om det måske ikke betyder noget helt andet og mere tragisk, hvis man husker på det brev som Costner’s karakter skrev tidligere i filmen.
Men er man til westerns, så er ”Open Range” en forpligtende oplevelse og en god oplevelse at have i vente og vil man bare se en virkelig god film, der byder på solidt filmhåndværk af bedste skuffe, så behøver man heller ikke holde sig væk. ”Open Range” er måske ikke et mesterværk, men den er forbandet tæt på og den ligger sig på smukkeste vis i forlængelse af en stolt tradition i amerikansk film.
Bedømmelse: 8/10
T. Nielsen 1-06-17 20:07
★★★0Minder mig om jeg lige så The Three Musketeers (1993), den er sgu fjollet og finder alle musketererne irreterene og lige en tand for arogante, så må jeg indrømme jeg mere er til 2011 udgaven hvor de går all in for fjollethed og underholdning, dog langt fra fantastisk. Må desværre indrømme jeg ikke har set dem fra 70erne :/ ville gerne men har altid forbundet Musketererne med med action/spænding/historie/eventyr og et eller andet siger mig at de mere er en slags romantiske film? Der er kun en musketeer film der har ramt plet hos mig og det er Manden med Jernmasken (1998), der synes jeg man rigtig kan mærke de ting jeg efterlyser./forbinder med De 3 musketerer.
★★★★★★1Må desværre indrømme jeg ikke har set dem fra 70erne :/ ville gerne men har altid forbundet Musketererne med med action/spænding/historie/eventyr og et eller andet siger mig at de mere er en slags romantiske film?
Dem fra 70'erne er der sgu ikke meget romantisk over:-D Tværtimod faktisk! D’Artagnan boller jo løs, selv da hans forlovede kidnappes (noget der næsten bliver til et irritationsmoment, da de næsten virker som om de don't give a fuck:) knepper han løs. Først med skurkinden de Winter og da hun en dag ikke lige er hjemme, knalder han lige hendes tjenestepige...Alt sammen mens han forlovede er kidnappet, hvad hun blev for øjnene af ham.
T. Nielsen 1-06-17 20:15
★★★★★★1Ja, Open Range er sgu en fe' film.
★★★★★★0Fedt at høre, at du også synes det Bruno!
T. Nielsen 1-06-17 20:16
★★★1Jeg læste Dumas' Musketer-bøger, da jeg var teenager, og de er faktisk heller ikke særligt romantiske. De er udpræget knaldromaner med læsevis af hor og drab, men det er vældigt underholdende alt sammen. :)
Jeg husker 1948-version som langt den bedste, 1973'eren som god, The Four Musketeers som ok, og 1993'eren som noget rigtig lort.
★★★1Nå ja, så er der jo også Paul W.S. Andersons udgave fra 2011. Den må jeg have fortrængt. Den får 1993-versionen til at ligne Citizen Kane
★★★★★★0Io non ho paura (2003)
Den eneste anden film jeg har set af den italienske instruktør Salvatores, er den elendige ”Nirvana” og i forhold til den, er ”Io Non Ho Paura/Jeg Er Ikke Bange” er glædelig overraskelse og et eminent lille drama, om en uhyggelig forbrydelse set igennem en barns øjne og forståelse (eller indlysende manglen på samme). Filmen hører til den stille slags, uden den store dramatik på overfladen, men nedenunder gemmer sig en alvorlig historie om hvordan voksne mennesker i deres grådighed og misforstået selvoptagethed, er med til at ødelægge uskylden og glæden hos et barn og i sidste ende dermed også ødelægger barnet og skade det for livstid.
Det er indrømmet måske ikke en film der gør et uudsletteligt indtryk for livstid, dertil finder jeg den ikke konkret nok i længere perioder, men den efterlader heller ikke sin tilskuer upåvirket af den psykologiske indsigt der er til stede. Tillige byder den på nogle utroligt smukke stemningsbilleder og formidler sit stof uden at lefle for publikum. Der spilles generelt godt og Cristiano i hovedrollen giver en af de bedre præstationer jeg mindes at have set et barn gøre. ”Io Non Ho Paura/Jeg Er Ikke Bange” er en film jeg varmt kan anbefale, hvis man ikke søger den sensationelle fortælling med hang til visuelt ”overkill” og overdramatiske hændelser, men derimod en eftertænksom historie om børn, men for voksne.
Bedømmelse: 7/10
T. Nielsen 1-06-17 20:27
★★★★★★1Jeg læste Dumas' Musketer-bøger, da jeg var teenager, og de er faktisk heller ikke særligt romantiske. De er udpræget knaldromaner med læsevis af hor og drab, men det er vældigt underholdende alt sammen. :)
Jeg husker 1948-version som langt den bedste, 1973'eren som god, The Four Musketeers som ok, og 1993'eren som noget rigtig lort.
Jeg er selv mest til '48 versionen. Men jeg er jo også ret vild med Gene Kelly:-) Det er mange år siden, jeg har set Disney's 90'er udgave, men dengang fandt jeg den ok. Jeg er dog uanset enig i din morsomme kommentar, om at den får Paul W.S. Andersons udgave til at ligne Citizen Kane:-D
Jeg har faktisk kun læst dem som tegneserier, men jeg har læst "Den Sorte Greve", om Dumas' far og det var en fascinerende fortælling, der næsten forekom mig for utrolig til at være sand. Kender du den?
T. Nielsen 1-06-17 20:42
★★★1Jeg har faktisk kun læst dem som tegneserier, men jeg har læst "Den Sorte Greve", om Dumas' far og det var en fascinerende fortælling, der næsten forekom mig for utrolig til at være sand. Kender du den?
Jeg mener, jeg havde De tre musketerer som en illustreret klassiker eller noget i den stil, da jeg var barn, og det var der, hvor jeg først hørte historien. Jeg elskede den selvfølgelig fra starten. :)
Jeg har aldrig før hørt om Den Sorte Greve så nej, desværre ikke. Et familiemedlem har prøvet at få mig til at læse Greven af Monte-Cristo i årevis. Det er dog ikke lykkedes endnu.
★★★★★★1Jeg mener, jeg havde De tre musketerer som en illustreret klassiker eller noget i den stil, da jeg var barn, og det var der, hvor jeg først hørte historien. Jeg elskede den selvfølgelig fra starten. :)
Jeg har aldrig før hørt om Den Sorte Greve så nej, desværre ikke. Et familiemedlem har prøvet at få mig til at læse Greven af Monte-Cristo i årevis. Det er dog ikke lykkedes endnu.
Ja præcis, illustreret klassiker. Det var vist også dem jeg læste. Har dem sikkert endnu, da jeg jo arvede den gamles tegneserier. jeg har dog "tilladt" mig, endnu ikke at bruge tid på at flytte ret mange af dem, da min mor har sygt meget plads og ikke bruger de værelser, hvor den gamle havde sit guld:-D Det var fantastisk i barndommen, at gå på opdagelse i et helt rum, fyldt med tegneserier (senere også film:)
Den Sorte Greve er en form for biografi/research bog.
T. Nielsen 1-06-17 20:45
★★★★★★0A Sound of Thunder (2005)
Jeg har ikke de allerstørste tanker om instruktør Hyams’ talenter for at skabe en god film, men indimellem har han da ramt plet når det gælder solid underholdning. Med denne her er han så til gengæld ved at skrabe bunden, hvis ikke værre. Det siges at der har været alle mulige problemer i forbindelse med produktionen, blandt andet gik selskabet bag fallit undervejs. Men selv det kan dårligt helt underskylde et resultat så ringe som her, og med et budget på over 50 millioner dollars burde det dog kunne gøres bare lidt bedre, i hvert fald rent teknisk.
Handlingen består blot af en række sammenkædede trøstesløse begivenheder, der ikke danner en komplet helhed, og hvor de mere en jammerlige effekter udelukkende gør sit for at man højst griner ufrivilligt, hvis noget som helst. Den er klippet elendigt sammen og kedeligt filmet, den ligner ærligt mest en billig Tv-film lavet til børn. Udover det så er replikkerne så enfoldige at det er lige før man finder dem gode, men af de forkerte grunde.
Edward Burns giver så en overraskende solid indsats som den eneste, måske blot fordi han ikke er direkte pinlig, som for eksempel den ellers renommeret Ben Kingsley. Han må her give noget nær sit livs værste præstation, jeg mindes sjældent at have set nogen gøre det så amatøragtigt dårligt.
Ideen filmen bygger på er i sig selv ikke særlig god og tidsrejse-historier er ofte så fyldt med huller i logikken og handlingsforløb man kan sætte spørgsmålstegn ved, at de ikke altid kan tåle man giver dem for mange tanker. Her er hullerne nu så store og grundlaget det hele bygger på så tyndt, at selv med et anstændigt resultat ville det næppe kunne være blevet til mere end blot en anstændigt underholdende actionfilm.
Som den er nu, ja der kan man knapt nok kalde det en film, den virker i hvert fald kun halvfærdig. Jeg kan kun sige at jeg faktisk morede mig kosteligt og fik flere gode grin og lattervækkende underholdende sekvenser, men igen af de forkerte årsager.
Bedømmelse: 1/10
T. Nielsen 1-06-17 20:54
★★★★0Open Range (2003)
Når man ser Costner’s tredje job (medmindre man regner ”Waterworld” med, hvor han ukrediteret har medvirket til instruktionen, for så er det fjerde job) som instruktør, så kunne man godt ønske sig, at han ville instruere nogle flere film, for den her er en lille poetisk perle af en western, hvor Costner viser at han har godt styr på genren og dens historie og mange store klassikere.
Historien byder på den klassiske konflikt mellem det romantiserede cowboy-liv og den mere profitdrevet og industriorienteret levevis, hvor der ikke er plads til det frie liv, men hvor vi alle må indordne os eller bukke under. Det er ikke originalt eller nytænkende, slet ikke i en western, men Costner er heller ikke ude for at forny genren, men derimod bruge dens konventioner på bedste og mest karakteristiske vis og det lykkes på bedste facon.
Som i et af genrens mesterværker ”Shane”, kommer vore hovedpersoner en undertrykt befolkning til hjælp, men som i et andet af de store værker ”High Noon”, tør befolkningen ikke rejse sig til lejligheden og hjælpe for at forsvare demokratiet (og i klip ser man dem flygte, blandt andet mod kirken, som er en direkte reference til netop ”High Noon”).
Costner hælder dog mere over til John Ford, en af westernfilmens største i hvis film der ofte er en grundlæggende tro på den amerikanske befolkning, når vi nærmer os slutningen, hvor indbyggere i den lille by alligevel må tage stilling og gøre en indsats for retfærdigheden, hvis denne skal klare sig. I sin beskrivelse af filmens personer og netop det, at vore hovedpersoner er to cowboys og ikke en, der kæmper for lov og orden hvor den ikke findes, er vi så over i Howard Hawks temaer som i ”Rio Bravo”, hvor loyalitet, venskab og sammenhold mellem mænd er i centrum og det er også her at ”Open Range” er stærkest.
Det kan lyde af meget og et værre rod, men Costner fletter på smukkeste og mest simple vis disse temaer sammen, så de virker både oprigtige og overbevisende. Persongalleriet er plausibelt og samspillet mellem især en fantastisk Duvall (den mand kan altså spille så man tror på det), hvis karakterer er på evig flugt fra en tragedie i fortiden, og en Costner i noget af hans bedste spil i en af hans absolut bedste roller, er ekskvisit og vedkommende og bærer filmen et langt stykke og gør den både sjov og interessant. Men også den obligatoriske kærlighedshistorie, der er indbygget, mellem en velspillende Bening som handlekraftig pebermø og den mere tavse type Costner spiller, der må gøre op med sine egne indre dæmoner og en dunkel fortid, hvis kærligheden skal lykkes, er troværdig og så er den heldigvis så underspillet, at den aldrig fremstår melodramatisk og sukret. Den er tydeligvis set igennem en moden mands øjne og tankegang.
Replikkerne, særligt mellem vore to dominerende hovedpersoner, er virkelighedstro og ægte, af den grund at der aldrig forfaldes til at få vore cowboys til at fremstå mere sofistikeret end realistisk er og man forfalder heller ikke til for meget glorificerende cowboy-romantik. I det hele taget snakkes der ofte ikke ret meget, følelserne udtrykkes flere gange blot ved uprætentiøst kropssprog og det på fornemmeste vis.
Alt dette kombineret med en billedskøn fotografering, holdt i naturalistiske billeder der understøtter filmens i øvrigt realistiske tone perfekt, hvor bjergene står høje og smukke i baggrunden og sammen med naturen og den lille by og sammen med Michael Kamen’s vellykkede variation af det typiske western-musiktema, danner en ramme som fortællingen kan udfolde sig indenfor. En fortælling som Costner modigt og på gammeldags vis, i en gammeldags western og her ment i ordets mest positive forstand, bygger langsomt og innoverende op mod den tragedie og opgør vi ved uundgåeligt må komme, uden nogensinde at pace sin historie for at give os hurtigt spænding. Derved bliver filmen faktisk netop rigtigt regulært spændende.
Klimaks og opgøret er ligeledes holdt i en livagtig stil, man mærker suset og intensiteten i kampene, der er fængende og medrivende som sjældent set mere i vore dages film, når kugler flyver og især når de brutalt og uden at forherlige volden, rammer deres mål. Kampen og duellerne virker levende på en måde, så man næsten kan tro at man ser hvordan det ville se ud, hvis man var til stede dengang.
Når slutteksterne begynder er der en lille pudsighed man skal lægge mærke til. Man ser noget porcelæn stå på et bord og det har en historie tilbage i filmen. Måske er det blot ment som en lille joke fra Costner’s side, men man må uvilkårligt komme til at tænke på om det måske ikke betyder noget helt andet og mere tragisk, hvis man husker på det brev som Costner’s karakter skrev tidligere i filmen.
Men er man til westerns, så er ”Open Range” en forpligtende oplevelse og en god oplevelse at have i vente og vil man bare se en virkelig god film, der byder på solidt filmhåndværk af bedste skuffe, så behøver man heller ikke holde sig væk. ”Open Range” er måske ikke et mesterværk, men den er forbandet tæt på og den ligger sig på smukkeste vis i forlængelse af en stolt tradition i amerikansk film.
Bedømmelse: 8/10
Var det ikke dit gamle indlæg? Husker den som hæderlig uden at være mere end det, men skudduellerne er fremragende.
★★★★★★0Var det ikke dit gamle indlæg? Husker den som hæderlig uden at være mere end det, men skudduellerne er fremragende.
Jo, det var det jeg skrev til Scope. Men da det stadig stemmer, fandt jeg ingen grund til at skrive et nyt. Så har blot rettet det lidt til.
Jamen så har den måske ikke været mere end hæderlig for dig:-)
T. Nielsen 1-06-17 21:00