Anmeldelse: Ouija (Blu-ray)

Igennem de seneste par år er der dukket en håndfuld gysere op, som ikke kun omhandler Ouija-brættet, men også har valgt at placere navnet i titlen: "Ouija", "The Ouija Experiment", "The Ouija Experiment 2 - Theatre of Death" samt min personlige favorittitel - "The Ouija Exorcism". "Ouija" er dog den film, der klarede sig bedst økonomisk, hvilket naturligvis betyder, at der dukker en fortsættelse op næste år. Mere interessant er det, at den bliver instrueret af Mike Flanagan ("Absentia", "Oculus"). Der er derfor en minimal chance for, at der snart udkommer en Ouija-film, der er værd at bruge tid på, for alle de førnævnte (tro det eller ej, jeg har set dem alle) passer bedre i skraldespanden end i afspilleren.

De to veninder Laine (Olivia Cooke) og Debbie (Shelley Hennig) fandt og legede med et Ouija-bræt som børn, og som voksne er Debbie fortsat med legen alene. Da Debbie en dag hænger sig selv under mystiske omstændigheder, begynder Laine at undersøge sagen sammen med sine venner. Der går ikke længe, før de finder det gamle ouija-bræt og forsøger at kontakte Debbie. Men alt er ikke, som det ser ud til...

"Ouija" bruger alle de billigste tricks i gyserhåndbogen: Filmen starter med et dødsfald, choksekvenser af ufarlige ting hober sig op ("Hej venner, jeg gik lige ind af bagdøren i det her tomme spøgelseshus, stod helt stille i mørket og ventede på jer.... bøh!"), og et twist vender op og ned på historien. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste forventet kliché, der ikke bliver taget i brug.

Det er Stiles Whites debutfilm som instruktør, men han har skrevet en del manuskripter ("Boogeyman", "Knowing") og arbejdet med special effects på en lang række større Hollywood-film. Det kan dog slet ikke mærkes i "Ouija", for effekterne er direkte grinagtige. Nuvel, filmen har et beskedent budget, men når der dukker et spøgelse op i et spejl, er det vel ikke meningen, at man skal undre sig over, hvorfor Mickey Mouse pludselig er med i filmen. Så dumt ser det nemlig ud. Manuskriptet, som White også står for, er endnu værre. Det er acceptabelt ikke at besvare alle spørgsmål blot for at bevare noget mystik omkring plottet, men i "Ouija" får vi ikke svar på noget som helst. Overhovedet. Hvorfor er spøgelserne onde? Hvorfor er det ene spøgelses mund større end det andet spøgelses hoved? Hvordan får de på magisk vis et Ouija-bræt til at dukke op igen og igen? Hvorfor vil de i kontakt med hovedpersonen? Hvorfor hviler min ene finger konstant på fast forward-knappen? 

Hvis du tror, at manuskriptet og effekterne er det værste ved "Ouija", tager du fejl. Skuespillet er nemlig decideret håbløst. Selv Olivia Cooke, der ellers gør det glimrende i den biografaktuelle "Me and Earl and the Dying Girl", falder fuldstændigt igennem. Enten bliver rollerne overspillet, hvilket minder om en usjov form for slap stick-karikatur, og ellers bliver de underspillet, så det ligner, at skuespilleren står og læser direkte op fra manuskriptet. Kontrasten mellem de to modpoler skaber en skizofren dynamik, der snildt kan fremprovokere mental kvalme. Man skulle tro, at samtlige skuespillere har indgået en pagt om at levere deres værste præstation nogensinde blot for at sabotere produktionen. Filmen kan dog sagtens ses, hvis man går efter ufrivillig komik - for der er masser at grine af.

BILLEDE & LYD

Det hænder, at Blu-ray-formatet simpelthen er for skarpt til en udgivelse, og det er netop problemet her. B-film og andre film med dårligt effektarbejde har godt af et lag gryn som en slags makeup, der dækker for den urene hud. Det er sært at kritisere for et knivskarpt billede, som tilfældet er her, men det afslører ikke kun de elendige effekter, men også kameramændenes dårlige valg af filtrer samt den til tider dårlige lysopsætning. På den lyse side sidder farver og kontrast lige i skabet. Lyden bærer enormt præg af, at al dialog samt lydeffekter er optaget i et halvdårligt studie med tilhørende rumklang. Dog kommer lyden ubesværet rundt i samtlige højtalere, og selv den mest stille hvisken går klart igennem.

EKSTRAMATERIALE

Ekstramaterialet består af tre korte featurettes, der tager længere tid at remse op end at se. De kigger lidt på Ouija-brættet som helhed, filmens tilblivelse samt lidt snak frem og tilbage om "Ouija". Det er lige så svært at anbefale ekstramaterialet, som det er at anbefale filmen.