Jøsses, den sidste level i Old Hunters DLC'en var godt nok benhård at komme igennem. Men meget, meget stemningsfuld. Vi taler om forfaldne fiskerhytter og havmonstre. Man kan nærmest smage stanken af salt og rådden tang.
Den sidste boss ... (SPOILER)
The Orphan of Kos var også noget sværere, end jeg havde forudset. På en strand ligger resterne af søuhyret Kos, og ud af hende kravler så afkommet, der bedst kan beskrives som en vrælende, gammel (!) fiskemand, og begynder at angribe. Han er sådan set ikke så super svær at aflæse, og man kan endda parere ham, hvis man kan ramme den rigtige timing. Men han er ubønhørlig, stopper aldrig og slår temmelig hårdt.
Nå, det lykkedes efter en del forsøg.
Bagefter tog jeg så også lige den sidste slutning i Bloodborne, som jeg manglede.
Så mangler jeg kun at dræbe en bestemt boss i en chalice dungeon for at få platinum.
Der er dog et stykke vej endnu.
For overhovedet at komme ind i den chalice dungeon, som bossen befinder sig i, skal jeg gennem Cursed and Defiled Dungeon først, og der har jeg siddet fast ved boss nummer to (ud af tre) et stykke tid.
Det særlige ved Cursed and Defiled er nemlig, at man straffes med, at ens health kun tæller 50%. Monstrene virker dog, som om at de har fuld health stadigvæk. Så det er noget af en udfordring. Jeg har nu ikke tænkt mig at give op, nu hvor jeg er så tæt på platinum.
Det sjove er, at nu hvor jeg har gennemspillet spillet to gange (én gang med hver sin karakter) og gennemført DLC'en, så har jeg allermest lyst til at starte forfra igen på NG+.
I betragtning af hvor frustrerende det her spil kan være (især når jeg tænker tilbage på, hvor møgirriteret jeg var på det i starten), så er det alligevel overraskende, hvor hooked man kan ende med at blive.
DLC'en er værd at spille gennem mindst én gang, hvis man alligevel har anskaffet sig GOTY-udgaven. Men jeg ved ikke helt, om jeg vil anbefale, at man går ud og betaler særskilt for den, hvis man har den almindelige udgave i stedet. Den er flot og stemningsfuld, men den byder ikke rigtigt på noget virkelig nyt, og monstrene minder mest af alt om dem fra hovedspillet, blot i nye skins og med lidt andre bevægelsesmønstre.
Selve Bloodborne er jeg til gengæld, som sagt, blevet ret vild med. Men der er stadigvæk langt til at kalde det mit game of the year 2015, som mange har udråbt det til. Dertil synes jeg måske, at læringskurven er for stejl, indføringen i spilmekanikken alt for vag og historien for underspillet. Det er sammenlagt stadigvæk et godt spil, bestemt, og det føles faktisk som en bedrift at have gennemført det. Men et storslået mesterværk ligefrem? Ikke for mig.