The Guest (2014)
www.youtube.com/watch
www.youtube.com/watch
Efter den skarpslebne slasher hyldest “You’re Next”, der af flere kritikere blev udråbt som et af de mest nervepirrende værker i genren i nyere tid, fulgte den dynamiske duo Adam Wingard og Simon Barrett tre år senere op på succesen med en pulserende dynamisk og særdeles velsmurt designet action-thriller, som via et uforbeholdent stort glimt i øjet og tungen helt ude i kinden tog sit publikum med ud på en sorthumoristisk åndelig rejse tilbage til de flamboyante 80’ere, hvor der som regel var mere end herligt højt til loftet på alle parametre.
I en mindre soveby i Texas, (lige op til Halloween), omkranset af et tæt på uendeligt desillusionerede landskab af knastørre marker, dukker en mystisk eksistens frem af støvet blot for nogle minutter senere at stå ved dørtrinet hos familien Peterson, som er ramt af en dyb sorg over tabet af deres ældste søn, der døde som soldat i Afghanistan. Det uventede besøg kommer som sendt fra himmelen for moderen Laura, (Sheila Kelley), som hårdest ramt af fortvivlelse og frustration hurtigt tager den charmerende og forførende David, (Dan Stevens), til sig, da hun erfarer, at han var en nær ven af hendes afdøde søn. Resten af familien er dog mere skeptiske overfor den fremmede gæst af en svigermords drøm, men David lurer snarrådigt deres respektive hverdagsproblemer ud og vender hurtigt stemningen til sin fordel, da han uden at tøve påtager sig rollen som selvopofrende beskytter og problemknuser. Mens den kværulerende og lettere alkoholiserede far Spencer, (Leland Orser), bruger den nyankomne hvide ridder som stiltiende forstående terapeut angående irritation over manglende forfremmelse på sit job, knytter Petersons mutte teenagesøn Luke, (Brendan Meyer), sig anderledes tæt til David, da han giver en hjælpende hånd med overfor en flok provokerende bøller på Lukes skole. Men ikke alle er ligeså benovede og specielt familiens rebelske datter Anna, (Maika Monroe), begynder efterhånden at fornemme at der er ugler i mosen, da en række dødsfald og bizarre hændelser melder deres blodige ankomst. Og da hun senere insisterer på at grave dybere i Davids fortid bryder helvede for alvor løs.
Allerede i filmens første frame indikerer Adam Wingard og Simon Barrett tydeligt og med et herligt skælmsk smil hvilken referencemæssig rutsjebanetur, de har tænkt sig at udsætte tilskueren for, da man introduceres for en diabolsk udseende græskarmand, der provokerende peger både handlingen og filmens mystiske antihelt i retning mod en hvirvelvind af underholdende forviklinger og perverteret kaos. Det er “The Bourne Identity” på syretrip, mikset med både den visuelle side samt 80’er synthpop lydsporet fra “Drive” og “Miami Vice”, og krydret med lind hånd fra diverse slashers, særligt “Halloween”. Ja, groft sagt bliver der ikke gjort det mindste for at underspille på nogen som helst måde i “The Guest”, hvilket bedst illustreres ved Dan Stevens intense pragtpræstation og ultimative magtdemonstration som den sexede og besnærende fremmede med de hypnotiserende blå øjne.
Pr. automatik og koldblodigt som en slesk slange i paradis skifter Stevens ubesværet ham mellem at være en handlekraftig, destruktiv kampmaskine som pulveriserer sine modstandere og være en dampende erotisk adonis der får det til at skælve i underlivet hos de fleste kvinder, og sågar formående at få undertegnede til at blive helt blød i knæene særligt i scenen, hvor han træder ud fra badeværelset og flekser sin veltrimmede overkrop i en tågedis af damp. Det er selv i mindre detaljer som sidstnævnte og i de små brat omskiftelige hhv. varmt vedkommende og iskolde psykopat agtige ansigtstræk, som Dan Stevens fornemt formidler i sarkastisk nærmest hysterisk symbiose med komponist Steven Moore, at Wingard exceller befriende uforskammet i over-the-top retorik som man enten frydes over som tilskuer eller vælger helt at stå af på. Det skal nemlig helt bevidst være for meget af det gode, men grænsen mellem klukkende morsom pulp og anstrengende fortænkt coolness er hårfin, så derfor er det blot at lette på hatten over, hvor elegant det lykkedes for Wingard at bevare balancen hele vejen til den surrealistiske og blodige målstreg.
Én mand og et par forrygende eksplosive kampscener med en fandenivoldsk knæk og bræk redigering gør det dog heldigvis ikke alene, og Dan Stevens suppleres fornemt af et bund solidt cast, hvor især den ofte meget undervurderede Leland Orser brillerer på klukkende tragikomisk vis i rollen som faderen, der benytter hvilken som helst given situation til at dulme sorgerne i brok og alkohol i en lind strøm. Men også Brendan Meyer som den underkuede og indelukkede Luke der langsomt træder ud af skyggen i hans mildt sagt bekymrende idoldyrkelse, og det der mest af alt ligner en forelskelse af brodersubstitutten David, er en fornøjelse at følge. De øvrige medvirkende bliver dog på alle leder og kanter overstrålet af antiheltens kvindelige modsætning i skikkelse af Maika Monroes smukke, intelligente og svært sexede Anna der i sin erotisk kropsnære servitrice-uniform serverer en heltinde som, undervejs sin pudseløjerligt kinky Alice i eventyrland transformation, gør en brav indsats for at sparke den macho dominerede galskab godt og grundigt i ligposen. “The Guest” er ikke en film som på nogen måde skal tages seriøst, men det ændrer dog intet på, at filmen er en seriøst fremragende og svært underholdende en af slagsen, hvor man får rigeligt til både gården og gaden af laber 80’er retro, neon-funklende referencer og saftige dueller kønnene imellem.
9/10