"Fast & Furious"-franchisen tager på verdensturné

Biler, der slynges ud af fly i flere kilometers højde... Jeeps, som jages tværs over frosne søer af russiske ubåde... Hundredvis af fjernstyrede køretøjer, der torpederer hinanden i amerikanske storbyer...

Nej, der er bestemt ikke sparet på de gakkede indfald i "Fast & Furious"-franchisens efterhånden otte succesfulde kapitler – såsom "Fast & Furious 7" og dette års "Fast & Furious 8".

Og snart kan fans opleve flere af filmenes vilde stunts og actionsekvenser på klos hold i virkelighedens verden. Seriens stjerne og producer, Vin Diesel, har nemlig annonceret, at der snart kommer et "Fast & Furious"-liveshow, som tager på verdensturné.

Vi kommer næppe til at opleve fly, ubåde eller hundredvis af køretøjer i salene, men showet vil byde på live-opførelser af flere af franchisens mest kendte scener – såvel som helt nye bilstunts, der ikke har optrådt i filmene.

Det vides endnu ikke, hvornår "Fast & Furious"-showet får premiere, men det kommer til at foregå i O2 Arena i London, hvorefter verdensturneen træder speederen i bund.

Kommentarer

"Fast & Furious"-franchisen tager på verdensturné

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen