Jeg gør mig ikke talsmand for noget som helst. Jeg lufter min holdning. Nothing more nothing less. Mht. dødsstraf føler jeg overordnet ikke det skal være en mulighed, fordi jeg ikke tror på ondskab. I de enkelte sager skal man dog ikke kigge på de gode gerninger den tiltalte har udøvet, da det har intet at gøre med den ugerning, der er sket. Naturligvis er der dog eksempler på, at man skal etablere karaktertræk igennem tidligere handlinger. Det kan godt være, at jeg er kablet anderledes end alle andre mennesker, men for mig er det ikke en selvmodsigelse. Jeg tror ikke folk myrder bare for at være onde, og det lader da heller ikke til, at du tror det?
Og selvfølgelig er der et hav af årsager til, at folk hoppede med på holocaust. Nu kom jeg bare med nogle eksempler. Jeg er da ked af, at du opfattede som om, at det var de eneste muligheder i mit hoved.
Egentlig føler jeg ikke, at jeg har kompentencen til at bedømme straffen for, hvis et menneske har taget 40-50 liv som du spørger ind til. Men jeg går stærkt ud fra, at det på ingen måde er så simpelt som at sige 5 gange livstid. Det er vel en af årsagerne man skal i retten. Alle detaljer skal frem i lyset i de enkelte sager.
Jeg er sgu lidt i tvivl om, du bare vil diskutere for diskussionens skyld her, BN. For du antager nogle ret bizarre ting. Det kan godt være, at det er mig, der læser det helt forkert dog, men jeg synes tonen virker en smule hård, og at du bevidst misforstår mine ord.
Ondskab er desværre en af livets realiteter. Om man kalder det rigtigt og forkert eller godt og ondt, er egentlig underordnet. Faktum er og har der altid været en positiv-side og en negativ-side m.h.t. såvel tanker som handlinger. Og hvis en person ikke har respekt for menneskeliv og tilsidesætter en af de mest grundlæggende menneskerettigheder, nemlig retten til liv, ved f.eks. at myrde løs blandt en gruppe unge mennesker på en ø, og han bagefter fastholder at det var det rigtige at gøre (eller endog at det var til bedste for hele Norge) og desuden tilkendegiver, at han ikke anerkender den domstol, der tager sig af sagen, så holder jeg på, at manden er gennemsyret af ondskab i en sådan grad, at det overskygger alt ved hans person, inklusiv at han måske - som et tænkt eksempel - har været sød til at hjælpe ældre damer over vejen eller har været en flink nabo eller en god kammerat.
Jeg tror heller ikke på, at nogen som helst "myrder bare for at være onde". Det er kun på film (og i tegneserier og bøger) at onde mennesker - aka "skurkene" - sommetider godt selv ved, at de er onde, ligesom det også kun er på film at en ond person er en, der nærmest går rundt med krumbøjet ryg, hugtænder og en rungende MUHAHA-latter, mens han sender andre onde blikke og taler om onde planer. ;-)
I virkelighedens verden er ondskab ikke nødvendigvis et MOTIV (selvom det da KAN være det hvis forbryderen drives af had og misundelse/jalousi). Nej, ondskab er oftere en dækkende beskrivelse af forbryderens HANDLING, især hvis der ikke foreligger anger eller fortrydelse, men snarere søges retfærdiggørelse og bagatellisering af handlingen, og hvis der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde. Og hvis man ovenikøbet på kold og kynisk facon har planlagt det hele meget nøje og metodisk (modsat når nogle handler i affekt eller desperation), vil jeg også betegne MOTIVET som ondt.
Med hensyn til årsager til at folk hoppede med på Holocaust, følte jeg bare, at dette fremstod unuanceret i dit indlæg. Når jeg skriver, tager jeg udgangspunkt i det, andre (i dette tilfælde DIG) skriver, men jeg fører ofte også tankerne videre til deres yderste konsekvens, mestendels for selve perspektivets skyld.
Og nej, jeg diskuterer ALDRIG bare for diskussionens skyld. Jeg forstår ikke, at du tilskriver mig en hård tone, eftersom jeg ikke har skrevet noget om dig SOM PERSON eller talt om hvordan du er, endsige kritiseret dig som menneske. Du har det tydeligvis sådan, at du aldrig i dit hjerte ville ønske et andet menneske død. Well, sådan har JEG det også. Så jeg finder faktisk din holdning sympatisk. Jeg har ikke bemyndigelse eller ret til til at dømme andre uværdige til livet. Heldigvis! Jeg har altid været sådan indrettet, at jeg har ønsket det bedste for mine medmennesker, herunder at forbrydere ville rette sig, angre deres handlinger og fuldstændigt skifte kurs, så de blev fredelige og lovlydige borgere. Man kan kalde det en sentimental eller godtroende holdning, men jeg ender altid med at tænke: "Åh, hvis bare de ville!" eller "Hvis bare de gjorde sådan og sådan (for deres egen og andres skyld)!" Også selvom jeg ved, at det nok ikke vil ske andet end i meget sjældne tilfælde.
Det jeg har gjort her i tråden, er at jeg som iagttager og udenforstående har set på de myndighedspersoner, der er blevet tildelt og har påtaget sig den vanskelige og ofte utaknemmelige opgave med at fælde domme over forbrydere og udmåle straffe. Og jeg prøver at se på den HØJERE retfærdighed bag sådanne domme og afgørelser, og det selvfølgelig i relation til forbrydelsens art. Og det er her, at jeg ærligt må sige, at når det gælder sager som den med Breivik, ligger alle mine positive følelser - min sympati, medlidenhed og medfølelse o.s.v. - hos OFRENE, mens alle de negative følelser - væmmelsen og vreden - automatisk retter sig mod forbryderen. Forbrydere kan kun FORVENTE at møde vrede og væmmelse fra omverdenen, og almindelige mennesker skal bestemt ikke have dårlig samvittighed over, at deres vrede over f.eks. massemord på unge mennesker, seksuelle overgreb på børn og dødbringende bilkørsel på vejene sommetider udløser tanker eller ønsker om de hårdest mulige straffe til forbryderen/lovovertræderen. ... De fleste mennesker lader trods alt ikke vreden gå så vidt som til hævn og selvtægt, men lader myndighederne om at tage sig af retfærdighed, dom og strafudmåling. (Dette være sagt med forbehold for, at myndighederne i nogle lande begår rene justitsmord.)